Hver enkelt medarbejder bør honoreres efter indsats og ikke efter brede overenskomster! Det er til fordel for alle!
I det følgende ønsker jeg at gøre mig nogle tanker om, hvilke positive konsekvenser det ville have, hvis hver enkelt medarbejder i Danmark forhandlede samtlige løn –og arbejdsvilkår udenfor overenskomst og uden offentlig regulering såsom mindsteløn. Som forudsætning for tankerækken ligger naturligvis også at de offentlige støtteordninger skulle sænkes tilsvarende.
En af de tungtvejende årsager til at Danmark mister konkurrenceevne er, at de overenskomstbestemte ansættelsesvilkår for medarbejdere i både det offentlige og det private til stadighed bliver mere og mere gunstige for de ansatte. Ved overenskomstforhandlinger kræver fagforeningerne flere feriedage, flere omsorgsdage og mere i løn. Kort sagt ønsker de at medlemmerne arbejder mindre for en større hyre. Det er selvsagt en udvikling der medfører, at både det offentlige og det private bliver nødt til at ansætte endnu flere mennesker til at varetage det samme antal af opgaver. Såfremt hver enkelt medarbejder selvstændigt skulle forhandle samtlige vilkår med sin arbejdsgiver, ville de være nødsaget til at have ekstremt gode argumenter, hvis de skulle være i stand til at overbevise arbejdsgiveren om at sænke deres arbejdstid samtidig med en lønstigning. De gode argumenter for arbejdstageren har kun gang på jord, såfremt medarbejderen kan påvise at være blevet langt mere effektiv indenfor sin arbejdstid. Man kan altså ikke rationelt kræve at få flere penge for at arbejde færre minutter, med mindre at man i de færre minutter kan nå at løse mere end man hidtil har gjort. En sådan ændring i lønkulturen ville afstedkomme en langt større effektivitet i både den offentlige –og private sektor, da hver enkelt medarbejder bliver nødsaget til at arbejde hurtigere og mere effektivt indenfor sin arbejdstid, såfremt ønsket om at få forbedrede løn –og arbejdsvilkår ikke skal klinge hult. Denne kulturændring vil endvidere gøre op med det forfejlede mantra om at alle overenskomstsikrede medarbejdere eksempelvis skal have nøjagtigt samme antal ferie –og omsorgsdage. Mennesker er forskellige, og yder derfor ikke ens. I det lys bør de derfor heller ikke honoreres ens.
En ansættelse vil efter en sådan kulturændring kun være et forehavende mellem arbejdsgiver og arbejdstager. I et Danmark uden centralt bestemte overenskomster samt offentlige skævvridninger af arbejdsmarkedet i form af f.eks mindstelønningsatser, vil ansættelsesvilkårene for en arbejdstager derfor alene blive bestemt af dennes ydeevne. Incitamentet til at bruge sin arbejdstid effektivt vil derfor øges behørigt, da arbejdstageren ikke længere vil have hele eller dele af sine arbejdsvilkår forudbestemt af faktorer, som man som individ kun har meget knap indflydelse på. Denne manøvre vil endvidere kunne formindske den naturlige arbejdsløshed, da fleksibiliteten for både arbejdsgiver samt arbejdstager øges. Således vil mennesker hvis ydeevne ikke er tilstrækkelig til at en virksomhed vil betale en mindstelønssats, pludseligt også blive aktuelle for arbejdsmarkedet, fordi virksomhederne nu kan betale dem efter deres ydeevne.
Såfremt hele eller dele af denne tankerække implementeres vil Danmarks konkurrenceevne øges markant i forhold til verdensmarkedet, og endvidere vil vi kunne tage et opgør med socialstaten –og fagbevægelsens mantra om at originaler skal behandles som kopier på arbejdsmarkedet. Jeg tillader mig at drømme lidt videre.
