”Revolution er helt sikkert den mest autoritative ting, der findes; det er den handling, hvorpå en del af befolkningen påtvinger sin vilje på andre med rifler, bajonetter og kanoner”
– Friedrich Engels
Den ret indlysende indsigt fra Karl Marx´s kollaboratør citeret ovenfor – der forbinder autoritarisme med venstrefløjen – synes at være fuldstændigt overset af psykologer, der foregiver at studere ”autoritarisme”. Dette er ret overraskende, når man tænker på, at traditionen for forskning i psykologisk autoritarisme kan spores tilbage til Authoritarian Personality af Adorno, og at den ledende forfatter (Adorno) af omtalte forskning var en fremtrædende marxistisk teoretiker!
Denne Adorno´s holds forsømmelse af at se de åbenlyse var dog symptomatisk for hele tilgangen. Tilsyneladende ønskede de som dedikerede venstreorienterede at forklare Nazisme og Fascisme på en måde, der miskrediterede højrefløjen frem for venstrefløjen. Men de teoretiske udregninger krævet for dette var fra begyndelsen i sandhed heroisk, i betragtning af at Hitler var en socialist frem for en konservativ, og i betragtning af at Mussolini var en fremtrædende marxistisk teoretiker, og i betragtning af at Stalin var en velvillig allieret af Hitler, så længe Hitler ønskede ham, og i betragtning af, at Hitler´s mest vedholdende fjende ikke var venstreorienterede men ærkekonservative Winston Churchill. Ud fra historien er den åbenlyse konklusion derfor, at Nazisme bare var en form for racistisk form for venstreorienterethed. Hvordan kan man gøre dette skadeligt for konservative?
Men Adorno gruppen magtede deres selvpåførte og usandsynlige opgave på en måde og efter grundlæggende konklusioner, som de producerede (at ”autoritarisme” støtter Nazisme, at autoritarisme også støtter konservatisme, og at autoritarisme er en ”sygdom”), var derfor næppe overraskende. Kun den almindeligvis venstredrejede orientering hos socialvidenskabsmænd kan på den anden side forklare, hvorfor et så historisk og teoretisk latterligt arbejde viste sig at være så enormt populært og indflydelsesrigt blandt socialvidenskabsmænd i almindelighed.
Desværre har vi siden Galileo vidst, at popularitet hos en overbevisning ikke er garanti for overbevisningens sandhed. Og Authoritarian Personality må være indehaver af en eller anden rekord for mængde af kritik og ikke bekræftelsesmulig forskning, som den tiltrak. Der findes forskellige summeringer af denne mængde kritik, men den første halvdel af Altermeyer´s (1981) og Ray (1988) giver en ret god ide om den. Og hvad de forskellige gentagne kritikker vedholdende har vist, er, at kun de mest trivielle påstande af Adorno´s teori overlever empirisk testning. De mest grundlæggende postulater i teorien er ganske enkelt forkerte.
Populærpressen refererer i vore dages Rusland til kommunisterne som ”konservative”. ”Konservative” ville engang have været opfattet som antitesen til ”Kommunist”. Og enhver der påstår, at konservative i USA derfor også må længes efter stalinisme, ville hurtigt blive omvendt i denne opfattelse.
Under denne forvirring ligger selvfølgelig den gamle ligning af konservative med forkærlighed for status quo og manglende sympati for forandringer og nye ordninger. Journalister bruger stadig implicit denne ældgamle formel, og refererer derfor med ret god grund til både kommunister i Rusland og anti-kommunister i USA som ”konservative”. I forhold til de forskellige traditioner i deres respektive lande, favoriserer begge grupper traditionelle værdier.
Det er dog tydeligt, at moderne tider i den grad har rystet den opfattelse, at politisk højreorienterede principielt er motiveret af forkærlighed for status quo. Der findes politiske partier i Rusland, der har lignende mål og politikker som dem vi i USA og andre lande ville kalde højreorienterede, til trods for at de klart er stærkt reformerende i en russisk kontekst frem for forsvarere af det gamle sovjetiske status quo. Og ligeledes i Vesten har Reagan-Thatcher ”revolutionen” gjort højreorienterede til store fortalere for forandring og kastet venstreorienterede ind i rollen som forsvarere af status quo.
