Indlægget er skrevet sammen med Marc Bangert fra Liberal Alliances Ungdom.
Danmark er med fuld fart på vej til at blive et af fremtidens fattige lande i Europa. Forklaringen er en elendig konkurrenceevne, som handlingslammede, vælgerangste politikere ikke har modet til at gøre tilstrækkelig ved. På godt 20 år har Danmark mistet 200.000 industriarbejdspladser, og i perioden 2010-2012 er vi som nation ifølge World Economic Forums Global Competitiveness Index, der er en opgørelse over de lande i verden, hvor det er lettest at drive virksomhed, faldet fra en tredjeplads til en 12.-plads.
OECD's prognoser er ligeledes klare; Danmark vil blive det fattigste land i Europa nord for alperne, mens vi for 40 år siden var det rigeste. Belgien, Østrig, Tyskland, Finland, England og Holland er igang med at overhale os indenom.
Løsningerne på disse problemer stod ligefor så hvorfor? Politikerne har en hær af højtuddannede embedsfolk, der med al deres kundskab og velafprøvede teori kan forklare politikerne, hvordan man udfører sine politiske mål. Når politikerne for eksempel bebuder, at de vil skabe flere job, så er svaret ligefor, men det svar er ikke altid populært, og de store midtersøgende partier har mere travlt med at hytte deres eget skind end at sikre Danmarks fremtid.
Om end at Danmark i en komparativ forstand er relativ dygtig til at lave små reformer, der på sigt kan være med til at øge arbejdsudbuddet, så skal de siddende regeringer gang på gang med vold og magt trækkes til truget. Kunne man ikke for en gangs skyld være forudseende? Kunne man ikke udvise lidt rettidig omhu? Gøre tingene ordentligt i første omgang?
Desværre ikke, for med en stadig yngre politikerstand, der kommer dugfriske ud af universitetet, er det at repræsentere demokratiet ikke et embede, men såmænd bare et job. Et job, hvor den vigtigste opgave er, at blive genvalgt og beholde jobbet. Det bliver til stadighed sværere og sværere at forestille sig, at vi nogensinde igen får toppolitikere med format, politikere, der kan, vil og tør at skille vandene og ændre det politiske landskab. Nej, nutidens politikere er kun til for at lave marginale ændringer i dagens Danmark.
Desværre er de små justeringer, som udspringer af embedsapparatet efter bestilling fra politikerne, ikke tilstrækkelige. Nok siges der, at tro kan flytte bjerge, men at flytte Danmark længere op på de internationale opgørelser over de mest velstående og konkurrencedygtige lande kan troen i sig selv ikke. Reelle og modige reformer er nødvendige. Det har man turde i Sverige, hvor man har sænket skattetrykket i perioden 2005-2012 fra 48,9 % til 44,2 %. Det synes ingenlunde at have skadet det svenske folks velstands- og velfærdsniveau - tværtimod. Sverige har tilmed været et af de europæiske lande, der har kommet sig bedst over finanskrisen.
På trods af dette svenske eksempel synes de danske politikere ikke at have forstået meget af alvoren i at få sænket det danske skattetryk til gavn for konkurrenceevnen og den danske borgers velstand som helhed.
Sidste år kunne vi læse, at Danmark ligger på en 9.-plads i velfærd blandt 132 udvalgte lande. Dette er intet mindre end pinligt med verdens højeste skattetryk og største offentlige sektor. Gør vi det bedre ved at hæve skatter og afgifter? Nej. Vi bør derimod efterligne de to topscorere Schweiz og New Zealand, der har et skattetryk på hhvs. ca. 28% og 33%. Et højere skattetryk fører ikke til mere velfærd, men har ført til svækket konkurrenceevne og lavere velstand. Personlig og økonomisk frihed fører derimod velstand og velfærd med sig.
Med undtagelse af Liberal Alliance, lader det ikke til, at de etablerede partier agter at følge de efterligningsværdige pragteksempler. Vi kan i stedet forvente, at de til stadighed taler i tomgang om deres visionsløse, mangelfulde og overfladiske hensigtserklæringer om det ene og andet rart, men som regel set ikke rykker noget.
Når politikerne ikke finder eller gennemfører løsninger på de enorme udfordringer vi står overfor, så er det er at ofre befolkningens råderum og velfærd på populismens og ”de gode intentioners” hellige velfærdsstatsalter. Mon ikke at de fleste inde på Christiansborg reelt godt ved, hvilke reformer og hvilken retning Danmark skal bevæge sig i, for at opnå velstand og velfærd. Men man tør ikke gøre det, fordi reformerne i første omgang kan være upopulære og koste mange stemmer.
Det er det rene politisk hykleri, når man samtidig taler om, at sikre velfærd, bedre hjælp til de svageste og kun ønsker vælgerne det bedste.
