Det kommer næppe som nogen overraskelse, men nu er det også dokumenteret, at den nuværende regering heller ikke har indfriet sine løfter om at levere et opgør med blokpolitikken.
Før valget var det et af "rød bloks" største anker imod VK-regeringen, at den førte blokpolitik og at den derved udelukkede store dele af folketinget fra beslutningsprocessen. Det fandt man udemokratisk og det skulle stoppe.
Som så meget andet var det bare ord.
Information referer idag til en endnu ikke offentliggjort undersøgelse som viser hvor mange beslutningsforslag, såkaldte forslag til vedtagelse, og lovforslag der blev vedtaget i perioderne fra 1998 og til 2001, fra 2001 til 2004 og endelig fra 2011 til 2012.
Optællingen viser, at mens 6,9% af alle lovforslag under Nyrup-regeringen blev vedtaget kun med støttepartiernes stemmer, så steg dette tal til 12,5% under VK-regeringen, hvilket påkaldte sig "rød bloks" (berettigede?) kritik. Nu viser det sig så, at samme procentsat for Thorning regeringen indtil videre ligger på 12,6%.
At det er endnu et løftebrud er der ingen tvivl om - og der er desværre næppe heller tvivl om at ingen er seriøst overraskede.
At det i øvrigt gælder - den gang som nu - at mere end 50% af alle vedtagelser henter stemmer fra brede flertal er en anden ting.