Borgerlig valgsejr

LEDER: Nøgternt set er resultatet fra gårsdagens kommunalvalg opmuntrende læsning for VKO-flertallet på Christiansborg

Ole Birk Olesen,

18/11/2009

LEDER: Nøgternt set er resultatet fra gårsdagens kommunalvalg opmuntrende læsning for VKO-flertallet på Christiansborg. De Konservative går frem på landsplan, Dansk Folkeparti går frem, og Venstre går kun marginalt tilbage. Sammenlagt over tre procentpoints fremgang til Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti ifølge den seneste landsdækkende prognose.

Venstrefløjen vil naturligvis forsøge at udlægge det som en enorm sejr, at man har vundet Odense tilbage, men samtidig har man tabt en tidligere socialdemokratisk bastion som Kolding, Socialdemokraterne er næsten blevet halveret i Hillerød, og i Høje Taastrup, som engang var socialdemokratisk land, stemte næsten fire ud af ti vælgere konservativt - mere end en fordobling i forhold til for fire år siden.

S-SF-aksens forsøg på at udråbe kommunalvalget til et midtvejsvalg for regeringen har derfor nu udviklet sig til en boomerang, som rammer Søvndal og Thorning i nakken. For hvis vælgerne også havde landspolitiske tanker i baghovedet, da de stemte, så var de tanker gunstige for de borgerlige på Christiansborg. Al snakken om, at kommunalvalget skulle afsløre borgernes utilfrredshed med regeringens "nedskæringspolitik", vil vi ikke høre mere til fra den side.

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, brugte den første del af valgaftenen på at sætte en skræk i livet på dem, som håber at have et mere renlivet borgerligt-liberalt parti at stemme på ved næste folketingsvalg end Venstre og de Konservative. Fra hans dagligstue i Horsens proklamerede han Liberal Alliances de facto død, hvis der ikke var mindst to procent af stemmerne til ham i Horsens. Det blev til 3,7 procent og dermed også til en plads til LA-lederen i byrådet i Horsens.

Kan Anders Samuelsen skaffe 3,7 procent i Horsens, så bør ingen afskrive den mulighed, at han også kan skaffe 2,0 procent på landsplan.

Kilde: