“And as things fell apart, nobody paid much attention.”
(Talking Heads)
For ikke længe siden faldt jeg over en yderst tankevækkende artikel af den norske filosof, Lars Fr. H. Svendsen. Artiklen påviser, at vores mentale helbred gennem den nyere historie er blevet svagere og svagere. Men formodentlig skyldes det ikke en reel svækkelse af det mentale helbred, men snarere måden vi definerer sundhed på.
På trods af det dystre emne indleder Svendsen ganske humoristisk sin artikel med at konstatere, at Peter Plys og alle hans venner i Hundredemeterskoven lider af alvorlige psykiske forstyrrelser. I udgangspunktet morsomt, men undersøgelsen af Plys og venner er foretaget af den canadiske psykiater Sarah Shea og 4 kollegaer, og diagnoserne stillet med udgangspunkt i moderne diagnosesystemer. Det er muligt, at ikke alt er som det skal være i A.A. Milnes bøger om Plys, men skal Grisling, Æseldyret, Uglen, Ninus og Tigerdyret og hvad de ellers hedder virkelig i behandling?
Weekendavisen kunne i årets første udgave berette, antallet af mennesker på offentlig forsørgelse på grund af helbredsproblemet steget fra 280.000 til 445.000 i de sidste 25 år. Og det på trods af en generel forbedring i folkesundheden. Hvad kan det mon skyldes? Er det fordi, vi ikke kan håndtere livet, eller er det på grund af flere og mere vidtfavnende diagnoser?
”Hvis nu et termometer viste, at vi alle sammen havde feber, så burde man nok overveje, om der var noget galt med det.” Sådan udtrykte professor i psykologi og forfatter til Det Diagnosticerede Liv, Svend Brinkmann sig i Højskolebladet, november 2010.
Er livet en sygdom
Efter besøget hos Plys i Hundredemeterskoven kommer Svendsen hjem og opdager, at hans kæreste og de fleste af hans venner ifølge diagnosesystemet DSM-IV opfylder tilstrækkeligt mange kriterier til at få stillet diagnosen ADHD. Jeg skal vende tilbage til dette diagnosesystem, men først et par generelle overvejelser over livets fortrædeligheder.
Vi sygeliggør adfærd, man førhen anså for at være umoralsk, fortsatte Brinkmann i Højskolebladet: ”Hvis vi […] ikke længere kan forstå dovenskab som en last, et moralsk problem eller en måde til at genoplade batterierne, men kun som en medicinsk tilstand, så er der altså centrale dimensioner af den menneskelige tilværelse, som vi ikke længere kan forstå, og så får vi et dilemma – især i forhold til at tage ansvar.” Brinkmann er en modig mand. En eller anden kunne nok have fået tanken før ham, men sådan ligefrem at sige det offentligt.
Ingen lever vel et liv uden problemer. Det behøver ikke være sygdomme, der er vanskelige valg at træffe i ethvert liv, og en hverdag med familie og arbejde kan da få selv det mindst filosofiske gemyt ud i noget, der ligner en eksistentiel krise. Bare tænk lidt over det: der skal sørges for mad og madpakker, børnene skal fragtes frem og tilbage fra diverse fritidstilbud, fra tid til anden har de problemer med kammerater i skolen, er kede af det, samtidig har du et arbejde og en karriere, der skal passes, en ægtefælle og kollegaer, der skal plejes, ferier, der skal planlægges og afholdes, et dejligt hus med have og en bil, der også skal ordnes – åh ja, ikke at forglemme, det personlige helbred, der skal jogges og spinnes, spilles tennis og cykles, og så skal du se godt ud. Det er ikke så mærkeligt, at vi ind i mellem bliver lidt udmattede og frustrerede. I hvert ikke fald når idealet er lykke. Og det er det jo.
Var det virkelig det, jeg drømte om, spørger, man sig selv: Har jeg nogensinde associeret lykke med madpakker, med at slå græs og polere vinduer og bil? Livet er ikke nødvendigvis en dans på roser: det kan ikke være bryllupsnat hver nat eller tid til forfremmelse hver dag – og måske klarer børnene sig ikke helt, som man kunne ønske. Nogen gange er livet noget lort.
Som Svendsen skriver, var det engang en del af det herskende menneskesyn, at et menneske kunne klare livets prøvelser – måske endda at det var i de svære stunder, man virkelig viste, hvad man var gjort af – så anses mennesket (det vestlige velfærdsmenneske) i dag som ”et væsen, der er så ufatteligt skrøbeligt, at det antageligt vil bukke under – eller i det mindste få et alvorligt knæk – af det forhold, at livet faktisk ikke er helt problemfrit.” Herefter konstaterer Svendsen, at de mange man forudsagde ville få brug for krisehjælp efter 911 (angrebet på Twin Towers i 2001) har klaret sig uden. Og det samme gælder efter terrorbomberne i Madrid og London.
Måske lyder det mærkeligt, at vi bliver syge af at passe vores dagligdag, når rigtig mange mennesker kan undgå symptomer på posttraumatisk stress efter at have oplevet terrorangreb. Men ser vi nærmere på Verdenssundhedsorganisationen WHO’s definition på sundhed er det slet ikke så underligt. WHO’s sundhedsdefinition lyder således: ”Sundhed er en tilstand af fuldkommen fysisk, mentalt og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og svagelighed.” Med andre ord, vi er syge fra begyndelsen af; arvesynd afløst af arvesygdom.
En ting er at have lykke som ideal, en anden ting er at være syg per definition. En helt tredje er at være realistisk, moderat og måske mindre fordringsfuld. Måske skal vi bare fatte og forstå, at livet i sit udgangspunkt – sit biologiske udgangspunkt – drejer sig reproduktion. I gamle dage sled man på marken, på havet i smedjer og mørke fabrikshaller, man gruttede, man bagte, man slagtede og syltede. Man var i gang hele tiden. Arbejd, arbejd, arbejd, som en forhenværende kollega på Borup Jernstøberi altid sagde til mig. Sådan har det altid været (for de fleste), og sådan vil det formodentlig være mange år frem (for de fleste). Hvad blev der lige af selvrealisering? Det står ikke skrevet i stjernerne, at vores drømme skal opfyldes – og lykke er vel, når alt kommer til alt, ikke noget staten kan eller skal garantere. Men når alt kommer til alt, så lever de fleste mennesker i Skandinavien, i EU, ja i den vestlige verden som fortidens konger og dronninger. Hvad klager vi egentlig over?
Neuropsykologen Lise Ehlers var måske den første her i landet, der beskrev, hvordan patologiske tilfælde kan have sin rod i livets almindelige fortrædeligheder. Det gjorde hun i Ondt i livet fra 1999. Og der er næppe nogen, der ikke kender et ungt menneske, som pludselig har mistet overblikket og er begyndt at skade sig selv. Svaret er måske ikke medicin, men at besinde sig lidt på livets vilkår – og prioritere i ønskerne og ambitionerne.
Vi har alle ADHD
En fjerde ting er psykiaternes, psykologernes og medicinalindustriens diagnosesystemer, de kan nok have en interesse i at se flere og flere i behandling – herunder Svendsen og hans venner. Men også mig – og sikkert også dig. 1) Hvis du af og til er uopmærksom på detaljer og laver sløsede fejl på arbejde eller i skolen. 2) Oplever uopmærksomhed i forbindelse med fritidsaktiviteter. 3) Ofte ser ud til ikke at lytte, når der tales direkte til dig (folk i faste forhold kan næppe sige sig helt fri her). 4) Glemmer at følge instruktioner og ikke bliver helt færdig med lektierne, de huslige pligter eller små arbejdsopgaver. 5) Har problemer med at organisere aktiviteter. 6) Undgår eller klager over aktiviteter, der kræver en mental indsats i længere tid ad gangen. 7) Forlægger eller glemmer ting, du skal bruge. 8) Ofte distraheres. 9) Ofte er glemsom i forbindelse med daglige aktiviteter.
