I Dagbladet Børsen kunne vi fornyligt læse en anekdotisk kommentar fra cheføkonom og skattepolitisk chef i Dansk Erhverv Bo Sandberg, om Monthy Python og de multinationale. Kommentaren slynger også lidt statistik fra Skatteministeriet frem i offentligheden:
Multinationale udgjorde i 2008 1,6 % af virksomhederne i Danmark, men betalte 53 % af den samlede selskabsskat. De udgør 19 % af den samlede beskæftigelse. 23 % af omsætningen og 27 % af eksporten.
Dansk Erhverv mener - ikke overraskende - at det må være nok at skabe arbejdspladser.
Korruptionsproblemer, lobbyisme og til stadighed mange mediestunts vidner om at diskussionen absolut er relevant.
Det er også et vældig populært synspunkt. Alle lande behøver arbejdspladser, men alle lande har også brug for at dets borgere - i større eller mindre grad - forpligtes til at bidrage til almenvellet.
Men som det vil fremgå af det efterfølgende, kan det være vanskeligt at fastlå i hvilken grad.
The Network of Global Corporate Control blev offentliggjort 26. oktober 2011 i fagbladet PLoS One og er forfattet af Stefania Vitali, James B. Glattfelder og Stefano Battiston. Det er en analyse af ejerskabet i 43.060 multinationale virksomheder. Ifølge analysen kontrollereres verdensøkonomien - overraskende nok - af blot 147 virksomheder og banker.
For at udrede ejerskabsforholdene definerer forskerne ejerskab som aktiebesiddelse. Hvis ét firma ejer halvdelen af en anden virksomheds aktier, som til gengæld ejer 50 % af en tredje virksomheds aktier, så kontrollerer den første virksomhed jo også indirekte 25 % af sidstnævnte. Koblinger af den slags kan analyseres i uendelige dybder på tværs af landegrænser, og ikke helt overraskende tegner der sig et centraliseret fiksérbillede af, hvem der ejer hvad og hvor meget.
Den mest interessante asymmetri er dog ikke, at den centrale kerne blot repræsenterer 3 % af hele netværket, eller at den står for 20 % af de globale handelsindtægter. Den mest iøjnefaldende opdagelse er, at de centrale aktører i denne kerne faktisk også sidder på aktiemajoriteten i de virksomheder, der står for den reelle produktion af varer - og altså kontrollerer det økonomiske maskinrum - i verdens produktionsvirksomheder, som i alt står for 60 % af handelsindtægterne på verdensmarkedet, og at kernen dermed repræsenterer et ægte oligarki.
Den centrale kerne har altså en langt stærkere grad af kontrol over resten af den globale handel, end hvad man faktisk kan læse ud af indtægtsfordelinger eller andre økonomiske nøgletal, og det er et også faktum, der ikke er helt uinteressant i skattemæssig sammenhæng...
En anden overraskende opdagelse er, at virksomhederne i kernen også har et højt antal af forbindelser til hinanden. Faktisk så højt, at tre fjerdedele af ejerskabet forbliver i hænderne på de samme aktører. Ejerskabet til de centrale virksomheder er altså ikke distribueret vidt og bredt blandt aktieejere rundt omkring på kloden; men forbliver på hænderne af den samme gruppe personer.
I gennemsnit har de 20 forbindelser til hinanden, men langt færre til andre. Styrken i netværket bygger på bla. på beskyttelse af ejerforhold, reduktion af transaktionsomkostninger, risikodeling og tillid blandt medlemmerne. Samme type struktur observeres tillige i meget små økonomier (nåe ja, og også i mafiastrukturer og den slags.)
En anden velkendt negativ effekt af den slags alliancer er, at det ødelægger konkurrencen. (Oligarki)
Når man ved hjælp af denne nye metodik fremkalder billedet af økonomisk kontrol viser det sig, at mindre end 1 % af virksomhederne er i stand til at kontrollere 40 % af hele netværket, som domineres af finansielle institutioner. I Top 20 finder man ikke overraskende investeringsbankerne Barclays Bank, JPMorgan Chase & Co, og The Goldman Sachs Group.
Ovenstående informationer er fremkommet på baggrund af offentligt materiale fra f.eks OECD.
Ved at at kombinere data fra alle lande kunne man også danne sig et billede af den reelle værditransport, og man finder - ikke overraskende - at ejerskabet til værdierne går fra de fattigere lande til den anglo-saksiske del af verden.
Krise eller ikke krise - den centrale hub i systemet bliver til stadighed mindre - men sætter sig ikke desto mindre på en stadig større del af kagen.
Når det først i dag er muligt at fastslå ejerskab til virksomheder på tværs af lande og gensidige virksomhedsejerskaber, og det kræver helt nye videnskabelige metoder og avanceret matematik blot at fastlå hvem, der i virkeligheden kontrollerer de multinationale virksomheder, kan man sagtens forestille sig hvilken udfordende opgave det må være, at fastlå hvor - og hvornår - noget så komplekst som overskud er skattepligtigt.
Der vil givet komme transnationale aftaler om beskatning af multinationale virksomheder - både som følge af at den økonomiske krise tvinger landene til at udveksle informationer - ligesom at mere avanceret viden, bedre teknik og forskningsmæssige fremskridt vil gøre det muligt at fokusere på netop dette spørgsmål:
Hvordan kan virksomhedernes bidrag til nationaløkonomien stå i retfærdigt forhold til de produktionsmæssige fordele de nyder i et givent land?
Kan man:
- stramme op på reglerne om underskudsfremføring?
- gennemføre bedre kontrol af prisfastsættelsen på overdragelse af varer og serviceydelser imellem koncernforbundne selskaber?
Eller skal det ligefrem ske ved krydskontrol på tværs af grænser, da det tilsyneladende er en lille gruppe af mennesker som kontrollerer over 60 % verdens produktion?
Det er verdens ældste diskussion.
Verden ser bare mere smart ud i solskin i vor tid, end i forne tider, hvor staterne kunne vælge imellem at reducere adelens privilegier, eller holde befolkninger som gidsler/livegne.
99 % af verden bliver stadig fattigere (dig?), og en minoritet på 1 % bliver rigere (mig)
(The Winner takes it all)
