LEDER: Rollerne er blevet byttet om. Mens den yderste venstrefløj nu kræver, at EU udvikler sig til en overnational skatteopkrævende stat, så markerer unge borgerlige sig omvendt som mere skeptiske end nogensinde før. Det er ikke så sært.
EU repræsenterer to ting:
* For det første et ønske om kulturelt og økonomisk samkvem på tværs af Europas lande, så der kan opbygges samhørighedsfølelse og skabes velstand ved fri handel.
* For det andet en idé om, at stadig mere politisk integration, stadig mere centralisering af politisk magt i Bruxelles, er til gavn for Europa og de enkelte medlemslande.
Den første dagsorden kan i Danmark samle mange på tværs af politiske skel. Der findes ganske vist forstenede fagforeningsfolk, som ikke kan fordrage arbejdskraftens frie bevægelighed, og grænsekontrollens afskaffelse vækker modstand i Dansk Folkeparti, men ellers er danskerne med.
Den anden dagsorden, derimod, er den, som får de unge borgerlige - og også en del ældre af slagsen - til at se med skepsis på EU's udvikling.
Med rette spørger de, hvad Eurozonen har gjort af godt for Europa i disse tider, hvor euroen tværtimod skaber historisk økonomisk ustabilitet. Og de nærer en modvilje mod hele tanken om, at Europa nødvendigvis skal gå mod mere og mere union. Hvorfor skal Europa det, spørger de?
Europa er den moderne vestlige civilisations vugge. Vesten blev resten af verden overlegen i en periode, hvor den politiske magt på kontinentet netop ikke var samlet i én europæisk hovedstad, men derimod var spredt på et utal af selvstændige lande. Alene det, vi i dag kalder Tyskland, bestod i anden halvdel af det 17. århundrede af 234 lande, 51 selvstyrende byer og 1.500 uafhængige riddergodser!
Det var ikke det centraliserede zarstyre i verden største nation, Rusland, som opdagede og koloniserede Amerika eller det folkerige Kina under ledelse af dets skiftende omnipotente kejsere, som udviklede kapitalistiske institutioner og deraf følgende enorm velstand for såvel høj som lav.
Det var Europa - hvor magten var anderledes spredt, så ingen nations magthavere var stærke nok til at forhindre en positiv udvikling - som skabte forudsætningerne for det trygge og velstående liv, som alle mennesker på kloden i dag stræber efter.
I EU-systemet tales der nu om en "Euroregering" som svaret på tidens udfordringer. Endnu foreslår man ikke hverken en kejser eller en zar, men tankegangen om, at centralisering er vejen frem, er stadig lige fejlagtig. Det er tværtimod mere frihed og mere decentralt selvstyre, der er brug for, og de unge borgerlige har forstået det.
