I går fortalte Jyllands-Posten i denne artikel, at Socialdemokraterne har tilvejebragt beregninger på Dansk Folkepartis forslag. I underrubrikken står:
Socialdemokraterne har fået ministerierne til at beregne prisen på samtlige politiske forslag fra Dansk Folkeparti.
Samme formulering findes også i selve artiklen:
S-ansatte har brugt et halvt år på at gennemgå alle DF-forslag og har fået ministerierne til at regne på, hvad de vil koste at gennemføre.
Hvis JP's udlægning er rigtig, så har personer i den socialdemokratiske pressetjeneste fået embedsmænd i diverse ministerier til at udføre beregningerne. Embedsmændene har altså udført arbejde på ordre fra ansatte i det socialdemokratiske partiapparat. Det må embedsmænd ikke. De må kun adlyde ordre fra deres ministre.
Derfor har embedsmændene sandsynligvis begået magtfordrejning, hvis JP's artikel er formuleret korrekt.
Det kan selvfølgelig også være, at JP-journalisterne har sjusket med formuleringerne, og at ministrene har godkendt arbejdet med beregningerne. I så fald er der blot tale om et gigantisk hykleri fra Socialdemokraternes side.
Da VK-regeringens finansminister, Claus Hjort Frederiksen, i maj 2011 bad sine embedsmænd om en vurdering af S og SF’s udspil ”Fair Løsning 2020”, udtalte S:
Og så beviser finansministeren igen, at der i hvert fald er et område, hvor han har store evner, og det er til at misbruge embedsmænd i et partipolitisk ærinde. Til gengæld demonstrerer han stor mangel på evne til at kende forskel på Finansministeriets embedsapparat og Venstres kampagnekontor.
Det burde være en opgave for medierne at bore i, om der er tale om magtfordrejning eller socialdemokratisk hykleri, men de røde journalister har næppe tænkt sig at beskæftige sig med dette aspekt.