Bent Falbert, "41 statsministre – fra oven og nedefter", 200 sider, 250 kr. Ekstra Bladets Forlag. Udkommet
Af Ole Olesen
41 statsministre har Danmark haft, siden demokratiet blev indført med grundloven af 1849. Dem mener Bent Falbert, det vil være sundt for os alle at få bragt ned i naturlig størrelse, og det gør han så i sin nye bog. For det er risikabelt at lade magtmennesker vokse alt for vildt, også selvom de 41 i gennemsnit kun regerede i tre år og tre måneder.
Falberts bekymring er ikke blevet mindre af, at han under arbejdet med bogen er blevet klar over, hvor mange af dem der har været decideret uegnede som ledere af nationen. Han erkender naturligvis, at det er begrænset, hvad man kan få med på to hundrede sider, men da de store begivenheder er beskrevet i andre værker, har Falbert valgt at give god plads til at skildre personernes mindre kendte særheder. Det er der kommet en sjov bog ud af, og han slutter da også forordet med at ønske os “God fornøjelse”.
Han gør klart opmærksom på, at bogen ikke har noget med grundforskning at gøre, og at han har lånt med arme og ben hos andre forfattere. Men han trækker også på sine egne oplevelser som journalist og chefredaktør på Ekstra Bladet (EB), f. eks. i kapitler om Poul Hartling, Jens Otto Krag, Poul Schlüter og Anders Fogh. Det er bogen ikke blevet kedeligere af. Den er heller ikke blevet kedeligere af EB-tegneren Morten Ingemanns mange illustrationer. Det hele er skarpt og skægt, men i god overensstemmelse med Falberts almindelige, illusionsløse syn på dansk politik er der ikke megen poesi i hverken tekst eller tegninger.
Man morer sig kongeligt rigtig mange steder undervejs, men især i kapitlet om Poul Schlüter, som er under kraftig opvurdering for tiden. Samtidig er jeg imponeret over, at man får et overblik over danmarkshistorien med i købet – hvis man ulejliger sig med at læse lidt tæt.
For eksempel er der efterhånden mange, der ikke gør sig klart, hvor stort springet var fra enevælde til demokrati. Fra enevælde, hvor kongen støttede sig på adel og akademikere til at styre riget, til demokrati, hvor alle samfundsklasser kan blive inddraget både i lovgivning og statsadministration.
Faktisk var det netop en adelig, kæmpejordbesidderen og juristen grev Adam Moltke, som Frederik 7. bad om at påtage sig posten som landets første statsminister med den opgave at få udarbejdet og gennemført en grundlov. En opgave, kongens loyale tjener naturligvis sagde ja til. Den demokratiske godsejer hedder kapitlet om Moltke, selvom hans demokratiske holdning havde sine begrænsninger.
for enevoldskongen Frederik 7. havde han gode forudsætninger for at styre den proces, men havde svært ved at gå helhjertet ind for, at Danmark, presset af den politiske udvikling i resten af Europa, skulle indføre en så demokratisk grundlov, som den vi fik.
I det hele taget var der mange blandt eliten, der var bekymrede. Én af dem var juristen Orla Lehman, der deltog i udformningen af grundloven. En mand, som Falbert i øvrigt ikke har meget til overs for. Lehmann mente, at “de dannede, de begavede og de rige” skulle have afgørende indflydelse i det nye folkestyre. (Vi kan jo så selv hver for sig i vores stille sind tage stilling til, hvordan Lehmanns idealer stemmer med, hvem der i vore dages praksis besætter pladserne i regering og folketing.)
Overgangen fra enevælde skete, som Falbert skriver, “uden blodsudgydelse. Meget, meget dansk”. Og faktisk skete det også meget gradvist. For kongen bevarede en betydelig magt, blandt andet retten til at udnævne og afsætte regeringer (statsministre). En ret, som det krævede en del begavelse at udøve - for nu at bruge Lehmanns udtryk.
Begavelse havde Christian 10. ikke nok af, da han under den såkaldte påskekrise i 1920 blandede sig i den indenrigspolitiske del af striden om, hvor grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle gå.
Den “politisk tonedøve, men indbildske Christian 10” fyrede den radikale statsminister Zahle. Et statskup, blev det kaldt i dagbladet Socialdemokraten, og kongen blev efter seks dage presset af partilederne til at fyre den statsminister, han selv havde udnævnt uden om Folketinget. Og grænsen kom, som Zahle havde ønsket, til at gå langs den linje, som flertallet havde stemt for ved en folkeafstemning.
