LEDER: I Slagelse har man taget hul på en fremtid, som endnu venter landet som helhed: Der er nu i den vestsjællandske by færre borgere, som selv arbejder for føden, end der er borgere, som helt eller delvist lever af andres arbejde. Kun 47 procent er i beskæftigelse.
Det udgør naturligvis en økonomisk udfordring for såvel Slagelse som for hele landet, men først og fremmest er det dog et moralsk problem. For i dette mindretal er man ved lovgivning, som ingen kan undslå sig uden at risikere strafforfølgelse, blevet pålagt at arbejde ekstra hårdt for at forsørge den majoritet, som ikke laver noget.
I gammel venstrefløjsterminologi talte man om den herskende klasses udbytning af arbejderklassen og om merværdien af arbejdet, som blev skummet af andre end de arbejdende selv. Fortidens marxister forstod ikke, at forholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver bygger på en frivillig byttehandel, der er til gensidig glæde.
Men den nye udbytning er til gengæld helt reel. Den håndhæves med magt, modsat markedets frivillighed, fordi man korrekt skønner, at de ydende ikke vil fortsætte med at servicere de nydende i samme omfang, hvis det er frivilligt. Man vil gerne hjælpe dem, der ikke kan selv, men man tror ikke på, at det udover gamle og børn skulle gælde for en fjerdedel af de danskere, som er i den arbejdsdygtige alder. Derfor: Tvang må der til, skal socialstaten leve.
I arbejderbevægelsen, hvor man bryster sig af at have opbygget dette udbytningssystem, og kæmper for systemets bevarelse og yderligere udbygning, har man de senere år oplevet en markant medlemstilbagegang. Arbejderne vil ikke være med mere. Det burde ikke undre.
