Helle Stangerup, Bag Skodderne, 300 kr., 335 sider, Politikens Forlag. Udkommet 20. oktober 2011
Af Ole Olesen
En bog, der er kedeligt anmeldt i Jyllands-Posten, som jeg normalt er enig med, og godt anmeldt i Information, som jeg normalt er uenig med. Det er da mærkeligt! Men det er nok, fordi den ikke handler om dansk økonomi og politik. Skønt at slippe for alt det snak og bavl her op mod jul og i stedet komme i selskab med forfattere, skuespillere, grever og baroner, erhvervslivets spidser. Og så lige en enkelt Dronning.
Helle Stangerup, nu 71, er datter af en dansk professor i kulturhistorie, Hakon Stangerup, cand. mag. i dansk og fransk med udmærkelse som 24-årig og dr. phil. i litteratur som 27-årig.
Moderen var skuespillerinde, datter af den svenske nobelprismodtager i litteratur Hjalmar Söderberg. Storebror Henrik var som Helle Stangerup forfatter, og de modtog begge med få års mellemrum de danske boghandleres pris, De gyldne Laurbær.
Dronning Margrethe var sidekammerat på Krebs’ Skole og studiekammerat på universitetet og er forblevet en trofast veninde.
I hjemmet kom spændende gæster af mange slags og fra hele det politiske spektrum til uformelle selskaber. Og så var der i øvrigt både barnepige og kokkepige.
En priviligeret baggrund. Men det har langtfra været fest det hele. For Helle Stangerup blev født med dobbelt hofteskred, det vil sige uden hofteskåle til at holde lårbenene på plads. Lidelsen medførte, at hun som lille måtte indlægges i et års tid med begge ben i gips. Det reparerede på handicappet, men hun har måttet kæmpe med det hele livet.
Hun har i det hele taget måttet kæmpe med mange ting i sit liv samtidig med, at hun har opdraget to drenge, skabt et anerkendt forfatterskab og oprethold en stor og – hvad der viser sig i vanskelige stunder – generøs venskabskreds. Men det er især det personlige livsforløb, der fascinerer og aftvinger respekt.
En uddannelse som jurist var noget af en fejltagelse, men allerede efter et år slap hun fri af et kedsommeligt job i det statslige bureaukrati. Og det skete på en måde, som kræver et talent, som Vorherre kun meget sjældent skænker frustrerede bureaukrater: hun skrev sideløbende med sit job sin første roman, Gravskrift for Rødhætte, og sagde op efter et år.
Den metode har hun brugt lige siden og har skrevet krimier og romaner sideløbende med, at hun har løst sine øvrige opgaver her i livet. Nogle gange med hovedvægten på det ene, andre gange på det andet.
Den første store opgave efter romanen blev ægteskabet med grev Adam Knuth, som hun fik sine to drenge med. Og startede et ægte og - som det skulle vise sig - vellykket iværksætterprojekt sammen med. Det blev til Knuthenborg Dyrepark, landets største safaripark.
Ægteskabet blev derimod ikke vellykket. Der kom andre kvinder, og selvom Helle Stangerup med kontrolleret selvbeherskelse “så den anden vej”, kom hun en dag til at læse et skamløst brev til greven fra en vis Karen, som blandt andet stillede krav om at blive gift med ham. Oven i, eller måske fremkaldt af, de ægteskabelige problemer, kom et alvorligt tilbagefald af hofteskred, der førte til operation og langvarigt hospitalsophold. Og så blev der indledt skilsmisseforhandlinger midt under forløbet.
Men det var dog Knuthenborg, Helle Stangerup skulle hjem til - i ambulance og med jernstativ og krykker. Det troede hun i hvert fald, men ved indkørslen blev hun afvist af Adam Knuth, og ambulancen måtte køre bort med hende igen. Karen var flyttet ind, og hendes børn havde overtaget Knuth-sønnernes værelser. De blomsterbede, Helle Stangerup havde anlagt blev senere fjernet af slottets nye herskerinde. Historien passede lige til Ekstra Bladet og blev sat stort op på forsiden.
Denne og senere store og små vanskeligheder fortælles der om gennem hele bogen. Med naturlig vrede, men også med en vis aristokratisk distance. Ikke megen åbenlys hævngerrighed, men ind imellem en skarp humor. Mange steder kommer man uvilkårligt til at grine:
For eksempel af historien, hvor forfatteren i Billed-Bladet ser et billede fra eksmandens bryllupsrejse med Karen. Han smiler til hende, “men der var noget i hans blik, noget påtaget, noget, som nærede en længe spirende mistanke. Eller som udtrykt af en garvet engelsk societyværtinde: “Når en mand gifter sig med sin elskerinde, efterlader det et tomrum, som skal fyldes ud.” – Ja, og han blev, skønt katolik, da også gift både en tredje og en fjerde gang.
Selv er Helle Stangerup forblevet single. Dels, som hun skriver, fordi de fleste mænd har for vane at have en kone allerede, del fordi hun “nok var noget brændt”.
Så diskret – så fjernt fra Ekstra Bladet – kan der skrives om noget, der ikke i detaljer kommer læserne ved, og man kan heller ikke kalde det indiskret, at hun også nævner, at hun aldrig fik lært at følge to vigtige råd fra en veninde: “Du må aldrig afbryde en mand” og “Du må aldrig sige en mand imod”.
(Mange mænd vil nu nok sige, at det er der rigtig mange gifte kvinder, der heller ikke har fået lært. Men det hører hjemme i andre lidelseshistorier.)
I øvrigt bliver også forholdet til Dronningen behandlet fint og diskret, hvad der ikke forhindrer, at der kan fortælles en historie om retfærdighedssans. Om en kolerisk rektor, som råbte og skreg ad en klassekammerat i hele klassens påhør og sluttede sit verbale overfald af med at spørge, om der var nogen der syntes, at det var uretfærdigt? To stole skramlede. Det var Dronningen og Helle Stangerup, der rejste sig. Resten af klassen fulgte efter, og rektoren stormede ud og knaldede døren i efter sig.
Politik er der ikke meget om i bogen. Men hun har et aktuelt og meget kritisk syn på EU. Mere brændende aktuelt, end man kunne forudse, da bogen blev skrevet:
EU er for Helle Stangerup én af “alderdommens bekymringer”. En tegnebordsideologi, som hun, sin alder taget i betragtning, ikke regner med at komme til at se falde fra hinanden, “men, hæ,hæ, I politikere, der ikke vil belemres med stemmekvæget, det vil ske”.
Måske får hun sammenbruddet som en gave sammen med sit første barnebarn, som hun drømmer om at kunne byde velkommen til verden med et årsabonnement på en barnepige. Niveauet skal holdes.
Bogen lever fint op til sit løfte om at tage læserne med ind bag skodderne og til at møde en lang række personer fra samfundets top.
Det er slet ikke Helle Stangerups mening, at man skal blive imponeret af det fine selskab. Men man kan ikke undgå at blive imponeret af den styrke, som hun møder sin skæbne med. Støvets år er bedre end alternativet, skriver hun, og noterer med taknemmelighed, at det ikke er alle forundt at nå så langt eller have så meget at se tilbage på, som hun har. Hun føler sig ikke en dag ældre, end da hun var tyve, selv om der jo er “det satans, ondskabsfulde spejl”. Men: “Se det dog i øjnene, du er ikke længere ældre, du er gammel”. Og det gør hun.
Hvis man vil møde et menneske med format, så skal man købe Bag skodderne.
