For dem, der ikke følger så meget med i politik, kan jeg oplyse, at landets socialminister hedder Benedikte Kiær. Som fornavnet antyder, er hun kvinde, for det køn skal man have for at varetage det ærefulde hverv, da mænd som bekendt ikke kan føle empati, og er der noget, en socialminister skal være, er det empatisk. På samme måde skal justitsministeren være en mand... Nå, nej, Lene Espersen bestred da også den post i nogle år... Men tilbage står, at socialministeren i hvert fald skal være en kvinde.
Ud over altså at være kvinde og ikke besidde nogen folketingserfaring – det sidste faktum er et must, hvis man skal være konservativ minister – er Benedikte Kiær en politiker med helt unikke evner, når det gælder disciplinerne proportionssans og økonomisk forståelse. Igen og igen beviser hun, hvorfor Lene Espersen valgte at overse ministerkandidaterne i sin egen folketingsgruppe for at hente hende ind i regeringen. F.eks. er det imponerende at se, hvordan Benedikte formår helt at ignorere diverse borgmestres jamren over den enorme stigning i de sociale udgifter de seneste år. Klynken bunder bl.a. i et eksempel på en utilpasset ung mand, der bliver mandsopdækket af 18 pædagoger og koster skatteyderne den nette sum af 600.000 kr. om måneden. Heldigvis har vi Benedikte til at skære igennem og slå fast, at den såkaldte servicelov, der giver mulighed for sådanne investeringer i blomsten af den danske ungdom, ikke vil blive lavet om og, at man fortsat vil tage udgangspunkt i det enkelte menneske. For at sætte trumf på sin uhyre overbevisende argumentation, understreger Benedikte, at kommunerne jo bare kan bede staten om hjælp, hvis de synes, udgifterne er for store.
Men hvem kan overhovedet tænke den tanke? 600.000 kr. om måneden for en voldelig og afstumpet person, der formentlig aldrig vil komme ud på arbejdsmarkedet, er da en fantastisk investering i fremtiden, ikke mindst set i det perspektiv, at Benediktes parti, De Konservative, samtidig lægger op til at spare på SU’en, så unge under uddannelse – ikke at forveksle med de ovenstående blomster af den danske ungdom – fremover vil modtage væsentlig mindre end de eksorbitante ca. 3 – 5000 kr., de får udbetalt om måneden i dag. På samme måde må det også være logik for perlehøns, at står det til De Konservative, skal samfundsnassere, som især efterlønnerne, fremover indstille sig på at leve under langt mere ydmyge kår, end det er tilfældet i dag, selvom de for de flestes vedkommende har indbetalt millioner af kroner til statskassen igennem et langt arbejdsliv.
I det hele taget er Benedikte en politiker med en klar og konsistent argumentation. Derfor virker det også logisk, når hun affejer Dansk Folkepartis forslag om at udsætte de hårdtarbejdende Sosu-assistenter i hjemmeplejen for seks årlige kontrolbesøg, med en bemærkning om, at et sådant initiativ vil være for dyrt. Man kan kun give Benedikte ret, og jeg er sikker på, at de ældre mennesker, der i perioder må undvære deres hjemmehjælpere, fordi de er på restaurant, bodega eller indkøb i det lokale storcenter, er helt enige.
Ud over altså at være kvinde og ikke besidde nogen folketingserfaring – det sidste faktum er et must, hvis man skal være konservativ minister – er Benedikte Kiær en politiker med helt unikke evner, når det gælder disciplinerne proportionssans og økonomisk forståelse. Igen og igen beviser hun, hvorfor Lene Espersen valgte at overse ministerkandidaterne i sin egen folketingsgruppe for at hente hende ind i regeringen. F.eks. er det imponerende at se, hvordan Benedikte formår helt at ignorere diverse borgmestres jamren over den enorme stigning i de sociale udgifter de seneste år. Klynken bunder bl.a. i et eksempel på en utilpasset ung mand, der bliver mandsopdækket af 18 pædagoger og koster skatteyderne den nette sum af 600.000 kr. om måneden. Heldigvis har vi Benedikte til at skære igennem og slå fast, at den såkaldte servicelov, der giver mulighed for sådanne investeringer i blomsten af den danske ungdom, ikke vil blive lavet om og, at man fortsat vil tage udgangspunkt i det enkelte menneske. For at sætte trumf på sin uhyre overbevisende argumentation, understreger Benedikte, at kommunerne jo bare kan bede staten om hjælp, hvis de synes, udgifterne er for store.
Men hvem kan overhovedet tænke den tanke? 600.000 kr. om måneden for en voldelig og afstumpet person, der formentlig aldrig vil komme ud på arbejdsmarkedet, er da en fantastisk investering i fremtiden, ikke mindst set i det perspektiv, at Benediktes parti, De Konservative, samtidig lægger op til at spare på SU’en, så unge under uddannelse – ikke at forveksle med de ovenstående blomster af den danske ungdom – fremover vil modtage væsentlig mindre end de eksorbitante ca. 3 – 5000 kr., de får udbetalt om måneden i dag. På samme måde må det også være logik for perlehøns, at står det til De Konservative, skal samfundsnassere, som især efterlønnerne, fremover indstille sig på at leve under langt mere ydmyge kår, end det er tilfældet i dag, selvom de for de flestes vedkommende har indbetalt millioner af kroner til statskassen igennem et langt arbejdsliv.
I det hele taget er Benedikte en politiker med en klar og konsistent argumentation. Derfor virker det også logisk, når hun affejer Dansk Folkepartis forslag om at udsætte de hårdtarbejdende Sosu-assistenter i hjemmeplejen for seks årlige kontrolbesøg, med en bemærkning om, at et sådant initiativ vil være for dyrt. Man kan kun give Benedikte ret, og jeg er sikker på, at de ældre mennesker, der i perioder må undvære deres hjemmehjælpere, fordi de er på restaurant, bodega eller indkøb i det lokale storcenter, er helt enige.