Ovenstående er en del af ADHD-diagnosekriterierne. Der er selvfølgelig flere – og nogle hårdere end de her anførte, men det er ikke samtlige kriterier, der skal opfyldes for at få stillet diagnosen. De fleste kan formodentlig sætte flueben ved mere end halvdelen af ovenstående – jeg kan i hvert fald. Er det meget udtalt kan der selvfølgelig være tale om problemer, der skal afhjælpes, men i mine øjne drejer det sig for de fleste kriteriers vedkommende om lidt selvdisciplin og en anelse mere koncentration (evt. opdragelse).
Hvad der er værre, så er der flere af disse sygdomskriterier, der er helt naturlige og grundlæggende træk ved vores bevidsthed. Det er helt naturligt, at tanken vandrer og opmærksomheden derfor flimrer. Vores sanser er skabt til at opfange forandringer i omgivelserne, og derfor er det naturligt, at vi let distraheres. Vi er ikke skabt til at sidde stille på stole bag skriveborde (selvom nogen af os nyder det), men det er ikke en uoverkommelig opgave at lære det – slet ikke i kombination med motion eller andre aktiviteter. Man er ikke syg, blot fordi man ikke kan koncentrere sig som en buddhistisk munk i meditation.
I 2008 behandlede 10.700 børn for ADHD med amfetaminlignende medicin, skriver Højskolebladet, hvilket er 40% flere end i 2007 og en tredobling i forhold til 2006. Og udgifterne til specialundervisning i folkeskolerne er steget med 50% mellem 2000 og 2007; 20% af folkeskolens samlede midler går hertil.
ADHD opfattes som en kronisk tilstand, men det er ikke sikkert, den er det. Et nyligt surveystudie omfattende 1500 børn, omtalt i martsnummeret af Scientific American Mind, viser, at mere end halvdelen med de milde udgaver af ADHD (hyperaktivitet eller uopmærksomhed) efter to år ikke længere kunne diagnosticeres. Af dem med den kombinerede type (hyperaktivitet og uopmærksomhed) var mellem 18% og 35% sluppet af med diagnosen. Betyder det, at der kan være tale om dovenskab og dårlig disciplin – måske dårlig kost – når vi taler om urolige børn? Konsekvenserne er ret alvorlige for det enkelte individ.
Nød lærer nøgen kvinde at …
Om vi er vidner til et moralsk skred – at man ligefrem undskylder dovenskab og manglende arbejdsindsats med sygdom – er temmelig svært at svare på. Det er heller ikke særlig rart at skulle svare på – det kan formodentlig virke injurierende på nogen. Kan det være, at vi er ved at udvikle os til eksistentielt dysfunktionelle mennesker, som ikke overkommer livets almindelige kriser og genvordigheder; eller kommer det bag på os, at livet ind i mellem er hårdt og næsten ubærligt?
At der er tale om et skred i antallet af diagnoser, kan der efterhånden ikke herske tvivl om. Men præcis hvor hunden ligger begravet er vanskeligt at afgøre. Måske socialmedicinen kan hjælpe os med nogle af spørgsmålene. Man plejer at sige, at nød lærer nøgen kvinde at spinde, men ligger tråden der allerede, kan man blot samle den op uden yderligere overvejelser. Det er vanskeligt at forestille sig, at folk bevidst vælger at blive syge – eller ligefrem mener, diagnoser er bedre end opdragelse. Men samfundet tilbyder i dag mange (og så brede) diagnoser, behandlinger, varme hænder og diverse tilskudsordninger, at det ligger lige for at søge i den retning, når noget er galt. At håndtere eksistensen har ellers været på dagsordnen lige siden hellenismens stoikere og frem til Nietzsche, Kierkegaard og Sartre – er det måske filosofien, der er kuren? I hvert fald giver Svendsens artikel noget at tænke over.
Kilder
Lars Fr. H. Svendsen. ”Patologiseringen af menneskelivet” i Social Kritik, 105/2006
Karina Søby Madsen. ”Diagnosesamfundet” i Højskolebladet november 2010.