Siden da har kongehuset kendt sin plads.
Zahle er den af de 41 statsministre, Falbert har mest til overs for. De smås beskytter, hedder kapitlet om ham. På Bogmessen i Forum svarede han på et spørgsmål fra Hans Engell, at Danmark endnu mangler at få en statsminister, han kan betragte som et idol. Og tilføjede:
“Men skal jeg rose en enkelt, fremhæver jeg Zahle - selv om han var radikal. Han nærede omsorg for samfundets svage og var en glimrende leder, fordi han ikke gik op i at få æren, og fordi han ikke var bange for at ansætte klogere hoveder end sit eget som ministre. Men det var en fejl, at han ikke afskaffede monarkiet, da kongen forløb sig, og han havde chancen.”
Det med ikke at gå op i selv at få æren og ikke at være bange for de klogere hoveder er meget smukke, men meget sjældne egenskaber, som derfor kun findes hos ganske få mennesker. De findes i Falberts bog i hvert fald ikke hos Poul Hartling (statsminister 1973-75), som han kalder Den arrogante egoist og, lige lovligt upoetisk, “Venstres læspende præsteformand”.
Den begavelse, som for Lehmanns var én af de væsentligste egenskaber hos en politiker, savner Falbert hos nogle stykker. Det fremgår af nogle af kapiteloverskrifterne. Bonderøven kaldes venstremanden Knud Kristensen (1945-47), Den folkekære dilettant er Anker Jørgensen (1971-73 og 1975-82), som “trasker fra fiasko til nederlag”.
Andre overskrifter er Den superliberale klovn (Madsen-Mygdal) og Den liderlige statsmand (Jens Otto Krag), som ud over at begå kæmpefejlen med at indsætte den folkekære dilettant som statsminister også nåede at nedlægge hundreder af damer og måtte indkassere en en skideballe af dimensioner fra den svenske statsminister Tage Erlander, fordi han under en oficiel middag i Sverige forsvandt med sin borddame. De dukkede først op halvanden time senere med tydelige tegn på, hvad de havde foretaget sig.
Hvis vi skal slutte af med Falberts omtale af en enkelt af de seneste stasministre, skal det være Poul Schlüter. Den undertippede statsminister er faktisk en ret beskeden mand. Sådan er det også i Kurt Strands nye interviewbog med ham. “Det var vel ikke så ringe endda”, hedder den. Desuden har Schlüter, som titlen viser, den sjældne evne at være selvironisk. At han også kan være ironisk på andres vegne, gives det et eksempel på, da Schlüter ifølge et interview med Falbert udtalte sig om EB: “I Radioavisen takkede han engang for vores anmassende opmærksomhed ved at sige, at han fandt det “charmerende at tænke på, at 4 millioner mennesker ikke læser Ekstra Bladet”.”
Politisk-sagligt har Falbert betydelig respekt for Schlüter. Især for, at hans regeringer i stort omfang lykkedes med at sanere landets økonomi efter “den lille, folkekære, men uduelige Anker Jørgensen”. Derimod får Schlüter ikke ros for sin passivitet over for Ninn-Hansen i tamilaffæren, hvor han i stedet for at fyre Ninn som justitsminister rodede sig ud i en langstrakt kommissionundersøgelse, som afdækkede masser af ulovlige afslag og tilbageholdelse af ansøgninger om familiesammenføringer. Det fremgik lysende klart af kommissionens rapport, som medførte, at Schlüter-regeringen trådte tilbage i samme øjeblik, den blev offentliggjort.
Bogens konklusion om magtens topfolk: Ganske få lysende begavelser. Forbløffende mange komplet uegnede og opblæste – man tør slet ikke tænke på, hvordan det ville have været, hvis Falbert havde skrevet om de værste af dem, der ikke blev statsministre, men var tæt på.
Grinagtigt skrevet og tegnet. Men også deprimerende at læse lige nu, hvor de vestlige demokratier vakler. Med ledere som ikke tør varetage deres ansvar og ingen umiddelbar udsigt til, at der kommer folk til med de kvaliteter, som Lehmann efterlyste. Under en verdenskrise er er det bedste ellers ikke for godt.
God som tragikomisk julegave til folk uden tilbøjelighed til vinterdepression.
