Journalist Uffe Gardel har skrevet en bog med titlen "Amagerbanken - en unødvendig undergang" - en bog som angiveligt handler om "Danmarks håndtering af finanskrisen".
Jeg har ikke læst bogen, og kommer formentlig heller ikke til det, men ud fra omtalen får man det indtryk, at skylden igen skal lægges på uforsigtige bankfolks uhæmmede udlån til smartenheimere og ludomaner.
Det er mit indtryk, at de mange ejendomsudlån i bagklogskabens ulideligt klare lys (citat: Thorsen) er kommet til at fremstå som uforsigtige, grænsende til det uforsvarlige, men det er først og fremmest i bagspejlet det perspektiv bliver tydeligt.
Et mere relevant spørgsmål, som gemmer sig i bogens titel er, hvorfor banken overhovedet skulle dø - og når den skulle dø, hvorfor det så skulle ske på en måde, som nærmest maksimerer tabet.
De fleste husker forløbet med banken, der efter en grundig gennemgang af engagementerne, blev pålagt af Finanstilsynet at finde ny kapital - hvilket også skete. Kort tid efter kapitaltilførselen gennemgik man så engagementerne endnu en gang, og foretog nu nye og overraskende nedskrivninger, hvilket knækkede banken. Spørgsmålet var og er, om de nye nedskrivninger var nødvendige eller om der lå noget andet bag?
Et enkelt igangværende salg at ejendomme, som Amagerbanken var/er engageret i, giver måske en del af svaret. En samling ejendomme, som markedsføres under det prosaiske navn "Mermaid", er sat til salg og udbydes pikant nok af den selv-samme erhvervsmægler, som også lagde navn til den skæbnesvangre nedskrivning. Salget er gået ind i en slutfase, og med de priser der bydes for ejendommene, er der udsigt til at Amagerbanken kan indtægtsføre mellem 400 og 600 millioner kroner. Man har med andre ord foretaget alt for store nedskrivninger. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad det betyder, hvis dette er retningsgivende for hvordan man har nedskrevet på andre engagementer i Amagerbanken.
Det spørgsmål der melder sig er så, hvorfor? Hvem var det der besluttede sig for at Amagerbanken skulle knækkes på den dramatiske og klodsede måde, som kostede Carsten Ree 6-800 millioner kroner, og en af Danmarks bedste erhvervsadvokater nogle alvorlige ridser i lakken?
En "interessant" detalje er, at det skete så hurtigt, at selv den håndplukkede advokat, der var sat til at føre kniven, må være blevet overrasket over hastigheden - så overrasket at han i panik forsøgte at udnytte sin viden til at redde sit advokatkontor fra et tab på kr. 1 mio. ved 24 timer (!) inden konkursen at flytte pengere væk fra banken - i.ø. en sag vi ikke har hørt meget til siden.
Salget af "Mermaid" er formentlig enestående i den forstand, at salg af aktiver fra konkursboer og herunder banker der er lagt ind under finansiel stabilitet, typisk foregår til priser, der ligner rene foræringer til køberne. Et enkelt salg der peger den anden vej vil derfor næppe ændre ved at konklusionen når man har afviklet Amagerbanken bliver, at konkursen var nødvendig.
Sandheden - den får offentligheden aldrig at vide.