Men er det en tilfredsstillende udlægning af sagen? Er alting blevet så forandret natten over? Højreorienterede er stadig højreorienterede, og venstreorienterede er stadig venstreorienterede, og venstre-højre delingerne har været forbundne så længe med indstillingerne til status quo, at der helt sikkert stadig må være noget bag denne forbindelse.
Mit forslag til løsningen på mysteriet er at vende den traditionelle forståelse på hovedet. Det foreslås, at indstilling til forandring og modstand mod status quo definerer den politiske venstrefløj frem for den politiske højrefløj. Det er ikke konservative, der er for status quo, men nærmere venstreorienterede der er imod status quo.
Bemærk at dette indebærer, at de to sider af politik ikke er et spejlbillede af hinanden. Det foreslås at højreorienterede ganske enkelt er ligeglade med forandring frem for at være imod forandring, hvorimod venstreorienterede aktivt behøver forandring. Venstreorienterede og højreorienterede har forskellige mål frem for modsatte mål.
Uanset hvad højreorienterede måtte ønske er ønsket om forandring af det eksisterende system den paraply, hvorunder alle ”vestlige” venstreorienterede altid mødes. Selv i de for længst forgange højtider af britisk Socialisme i tiden før Thatcher eksempelvis, ønskede britiske venstreorienterede stadig mere Socialisme. Denne permanente og ødelæggende utilfredshed med verden de lever i er det primære, der definerer folk som venstreorienterede. Det er denne primære ting, de har til fælles.
Højreorienterede derimod har almindeligvis ikke noget behov for forandring eller ej. Om noget favoriserer højreorienterede fremskridt – både materielt og socialt. Så når højreorienterede er konservative (forsigtige), skyldes dette ikke deres indstilling til forandring som sådan. I visse tilfælde kan de endog være enige i et bestemt politisk resultat, som venstreorienterede hævder at ønske. Når højrefløjen modsætter sig forandring, så skyldes dette hovedsagligt at forandringen synes uforsigtig – og de er i almindelighed forsigtige (skeptiske over nettofordelen af politiske politikker) grundet deres realisme vedrørende begrænsningerne (selviskhed, tåbeligheder, kortsigtethed, aggression og så videre) hos mange af deres medmennesker. Så det er kun vis-a-vis venstreorienterede, at højreorienterede i visse tilfælde, og på visse områder, kan synes konservative (forsigtige med forslag om social forandring).
Venstreorienterede ønsker selvfølgelig ikke hvilke som helst forandringer. Særligt ønsker de forandringer, der tenderer i retning af at rive de eksisterende autoriteter, eller drastisk revidere de eksisterende autoriteter, magtstrukturer og sociale ordninger. Og dette tager i almindelighed form af fortalen for større lighed mellem folk. Hvad venstreorienterede ultimativt ønsker i denne retning, er dog ret heroisk i sine dimensioner og sandsynligvis uden mulighed for, i det mindste i vore dages vestlige samfund, at blive fuldt opnået, så venstreorienterede har altid en ødelæggende utilfredshed med verden, denne lever i, og er derfor permanent i en position af et ønske om forandring af tingenes tilstand.
Ovenstående analyse er, hvad venstreorienterethed principielt handler om i økonomisk avancerede lande i vore dages ”vestlige” verden, hvor venstreorienterede kun delvist har haft succes med at implementere deres programmer. Så hvad sker der, hvis venstreorienterede kommer til fuld magt? Gælder samme analyse så?
For det første burde det være indlysende, at personlighed og mål ikke ændrer sig, fordi den venstreorienterede kommer til magten. Den venstreorienterede er stadig samme person. Og at dette er sandt, er helt sikkert tydeligt i tilfældet med Lenin – der helt sikkert er mønstereksemplet på en venstreorienteret, som helt tydeligt kom til magten. I sit bitre postrevolutionære udfald mod hans mere idealistiske revolutionære kammerater gør Lenin det i 1952 helt klart, at ”absolut centralisering og den strengeste disciplin af proletariatet” i hans øjne stadig er essentielle træk ved det nye regime. Han taler meget som den autoritære diktator, han var, men er ikke desto mindre i perfekt overensstemmelse med den universelle venstreorienteredes ønske om stærk regeringsmagt og kontrol med befolkningen – men kun så længe venstreorienterede er ved magten. Så venstreorienterede ved magten ønsker helt sikkert ikke, at staten ”visner væk”, som Marx forudså det i Det Kommunistiske Manifest.
