PUNDIK
Berlingske 1. oktober 2012 kulturblokken
af Bent Blüdnikow, kulturjournalist og historiker
Forfattere og journalister er væsentlige signalgivere, og i en netop udgivet bog med Herbert Pundik og Martin Krasnik, »Pundik og Krasnik og resten af verden«, snakkes der om Israel, jødisk identitet og kultur. Som jødiske røster er de to begavede mediefolk ikke uvæsentlige signalgivere.
Forestil Dem, at det var forfatteren Carsten Jensen, der tegnede billedet af Danmark i udlandets presse. Ikke nogen rar tanke, for vi ville blive beskrevet som et racistisk mørkeland.
Det er imidlertid den situation, Israel må finde sig i, fordi landets førende Israelkommentator, Herbert Pundik, i en årrække har skildret landets borgerlige regering og dets vælgere som bestående af krigsmagere og mørkemænd.
Herbert Pundik er en imponerende skikkelse i lille Danmark, og hans journalistiske talent, forrygende liv og jødiske skæbne har sikret ham en sjælden nimbus i danske medier. Han er den stemme, der lyttes til, når journalister skal orientere sig om Israel.
Pundik og Israels venstrefløj blev kørt ud på et sidespor af den politiske udvikling.
Da Camp David-forhandlingerne foregik i 2000-2001, afslog Yasser Arafat et fredstilbud, der ville have givet palæstinenserne en stat og godt 92-95 procent af de besatte områder.
USAs præsident, Bill Clinton, slog fast, at det var Arafat, der skulle lastes for den chokerende afvisning af et fair fredstilbud.
Men ikke i Pundiks øjne. Han fandt en obskur kilde, der påstod, at ansvaret ikke var Arafats, men Israels leder Ehud Baraks. Da den højreorienterede Ariel Sharon derefter dannede regering, blev Pundiks aggression over for Israels regering og dets vælgere stadig skarpere. Han brugte udtryk som »apartheid«, og han beskrev den nuværende israelske regerings ledere som »krigsmagere«. Ifølge Pundik var den eneste moderate kraft i området palæstinensernes leder, Abbas, og PLO. Hans kritik er delvis berettiget, men han fraskrev den israelske regering ethvert hæderligt politisk motiv. Hans analyser er blevet stadig mere ensidige, og han mangler en forståelse for islamismens trussel.
Hans synspunkter deles kun af en lille minoritet af israelere, og Pundik forstår ikke, at hans kommentarer, der var en del af en intern israelsk debat, giver danskerne en forvrænget version af den komplekse politiske virkelighed.
Jøder er indbyrdes stærkt uenige om Israel og jødedom. Det er pluralisme, og Pundiks holdning er fuldt ud legitim. Men han har ikke været afbalanceret, og med sine nedsættende og urimelige udtryk har han været med til at dæmonisere Israel.
I Europa hersker der en overdrevent negativ holdning til Israel, hvilket Martin Krasnik også bemærker i bogen, og Pundiks behandling af Israel er blevet modtaget med kyshånd af venstrefløjen og journalister. I den nye bog synes Pundik at have modereret sig. men det er for sent. Han har pøset benzin på bålet alt for længe.
