Da Oberst Lars Møllers bog:" VI SLÅR IHJEL,og lever med det." var i smeltediglen og, forsvarets øverste myndigheder fik nys om det,blev der udøvet store anstrengelse for at over-bevise forfatteren om,at denne bog med det forventede indhold var uønsket.Ja,det gik så vidt,at obersten blev "head-huntet" fra stillingen som chef for kampskolen til et skrivebord,opstillet i Karup på den jyske hede.Det var det mest optimale for bogens historie,idet forfatteren ude på heden fik god og rigelig tid til at skrive bogen færdig.Opstandelse kom,naturligvis da bogen udkom´,idet den for første gang bankede spørgsmålét om psykiske kampskader ind hos be-folkningen.Tidligere krøb man udenom den varme grød,hvilket bl.a. kan ses af,at Forsvars- ministeriet fornylig kunne oplyse,at man ikke i Ministeriets ansvarsområde har haft en diagnose på PTSD.Herom meget mere senere.
Vi i gruppen på Facebook:" VI SLÅR IHJEL,og lever med det." mente imidlertid,at bogens indhold var så væsentligt,at det skulle ud til en videre kreds,at vi etablerede et system, hvori- igennem informationene kunne spredes.Derfor har vi igennem de senere måneder haft ca. 20 "bulletiner" om bogens indhold vedrørende de mere kontante aspekter af kampene.Nu er vi nået til de mentale problemer,som veteranerne måtte møde.At jeg undervejs har mødt veteraner,der ikke blot er imod at basere os på bogen og direkte afviser indholdet som ensrettet ,rører ikke os.Vi betragter det som almindeligt brødnid.
Medierne har i den sidste tid oplyst,at der sendes veteraner hjem far Afghanistan før tid,og det synes vi,er naturligt.Alle de direkte fysisk ramte,selvfølgelig,men også de,der mentalt ikke kan klare opgaven.Det er bedre,at de skånes for bivirkninger,men da fordelingen synes at pege på ca. 40 % psykiske problemer.er det her ,vi sætter ind nu.
Bekymringen over at skulle slå ihjel.
En af de største bekymringer,uerfarne soldater oftest har,er,om de ,når det kommer til stykket, vil være i stand til at trykke på aftrækkeren og slå modstanderen ihjel,eller om de vil stivne,ude af stand til at skyde og derved svigte kammeraterne.Denne form for bekymring kan ofte ikke adskilles fra bekymringen eller frygten for at skulle i kamp første gang.Denne overvejelse er almindelig op gennem historien,selv blandt elitestyrker.En officer i den britiske 3`faldskæmsbataljon indrømmede at han havde følt frygten langt stærkere, da han var om bord på skibet på vej mod Falklandsøerne,end den frygt,han følte under selve kampene og en delingsfører i samme bataljon mente,at frygten,forvendtningerne og usikkerheden var langt værre før kampene end under dem
Jeg spurgte indtil,hvorvidt vore unde soldater var afklarede med,at de kunne blive konfronterede med dette.Spørgsmålet lød ;"Diskuterede I under uddannelsen,at I formentlig blev nødt til at slå mennesker ihjel?"70 % af deltagerne sgde ja.til,at man havde drøftet spørgsmålet under uddannelsen( 5 % ikke svaret).Senere kommer udpluk fra soldaternes besvarelser direkte på gruppens side..
Vi i gruppen på Facebook:" VI SLÅR IHJEL,og lever med det." mente imidlertid,at bogens indhold var så væsentligt,at det skulle ud til en videre kreds,at vi etablerede et system, hvori- igennem informationene kunne spredes.Derfor har vi igennem de senere måneder haft ca. 20 "bulletiner" om bogens indhold vedrørende de mere kontante aspekter af kampene.Nu er vi nået til de mentale problemer,som veteranerne måtte møde.At jeg undervejs har mødt veteraner,der ikke blot er imod at basere os på bogen og direkte afviser indholdet som ensrettet ,rører ikke os.Vi betragter det som almindeligt brødnid.
Medierne har i den sidste tid oplyst,at der sendes veteraner hjem far Afghanistan før tid,og det synes vi,er naturligt.Alle de direkte fysisk ramte,selvfølgelig,men også de,der mentalt ikke kan klare opgaven.Det er bedre,at de skånes for bivirkninger,men da fordelingen synes at pege på ca. 40 % psykiske problemer.er det her ,vi sætter ind nu.
Bekymringen over at skulle slå ihjel.
En af de største bekymringer,uerfarne soldater oftest har,er,om de ,når det kommer til stykket, vil være i stand til at trykke på aftrækkeren og slå modstanderen ihjel,eller om de vil stivne,ude af stand til at skyde og derved svigte kammeraterne.Denne form for bekymring kan ofte ikke adskilles fra bekymringen eller frygten for at skulle i kamp første gang.Denne overvejelse er almindelig op gennem historien,selv blandt elitestyrker.En officer i den britiske 3`faldskæmsbataljon indrømmede at han havde følt frygten langt stærkere, da han var om bord på skibet på vej mod Falklandsøerne,end den frygt,han følte under selve kampene og en delingsfører i samme bataljon mente,at frygten,forvendtningerne og usikkerheden var langt værre før kampene end under dem
Jeg spurgte indtil,hvorvidt vore unde soldater var afklarede med,at de kunne blive konfronterede med dette.Spørgsmålet lød ;"Diskuterede I under uddannelsen,at I formentlig blev nødt til at slå mennesker ihjel?"70 % af deltagerne sgde ja.til,at man havde drøftet spørgsmålet under uddannelsen( 5 % ikke svaret).Senere kommer udpluk fra soldaternes besvarelser direkte på gruppens side..
