Politikens Bjørn Bredal, som præsenteres som lederskribent, har fattet pennen og skrevet en såkaldt signatur, som jeg formoder er - modsat en leder - udtryk for [i]signaturens[/i], i dette tilfælde Bredals, helt egen personlige holdning.
Det interessante er ikke så meget, hvad han skriver. Ja, det er såmænd interessant nok i sig selv, især fordi brødteksten ikke stemmer overens med overskriften, og lad mig lige kort vende det. Overskriften lyder: "Ophavsret er en pest for kunst og idéer". Læser man brødteksten, ser man, at det ikke er ophavsret som sådan, men visse aspekter af ophavsretten, Bredal mener er ødelæggende for kunst og idéer. Men nok om det.
Det, jeg vil påpege, er noget, som William Jansen på sin blog har påpeget ikke bare én, men to gange. Bjørn Bredals arbejdsgiver, JP/Politikens Hus, var medsagsøger i den sag, som endte med, at Tele2 (siden Sonofon/Telenor) blev dømt til at spærre for deres kunders adgang til The Pirate Bay. Hensigten med den spærring var at forhindre eller besværliggøre det for danske internetbrugere at få ulovlig adgang til ophavsretbeskyttet materiale. Det kunne Bredal godt lige nævne, synes jeg.
Et slags PS:
Bredal skriver: "Så længe du har en idé inde i dit hoved, så er den din (’Tanker er toldfri’) – men slipper ideen ud af dit hoved, så tilhører den menneskeheden." - Jeg synes, formuleringen "tilhører menneskeheden" er lige lovlig patos-agtig, og den angiver også, at tanken har et ejerforhold. Som liberal foretrækker jeg at sige, at den ikke har nogen ejer, og at ingen kan kræve ejerskab over den.