Et centralt led i regeringens erhvervspolitik er, at man vil “pick the winners”: At staten skal hjælpe virksomheder, der vil udgøre fremtidens vækstindustrier, til at få bedre muligheder.
“Pick the winner”-ræsonnementet lyder da også på et vist plan plausibelt – ihvertfald for et kort øjeblik og i et univers, hvor virksomheder er uperfekte, mens politikere og embedsmænd er perfekte. For hvis politikerne virkeligt er så gode til at forudsige, hvad der vil være fremtidens, profitable vækstområder, hvorfor er der så egentlig så få velhavende politikere? Det kunne jo synes oplagt, at hvis man er ekstraordinært gode til at forudsige, hvor fremtidens vækst vil være, at man så også investerede egne midler dér.
Alle erfaringer taler for, at de erhverv, som regeringen vil satse på at støtte, vil være dem, der har gjort det godt de seneste år – og som ikke kommer til at gøre det godt i fremtiden. Taberne bliver skatteyderne.
