Hvem siger, at det altid kun er regeringen, der har initiativet og serveretten? Regeringen har pinligt brug for, at nogen lægger den helhedsplan på bordet, der skal genrejse den danske økonomi. En plan for hele Danmark.
Der sad de så, sejrherrerne, og stirrede hjælpeløst ned i bordet, som havde de tabt og ikke vundet. Det var morgenen efter valgnatten. Dagbladet ’Børsen’ havde indbudt til debatmøde med førende erhvervspolitikere anført af Brian Mikkelsen og Ole Sohn. Hvis ikke man lige vidste, at en rød regering nu var en realitet, ville man have tolket de tilstedeværende politikeres attitude og humør som endnu en ørkenvandring for de røde og nok en regeringsperiode til det blå hold, der fremstod afslappet, lettet og i munter stemning.
Den efterfølgende debat gav et klart svar på, hvorfor vinderne var triste og taberne glade: Fair Forandring og Fair Løsning-strategien, som skulle flytte flertallet af vælgerne uden for arbejdsmarkedet over til S og SF, var slået fejl. Thorning og Søvndal fik prygl af vælgerne, der i stedet massivt sluttede op om Enhedslistens sociale overflødighedshorn.
Thorning var nu enten gidsel hos Frank Aaen eller henvist til et samarbejde med de blå partier. Netop denne konstellation gav anledning til optimisme i reformvenlige politiske kredse. Alle hidtidige konstruktive forslag fra Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen, Globaliseringsrådet og Vækstforum var af den tidligere regering blevet skudt ned i flammer.
Til gengæld lykkedes det for VKO at sætte mere end halvdelen af vælgerkorpset uden for arbejdsmarkedet, samtidig med at man lancerede vækstdræbere som iværksætterskatten og multimedieskatten. Det var tid til forandring.
De første uger efter valget tegnede godt for et nybrud i dansk politik. Helle Thorning tog modigt og brutalt et straks-opgør med hele sit valgprogram, som i totalskadet tilstand blev sendt til ophugning. Væk med de 12 minutters velstandsmirakel, væk med millionærskat, bankskat og løftet om velfærd i stedet for skattelettelser.
Aldrig før i dansk politisk historie har så få snydt så mange for så meget på så kort tid. Men det var ikke desto mindre en modig og nødvendig handling; som politiker vinder man et valg på vælgernes måde og kører derefter butikken på sin egen måde. Hermed var vejen banet for netop den reformalliance mellem regering og opposition, som Danmark burde have haft ti år tidligere. Hverken Fogh eller Løkke magtede dog at gennemføre en politisk vinderstrategi for det danske samfund. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne var afvisende over for et vækst- og velstandsinitiativ for Danmark, der indeholdt en skattereform, en elitisering af undervisning og forskning, en iværksætterpakke og en prioriteret indvandring.
Med en ny regering opstod der friske muligheder, men kun to måneder efter valget er optimismen forduftet. Vi befinder os atter i det sædvanlige morads, hvor fronterne er stivnet i partipolitisk egoisme, fordi aktørerne giver fanden i fædrelandets frelse. Regering og opposition arbejder nu ihærdigt på at styrke egne positioner frem mod næste valgkamp. Helle Thorning er allerede lige så klemt mellem reformfjendtlige kræfter som Fogh og Løkke var det.
