Berlingske garanterer balanceret klimadækning - fra nu af

LEDER: Så skete det igen: En betydningsfuld politiker åbner munden med synspunkter, der hidtil ikke har været en del af den brede konsesus, og stra...

Ole Birk Olesen,

06/12/2009

LEDER: Så skete det igen: En betydningsfuld politiker åbner munden med synspunkter, der hidtil ikke har været en del af den brede konsesus, og straks begynder medierne at tillægge synspunkterne, som de ellers hidtil ikke har villet værdige den store interesse, så stor værdi, at de nu omtales og behandles seriøst. Det er i hvert fald, hvad Berlingske Tidendes øverste chef, Lisbeth Knudsen, nu forsikrer for avisens dækning af klimadebatten, efter at Folketingets formand, Thor Pedersen, har sagt sin ærlige mening om emnet: "Selv om hele det politiske set up på klimatopmødet jagter resultater og mål, så vil vi fortsat give plads til kritiske synspunkter. Vi skal ikke i medierne gøre os selv til klima-missionærer. Vi skal fremlægge forskningen og synspunkterne på den og forbeholde os retten til at udfordre alle med kritiske spørgsmål," skriver Lisbeth Knudsen. Berlingske-chefen udlægger det som om, hendes avis hele tiden har haft styr på det med balancen i dækningen. Det har Berlingske Tidende bestemt ikke. Avisen er derimod, som stort set alle medier i Danmark, hoppet fuldstændig med på politikernes dagsorden for klimatopmødet. Avisen holder sig f.eks. ikke tilbage for at bruge ordet "succes" om et klimatopmøde, der måtte ende med meget store indgreb, mens den kalder et topmøde, der måtte fuse ud i ingenting, for en "fiasko". For hvem? For politikerne, naturligvis, men er Berlingske Tidendes eksistensberettigelse at analysere verdens begivenheder fra magthavernes standpunkt? Mere realistisk skal Lisbeth Knudsens kommentar forstås som et vink med en vognstang til avisens journalister: I lyset af Thor Pedersens udtalelser, siger hun 'husk nu at holde tungen lige i munden' - i erkendelse af, at det hidtil ikke er lykkedes. Dermed ligner reaktionsmønstret det, som vi også har set i mediernes dækning af den økonomiske politik i Danmark. I henved et årti hørte vi næsten kun om, hvilken enestående succes den danske model var, selvom nationen i samme periode styrtede ned ad de internationale velstandsranglister. Først da regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen begyndte at tale om, at det faktisk ikke går så godt med velstandsudviklingen i Danmark, begyndte medierne pludselig også at problematisere det. Pressen ynder at se sig selv som den bidske vagthund, der bider magthaverne i haserne. Men et mere nøgternt syn på pressens forhold til politikerne afslører en anderledes underdanig presse, som giver sig til takke med at holde mikrofon for politikerne og fungere som deres sendebud overfor befolkningen.

Kilde: