LEDER: "Reformpausen er slut," skriver Dansk Arbejdsgiverforenings adm. direktør, Jørn Neergaard Larsen, i en kommentar. Ja, det må man da i det mindste håbe, for ellers står det skidt til med dansk økonomis fremtid. Men sikre kan vi ikke være, for traditionen er jo denne: Hvis Socialdemokraterne ikke vil være med til reformer af arbejdsmarkedspolitikken, så vil Dansk Folkeparti heller ikke, og hvis Dansk Folkeparti ikke vil, så vil regeringen ikke lægge noget særligt pres på partiet - og så bliver reformerne ikke til noget som helst.
Spørgsmålet er derfor, hvad arbejdsgiverne vil gøre, hvis det scenarie gentager sig? I de forløbne år otte år med en på papiret borgerlig regering, som i praksis har ført en systembevarende stilstandspolitik, har arbejdsgiverne alligevel hældt klingende mønt i Venstres og de Konservatives partikasser som tak for ... ingenting. Heller ikke arbejdsgiverne har altså, når det kom til stykket, været villige til at presse regeringen. Det kunne man ellers godt have gjort. Et lille vink med en vognstang om, at arbejdsgiverne ikke ser nogen grund til at støtte de borgerlige partier, når deres politik alligevel ikke er til at adskille fra en socialdemokratisk regerings politik, kunne vel nok have afstedkommet en overvejelse eller to hos Venstre og Det Konservative Folkeparti.
"Det har ikke været befordrende, at et politisk flertal i årevis har blokeret for, at flere kunne komme i beskæftigelse ved stædigt at konservere den dybt skadelige efterlønsordning, den lange dagpengeperiode og et førtidspensionssystem, som er dybt kritisabelt," skriver Jørn Neergaard Larsen, og det har han så evigt ret i.
Men det er sandelig heller ikke befordrende for den politiske ansvarlighed, at arbejdsgiverne understøtter dette flertal, uanset hvilken politik det fører.
Spørgsmålet er derfor, hvad arbejdsgiverne vil gøre, hvis det scenarie gentager sig? I de forløbne år otte år med en på papiret borgerlig regering, som i praksis har ført en systembevarende stilstandspolitik, har arbejdsgiverne alligevel hældt klingende mønt i Venstres og de Konservatives partikasser som tak for ... ingenting. Heller ikke arbejdsgiverne har altså, når det kom til stykket, været villige til at presse regeringen. Det kunne man ellers godt have gjort. Et lille vink med en vognstang om, at arbejdsgiverne ikke ser nogen grund til at støtte de borgerlige partier, når deres politik alligevel ikke er til at adskille fra en socialdemokratisk regerings politik, kunne vel nok have afstedkommet en overvejelse eller to hos Venstre og Det Konservative Folkeparti.
"Det har ikke været befordrende, at et politisk flertal i årevis har blokeret for, at flere kunne komme i beskæftigelse ved stædigt at konservere den dybt skadelige efterlønsordning, den lange dagpengeperiode og et førtidspensionssystem, som er dybt kritisabelt," skriver Jørn Neergaard Larsen, og det har han så evigt ret i.
Men det er sandelig heller ikke befordrende for den politiske ansvarlighed, at arbejdsgiverne understøtter dette flertal, uanset hvilken politik det fører.
