Thor Möger foragter det arbejdende folk. Dem, der slider og slæber, som ikke har tid eller overskud til at læse aviser og svare på kronikker. Han bryder sig egentlig ikke om erhvervslivet. Det er en pestilens, må han tænke, det skal bare beskattes hårdere. Det ville i øvrigt være langt under hans værdighed at arbejde andre steder end i staten. Sådan er det med aristokrater.
Aristokrater har altid haft et anstrengt forhold til andre end sig selv. De har altid ligget inde med en foragt for de arbejdende, dem der stræbte opad, dem som forsøgte at skabe sig et liv. I dag er aristokraternes efterkommere også kendt som middelklassens intelligentsia, den slags der befolker universiteter, institutioner, råd og besætter stillinger i det offentlige og i staten. De har sat sig på magtpositioner overalt i samfundet og stemmer rødt som bare fanden. Og så kommer de hele tiden til orde.
De udgør en voksende gruppe i samfundet, men der er heldigvis ikke arbejde til dem alle. Derfor går en del af dem rundt og er arbejdsløse. Så kan de jo sprede deres meninger på diverse internet-sites. Se bare kommentarerne inde på information.dk, her vælter det med arbejdsløse cand.mag'er, som er rigtig bitre over, at de ikke finder arbejde. At søge de ledige postruter, rengøringsjob, restaurationsjob, der trods alt stadig er, ville være langt under deres værdighed. Nej, de skal noget med kommunikation, projekter og værdier. Men det er der ikke udsigt til, og så kan de jo få dagen til at gå med at lange ud efter erhvervslivet, banker, privatansatte, borgerlige mennesker og Liberal Alliance. Sjovt som de altid mener at have det gode menneskesyn, når de kan udtrykke sådan en foragt for de arbejdende mennesker.
Forretning, markeder og profit er alt sammen fy-ord. Aristokraterne har en tendens til at foragte erhvervslivet; det erhvervsliv, der genererer den velstand, der skal til for at deres måde at leve på bliver finansieret.
Det er ikke nyt, at aristokrater ser sådan på det. Deres uvilje mod markeder og det frie initiativ har altid eksisteret.
Grækerne og romerne havde slaver, dertil underkendte man værdien af handelsmænd, der bragte korn fra Nordafrika og sørgede for at mætte folk.
Jøderne blev til evig tid stemplet som et pengegrisk folk, da de indså værdien af udlån og indlån og derfor opsatte små borde med stole i Venedig, hvorfra de drev bankforretning.
Konger igennem middeladeren mente også, at investorer bare havde at aflevere deres penge og ikke stille for mange spørgsmål om garantier. Han kunne jo også altid bare hugge hovederne af sine kreditorer, hvis de blev for frække.
Selv da den industrielle revolution muliggjorde at mennesket slap ud af den malthusianske fælde, evig fattigdom for 99 %, så var det ikke godt nok.
I dag ser vi foragten for virkeligt arbejde. Det arbejder, der giver smør på brødet for de utallige cand.mag'er og højtuddannede, der synes Johanne Schmidt er fantastisk. Når de stemmer Enhedslisten eller SF, så overvejer de ikke et sekund om deres højtelskede iMac eller iPhone kunne være blevet til i et planøkonomisk samfundssystem. Kunne de have levet lige så godt i Sovjetunionen, Nordkorea, Cuba eller i andre af de utallige mislykkede samfundseksperimenter?
Pt. sørger Thor Möger for at det private taber endnu mere terræn. Han siger selv han er ude efter de griske, millionærerne, men rammer i sidste ende helt almindelige danskere. Heppekoret på information.dk er ellevilde, men vil have mere: Brandbeskatning! Alt imens kan Thor Möger jo hygge sig med sine særlige rådgivere, som hver minister nu har 2 af. Han kan over en autentisk fyraftensbajer muntre sig med, at der forsvinder private arbejdspladser, fordi skatte- og afgiftsskruen har fået et endnu et drej. Godt, at aristokraten Thor Möger har sine privatansatte som han kan svinge pisken over.
