Bare man kan vise sin anstændighed

Det må også anholdes, at venstrefløjen i sit forhold til fundamentalister ikke deler sol og vind lige

Jesper Ørsted,

11/02/2011

Det må også anholdes, at venstrefløjen i sit forhold til fundamentalister ikke deler sol og vind lige. Søren Krarup omtales som det sorteste sorte, skønt hans fundamentalisme fører ham til at hylde et sekulært samfund. De virkelig sorte autoritære, patriarkalske islamiske mørkemænd, der ønsker den personlige individualitet og det personlige ansvar mest muligt udslettet - vor tids mest dominerende højreekstremistiske bevægelse - kritiseres derimod kun i forbifarten. Det parti i Danmark, som mest vedholdende har søgt at sætte hælene i i forhold til islamismen, er derimod hele tiden og på det seneste af De europæiske Socialdemokrater blevet udnævnt til at være et højreekstremistisk parti, som ingen anstændige partier kan samarbejde med. Den nye venstrefløj vil bekæmpe højreekstremismen. Den ambition har man til fælles med den traditionelle venstrefløj. Men man er kommet for skade at indstille kanonen helt forkert, når man for fuld kraft angriber DF i stedet for islamismen. 180 grader forkert!