Venstreorienterede ved magten ønsker tydeligvis også, at forandringerne skal ophøre. Bortset fra deres fokus på industrialisering var forandring i Sovjet Unionen uhåndgribelig, og enhver institutionel forandring, eller forandring i fokus eller naturen af politisk magt modsatte man sig voldsomt. Så hvis en protest for forandring er karakteristisk for venstreorienterede i ”Vesten”, men ikke karakteristisk når venstreorienterede kommer til fuld magt, hvad er så de virkelige underliggende motiver for venstreorienterede?
Teorien der synes at have den mest omfangsrigt forklarende kraft, er, at venstreorienteredes påberåbelse tjener egoistiske mål. Det angives her, at den store psykologiske årsag til hvorfor venstreorienterede så fanatisk kritiserer den eksisterende orden, og advokerer for forandring, skyldes et presserende behov for selvoppustning og fremmelse af ego og i sidste instans for magt, den største egofremmelse af alle. De har behov for offentlig opmærksomhed; de har behov for at udvise forargelse; de har behov for at føler sig som klogere og mere omsorgsfuld og mere retfærdig end de fleste af deres medmennesker. De opfatter dem selv i den heroiske rolle som David mod Goliath. De har behov for at vise, at de tilhører den lille klub af de dydige og de kloge, så de ædelt kan instruere og beordre deres mindre kloge og mindre dydige medborgere. Deres behov er et presserende behov for opmærksomhed, for selvpromovering og selvpropagandering – almindeligvis i fraværet af at have noget at have dette i. De er folk, der har behov for at føle sig vigtige, og føler sig forurettede over deres manglende anerkendelse og magt. Man kunne fristes til hypotesen, at da de var børn, kiggede deres mødre ikke, når de sagde: ”Mor, se på mig”.
Og så er det selvfølgelig sådan, at folk der selv desperat ønsker magt, opmærksomhed og prisning, med lidenskab misunder dem, der allerede har disse ting. Forretningsmænd, ”etablissementet”, rige folk, overklassefolk, magtfulde politikere, og enhver der på nogen måde hjælper med at forevige den eksisterende orden, opfattes af venstreorienterede som forhindringer for disse, i at få det de ønsker. De opfattes alle som ”uværdige”, sammenlignet med dennes egne store dyder, og krav på hvad disse allerede har. ”Hvorfor skal de have…..?” er den venstreorienteredes implicitte råb. Og de der deler dette vrede udbrud, har en forståelse for hinanden, som intet rationalt argument kunne opnå, og ingen udenforstående nogensinde kunne dele.
Den venstreorienteredes lidenskab for lighed er derfor udelukkende angiveligt en lidenskab, der handler om at løfte de uheldige op. I virkeligheden handler det om et had til alle dem i samfundet, der allerede er i en overordnet eller mere magtfuld position i forhold til den venstreorienterede, som har et ønske om at pille dem ned, hvor de hører til. De er hadende, som ønsker at underkaste alt og alle under deres styre. Som Engels så rigtigt sagde, så findes der ikke noget mere autoritært end dette.
Så hvorfor påstår venstreorienterede psykologer, at konservative er tilhængere af det autoritære og at venstreorienterede er imod det autoritære? At denne omfattende og perverse oversimplificering blev så vidt accepteret blandt psykologer, er måske en forståelig fejltagelse, givet den karakteristiske modstand hos venstreorienterede i ”vestlige” demokratier mod de eksisterende centre for autoritet og magt i deres lande, og givet den karakteristiske accept fra konservative af disse samme autoriteter.
Med et mere bredt syn på historien ser man dog, at autoritarisme er centralt for venstreorienterethed, og at venstreorienterede faktisk er dedikerede til praktikken af autoritarisme. Så hvad venstreorienterede er modstandere af, er ikke autoritet som sådan (ellers ville der ikke have eksisteret nogen Lenin, Stalin, Pol Pot, Mao og så videre), men kun autoriteter de ikke styrer. Og hvad konservative favoriserer, er ikke nogen eller enhver autoritet, men nærmere omhyggeligt begrænset autoritet. Kun den grad af central autoritet og magt der behøves, for at et civilt samfund kan fungere.
