LEDER: Socialdemokraterne vil ikke være med til at fjerne registreringsafgiften på biler, for det er bedre, at pengene bruges af staten, end at de bruges af folk selv, lød det mandag fra S-folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil.
Tjo, tja ... Argumentationen er jo typisk socialdemokratisk. I den lejr har man altid ment, at politikerne er bedre til at bruge borgernes penge, end borgerne selv er. Men hvorfor det lige er bilisterne, der skal betale, det henstår stadig i det uvisse.
Bilister i Danmark betaler en monstrøst høj registreringsafgift og lægger dermed uforholdsmæssigt meget i statskassen. I alt bliver det til intet mindre end 43 mia. kr. fra registreringsafgift, vægtafgift, ansvarsforsikringsafgift og brændstofafgifter. Til sammenligning er omkostningen til anlæg, drift og vedligehold af veje i stat og kommuner på ialt kun 10 mia. kr.
Med andre ord: Bilisterne bidrager med 33 mia. kr. mere til statskassen, end staten har omkostninger ved, at der kører biler på vejene.
Det er som om, tidligere generationer af politikere har lejet "flaskehalsen peger på", da de skulle finde ud af, hvem der skulle betale for den regning, som deres opbygning af den socialdemokratiske velfærdsstat ville efterlade. Beklageligvis for bilisterne pegede flasken lidt for mange gange på netop dem.
Bilen er et nødvendigt transportmiddel for millioner af mennesker i Danmark. Den er forudsætningen for, at de kan transportere deres børn rundt, komme afsted på arbejde, køre moster Ellen til påskefrokost, få transporteret haveaffald på genbrugspladsen, afhente en ny sofa i IKEA og meget, meget mere. Andre har en anden livsstil, som ikke nødvendiggør, at de har en bil. Det store spørgsmål er, hvorfor de første skal betale en ekstraregning til statskassen, blot fordi de ikke kan klare sig uden en bil, mens de sidste kan slippe?
Hvorfor er det en "fair løsning"?