Pia Kjærsgaard glæder sig til værdikamp med Jelved på kulturministerposten.
Dansk Folkepartis værdiordfører og tidligere formand, Pia Kjærsgaard, byder Marianne Jelved velkommen på posten som kulturminister, selvom Jelved ikke var den, Kjærsgaard ville have sat sine penge på som bedste bud på en afløser på posten.
»Jeg vil nok sige surprise, surprise. Det var nok ikke lige hende, man havde ventet«.
Særligt glæder Pia Kjærsgaard sig over, at Jelved over for Politiken kalder Kulturministeriet et værdiministerium, som hun vil føre værdikamp fra.
»Det glæder jeg mig til. Og jeg giver hende fuldstændig ret i, at det er et værdiministerium. Så det, synes jeg, er en udfordring og en opfordring til Dansk Folkeparti, og det tager mig meget, meget gerne af. Hvis der er nogen, der ligger langt fra hinanden i værdi- og kulturkampen, så er det Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Så det synes jeg er udmærket«.
Kjærsgaard bifalder Jelveds debatstil
Pia Kjærsgaard bifalder ligefrem Jelveds debatstil:
»Jeg har haft masser af debatter med Marianne Jelved i sin tid, og senere blev det så med Margrethe Vestager. Men jeg vil sige, at det var faktisk mere givtigt at diskutere med Marianne Jelved, fordi hun er ikke bange for at tage kampen. Jeg synes, hun står for noget fuldstændig fjernt og radikalt, og hun synes garanteret, jeg står for det modsatte. Men vi har haft mange gode debatter«, siger Pia Kjærsgaard.