En af de geniale ting vi har i Danmark er arbejdsmarkedspensionerne. Hvert år indbetaler folk der arbejder "frivilligt" 90 milliarder kroner på deres arbejdsmarkedspensionsordninger. Det vil sige - typisk indbetaler arbejdsgiveren de 60 milliarder kroner, medens folk selv bidrager med 30 milliarder kroner.
Underligt nok er der tilsyneladende ikke nogen der har fokus på, hvor meget det potentielt kunne hjælpe dansk økonomi, hvis vi indrettede de indbetalinger en smule mere kløgtigt. En strategi kunne være:
1) Højere pensionsindbetalinger når økonomien buldrer derudaf
Det ville medføre højere pensionsindbetalinger for arbejdsgiverne (det gælder også for den offentlige sektor), så de ville være med til at presse lønningerne nedaf (problemet under højkonjukturer er altid, at arbejdstagerne står stærkt under lønforhandlingerne).
For den offentlige sektor ville det betyde dårligere finanser under højkonjukturer - dels fordi pensionsindbetalingerne stiger, men også fordi staten går glip af skatteindtægter på pensionsopsparingen. For staten ville effekten altså være en markant mindre evne til at bruge løs i den offentlige sektor - hvilket netop er hvad vi ønsker under en højkonjuktur.
For lønmodtagerne ville det betyde færre penge til forbrug under højkonjukturer (fordi de selv indbetaler en trediedel af de stigende pensionsomkostninger). Det er med til at holde privatforbruget i ave under højkonjukturer, hvilket er hvad man ønsker. Desuden betyder det, at pensionsindbetalingerne er højst på de tidspunkter, hvor de svageste på arbejdsmarkedet har job - de vil altså i højere grad ende med nogle fornuftige pensionsopsparinger, ligesom deres forbrugsevne vil svinge mindre (fordi de højere pensionsindbetalinger medfører færre penge til forbrug når de er i job).
Bemærk at virkningen er markant indenfor det mest konjukturfølsomme erhverv: Byggeriet (byggeri er et løntungt erhverv). Det vil blive markant dyrere at bygge nyt under højkonjuturer, fordi de samlede lønomkostninger stiger under højkonjukturer ppa de højere pensionsomkostninger.
Samlet virker højere pensionsindbetalinger under højkonjukturer altså konjukturdæmpende, fordi konkurrenceevnen falder, fordi den offentlige sektor ikke har råd til at sætte så meget meraktivitet igang, fordi folk har færre penge til forbrug og fordi det bliver mindre attraktivt at bygge nyt under højkonjukturer. Det medfører også mindre svingende privatøkonomi for dem der er yderligt på arbejdsmarkedet, ligesom de ender med en større pensionsopsparing end nu, fordi de har job når pensionsopsparingen er høj.
2) Lavere pensionsindbetalinger under lavkonjukturer
Det ville medføre lavere pensionsindbetalinger for arbejdsgiverne (herunder den offentlige sektor), hvilket forbedrer konkurrenceevnen, så merproduktion sættes igang. Da arbejdsløsheden er høj sker det på et tidspunkt, hvor den løndrivende effekt er lille (økonomernes Phillipskurve illustrerer dette fænomen).
For den offentlige sektor er der flere penge i kassen end sædvanligt under lavkonjukturer. Dels beskattes en større del af lønnen, dels falder det offentliges udgifter til pensionsopsparing. Den offentlige sektor vil altså være mere fristet til at sætte meraktivitet igang under lavkonjukturer (også fordi byggeri her vil være billigst), præcis som man ønsker.
For lønmodtagerne vil der være flere penge til forbrug under lavkonjukturer, fordi de sparer en del af den sædvanlige pensionsopsparing. De lønmodtagere der er i job vil altså bruge flere penge og dermed være med til at dæmpe lavkonjukturen. Samtidigt mister de der bliver arbejdsløse under lavkonjukturen ikke så meget pensionsopsparing, fordi indbetalingerne på dette tidspunkt er lave.
Byggeri vil blive billigere under lavkonjukturer, fordi de sparede pensionsindbetalinger her forplanter sig meget direkte i lavere byggeomkostninger (løntungt erhverv).
I praksis kunne man vælge en model, hvor arbejdsløshedsprocenten afgør pensionsindbetalingen. Lad os antage en situation, hvor man har aftalt pensionsindbetalinger på 15% af lønnen. Hvis arbejdsløsheden sidste år var 30% lavere end gennemsnittet af de 3 foregående år, lægger man 30% til pensionsindbetalingerne (så de totale pensionsindbetalinger bliver 19,5%). Arbejdsgiverens lønomkostninger stiger herved med 3%, medens lønmodtageren får 1,5% mindre til forbrug (i runde tal).
Omvendt, hvis arbejdsløsheden sidste år var 30% højere end gennemsnittet for de tre foregående år - så trækker man 30% fra de aftalte pensionsindbetalinger, så de bliver 10,5%. Herved sparer arbejdsgiver 3% af lønomkostningerne, medens lønmodtageren får 1,5% ekstra til forbrug.
Samlet vil arbejdsmarkedspensionsopsparingerne i gennemsnit bliver større i faste priser, fordi der arbejdes mest når procentsatserne er høje og fordi lønomkostningerne her må antages at være høje (Phillipskurven igenigen).
Det undrer mig lidt, at denne problematik ikke er en del af debatten. Jeg har svært ved at se andet end fordele ved sådan en model - og så ville den effektivt have stoppet den højkonjukturfest vi oplevede under Fogh - den offentlige sektor ville have været tvunget til at spare, lønstigningerne ville være holdt i ave og vi ville til gengæld helt naturligt have undgået at lukke ned for økonomien nu, hvor det er allermest skadeligt at gøre det.
