Barfoed og Vestager indgår alliance - Politiko | www.b.dk

27

Ikke angivet Ikke angivet,

27/08/2011

27. august 2011, 20:35     

Den konservative partiformand, Lars Barfoed, og De Radikales leder, Margrethe Vestager, giver nu hinanden hånd på, at de to partier vil arbejde sammen, uanset om blå eller rød blok vinder det kommende valg.

Lars Barfoed gør det klart, at den årlige finanslov ikke længere skal laves i et snævert samarbejde med Dansk Folkeparti, hvis VK genvinder magten. Omvendt ønsker Vestager at sikre, at en S-ledet regering ikke alene baserer finansloven på Enhedslistens stemmer.

»Vi kan bruge hinanden til at sikre, at der vil være et bredt konstruktivt samarbejde henover midten. Det kræver selvfølgelig, at dem, der er på begge sider af os, er villige til dette, men tilsammen kan vi jo forpligte dem på det,« siger Lars Barfoed.

Margrethe Vestager supplerer:

»Når nu Danmark er i den her trælse økonomiske situation, så er det på tide at tage det endelige opgør med blokpolitikken. Vi kan ikke løse Danmarks problemer i én blok over for den anden blok.«