DF er kulturkonservativt på det værdipolitiske område og socialdemokratisk på det økonomiske.
Omtrent sådan har karakteristikken af DF lydt i mange år. Betragtet udefra kan det se ud som om, der må forekomme en indre kamp om partiets sjæl. En kamp om, hvorvidt partiet skal være konservativt eller socialistisk. Men det måske en misforståelse? Meget tyder i hvert fald på, at de fremmeste fortalere for konservatismen i DF er enten fuldstændig blanke på det økonomiske område, fuldstændig uinteresserede eller blot er parate til at overlade økonomien til andre i partiet for i stedet at koncentrere sig om den værdipolitiske dagsorden, som de synes er vigtigere?
Der findes en national- og værdikonservativ gruppe af politikere og debattører som Marie Krarup og Morten Messerschmidt og i mindre grad Christian Langballe, der med en betydelig ret fremfører, at DF er mere konservativt end Det Konservative Folkeparti. På mange måder har de videreført den politisek linje fra Søren Krarup og Jesper Langballe.
De samme politikere blander sig imidlertid ikke i den økonomiske politik. Den overlades til Thulesen Dahl (og andre?), der sætter partiets økonomiske dagsorden, og som synes at sætte en dyd i ikke have nogen ideologisk forankring men alene har fokus på, hvor der er stemmer at hente.
DF har altid været halvrøde, men dog til at tale med. I VK-regeringens tid bakkede DF op om VK's økonomiske politik. Deres krav om ældrecheck kostede ikke alverden.DF var imidlertid også en stopklods for gennemførelsen af større reformer. DF var imod at gennemføre reformer af efterlønnen i 2006, før Socialdemokraterne hoppede med på vognen, og DF har konsekvent sat sig imod en nedsættelse af topskatten. DF gik ganske vist med til at forkorte dagpengeperioden, men først efter betydeligt pres, og kun fordi VK kom med et taktisk udspil om at ændre indekseringen af overførselsindkomsterne, fik Claus Hjort Frederiksen lokket DF med på en halvering af dagpengeperioden.
Denne tilsyneladende ligegyldighed over for økonomi fra den konservative fløj i DF er noget besynderlig. De forstår tilsyneladende ikke (eller er ligeglad med?), i hvilken grad økonomien og indretningen af velfærdsstaten er medskyldig i de massive indvandrings- og integrationsproblemer og i videre forstand, hvordan velfærdsstaten undergraver mange af de konservative værdier om familien, kulturen, det nationale osv., som DF ellers sætter højt.
DF bliver rødere på det økonomiske område
På mange måder ser det ud som om, DF bevæger sig mere i rød retning på det økonomiske område. Som Jespersen og Pittelkow skriver i Den Korte Avis, så står:
"Dansk Folkeparti står i dag friere i den økonomiske politik end dengang, da man skulle lave kompromiser med VK-regeringen. Den frihed udnytter partiets leder Kristian Thulesen Dahl til at lægge sin helt egen linje.
Han går ind i det tomrum, som efterlades, fordi regeringens økonomiske politik bliver stadig mere blå. Dansk Folkeparti byder sig til for de frustrerede røde vælgere, der ikke har lyst til at gå til Enhedslisten."
DF kritiserede skattereformen for at være socialt skæv, og de krævede ændringer i den dagpengereform, som det selv havde stemt for, med den begrundelse, at arbejdsløsheden er steget. DF's stillingtagen til kommende beskæringer af sygedagpenge og kontanthjælp vil vise, om formodningen om en venstredrejning i DF's økonomiske politik er korrekt.
Problem for kommende blå regering
Isoleret set skulle DF's fremgang glæde vælgere, der stemmer på andre partier fra blå blok, men DF's venstreorienterethed på det økonomiske område vil komme til at udgøre et stort problem for en kommende blå regering, hvis den bliver afhængig af DF, hvilket alt tyder på. S, R og SF vil igen trække til venstre, når de kommer i opposition, og DF vil gøre det samme for ikke at miste vælgere til S. Det vil gøre det meget vanskeligt for en kommende blå regering at gennemføre de tiltrængte økonomiske reformer.
At DF er mere røde en blå på det økonomiske område, og at DF går ind en stor stat og ikke blot en (lille men) stærk stat, sætter selvfølgelig deres påståede konservatisme i relief. DF fører nok en konservativ værdipolitik, men overordnet er DF ikke et konservativt parti. Det er et blandingsparti, som er uden en samlet ideologisk orientering eller fundament.
K og LA har potentialet til at stjæle vælgere fra DF
Både K og LA skulle have potentiale til at stjæle vælgere fra DF,
Der er desværre ikke stor udsigt til, at K vil genrejse sig inden næste valg. For blå bloks vælgere vil det ellers være klart at foretrække med et konservativt parti, der også er borgerligt på det økonomiske område, frem for DF's socialisme i den økonomiske politik.
Der er også en del DF-vælgere, der ligger nærmere på LA på det økonomiske område, men som ikke bifalder LA's udlændingepolitik. En mere konsekvent linje fra LA's side på udlændingeområdet ville kunne føre en del af DF's vælgere tilbage i blå blok på den økonomiske politiks område.
Kan de konservative DF'ere gøres forståeligt, at velfærdsstaten undergraver konservative værdier?
Man skal nok ikke sætte stor lidt til, at politikere skal blive klogere.
Som en udefrastående iagttager med en økonomisk baggrund kan man dog ikke andet end undre sig over, at den konservative fløj i DF helt negligerer eller er uvidende om, hvordan velfærdsstaten undergraver det økonomiske fundament for familien ved reelt at understøtte skilsmisser og enlige forsørgere, undergrave kulturen og den nationale sammenhængskraft, der ved Gud kommer fra folket og ikke fra staten, ved at undergrave arbejdsetikken og det personlige ansvar, og ved at undergrave integrationen af indvandrere såvel som (især historisk) at have tiltrukket mange uintegrerbare indvandrere fra tredjeverdenslande pga. generøse overførselsindkomster og offentlige "gratisydelser". Det er jo her, DF viser sig ikke at være et konservativt parti.
