Annika Smith (SF): Koranen står for menneskerettigheder og økonmisk lighed

Når man hører ordet: Inkvisition, tænker man på middelalderkirkens forfølgelser af kættere og undertrykkelsen af den frie tanke og det frie ord

Michael Hammers,

17/08/2014

Når man hører ordet: Inkvisition, tænker man på middelalderkirkens forfølgelser af kættere og undertrykkelsen af den frie tanke og det frie ord. Man gyser lidt, men kan så trøste sig med, at verden heldigvis har ændret sig siden da. I dag har vi jo demokrati, tænker man. Og så - alligevel!

Vi lever under et tyrannisk hegemoni. Dette kaldes for multikulturalisme eller den politiske korrekthed. Den politiske korrektheds repræsentanter er islamsympatisører/-forsvarere og har en direkte udemokratisk debatform og er en indirekte trussel mod det demokrati de selv påstår sig at hævde. Karakteristisk for korrektheden og noget som sidestiller den med middelalderkirkens inkvisition er flg.:

Ligesom middelalder kirken bygger den på nogle substansløse antagelser/sandheder. Iflg. middelalderkirken skabte Gud verden på en bestemt måde og hvis man sagde noget andet, blev man forkætret/dæmoniseret som djævleyngel. tilbeder af den onde selv, osv. Iflg. den politiske korrekthed er alle mennesker og religioner lige og vil i grunden alle det samme. Nemlig fred, frihed, tolerance og universelle menneskerettigheder. Siger man noget andet bliver debatformen straks direkte udemokratisk, den bliver ekskluderende! Luften fortættes og bliver tyk af dæmoniserende anklager for racisme og diskrimination. Og ligesom den forkætrede under inkvisitionen risikerer man at ende for en dommer. Nu til dags bliver man rigtig nok ikke udsat for bål og brand, men at blive erklæret for racist af det etablerede retssystem og lagt på "hjul og stejle" i den politisk korrekte offentlighed kan være slemt nok endda.

Den politiske korrekthed giver sine tilhængere carte blanche til at sige, hvad som helst. bare det flugter med "sandhederne". De korrekte kan derfor påstå ting, der i den grad strider mod fornuft og virkelighed, at de i enhver anden sammenhæng - end i et forsvar for muslimer/islam - ville blive opfattet som direkte idioter og ignoreret i en oplyst demokratisk debat. F.eks. kan man se politisk korrekte påstå, at den store masse af muslimer er fredelige og udstyret med et demokratisk sindelag og kun ønsker at leve i harmoni og sameksistens med alle andre. Det hævder disse korrekte skønt den påståede store masse af muslimer, der skulle mene således simpelt hen synes ikke eksisterende. F.eks. hører man intet til "massen" , når den muslimske organisation, Boko Haram, slagter - dvs.: SLAGTER - løs på kristne og andre der ikke deler deres muslimske holdninger. Eller når Islamisk Stat på - om muligt - mere bestialsk vis holder slagtehus for kristne og andre minoriteter i Irak.

Påstanden om eksistensen af en altdominerende stor masse af fredelige muslimer fremsættes ligeledes på tværs af, at muslimer hærger løs i lande og områder over hele verden. Jeg nævner i flæng Nigeria, Libyen, Afghanistan, Cameron, Irak, Syrien, Xinjiang provinsen i Kina, osv., osv. Skønt verden således befinder sig i en nærmest permanent tilstand af brand påsat af muslimer, så er det - må vi iflg. korrektheden huske på - kun en absolut minoritet af muslimer, der er voldelige og ikke ønsker fred og samdrægtighed. I reglen tilføjer de korrekte her mantraet: Og hvad med os selv måske - er vi bedre!?

Man kan også se de politisk korrekte påstå om f.eks. islams "hellige" skrifter, at disse skulle repræsentere et menneskerettighedsbudskab. Her et eksempel fra den forløbne uge, hvor SF'eren Annika Smith (vel bedst kendt for sit slogan ved folketingsvalget i 2011: "Fuck DF") i et åbent brev til Martin Geertsen (V) bl.a. skrev flg.:

"Du ved sikkert, at de værdier du nævner i dit udkast til en værdikanon, er nogle vi har fået udefra. De går bl.a. igen i islam, hvorfor Danmark da også, lidt ironisk, er blevet kåret som et af de mest islamiske lande i verden, fordi vi er så loyale over for Koranens kerneværdier som menneskerettigheder, frihedsrettigheder og økonomisk lighed." (Annika Smith, JP-blog, 14/8:Hold fast i dine værdier, Martin,)

Altså iflg. Annika Smith er koranens "kerneværdier": Menneske- og frihedsrettigheder og økonomisk lighed! Hun afslører således, at hun aldrig har læst så meget som bare en halv side i koranen. Intet er denne bog fjernere end universelle menneskerettigheder! Dens indhold angår alene muslimers pligter overfor allah/islam og retningslinjerne for muslimernes liv. Herunder optager djihad, dvs. anstrengelse for den rette lære, en væsentlig plads. Djihad er bla. pligten til at overbevise de såkaldt vantro om, at de skal konvertere til islam. Hvis det er nødvendigt skal muslimerne bruge vold/krig i "overbevisningsprocessen". De som ikke vil konvertere, skal enten dø, eller kan (hvis de tilhører bogens folk) blive en del af det islamiske samfund som andenrangsborgere (dhimmier) uden rettigheder og under forudsætning af, at de betaler en særlig skat (jiziya) til den islamiske stat (altså det Annika Smith kalder økonomisk lighed!). Lige nu fører Islamisk Stat i Irak koranens ord ud i praksis: Afhuggede hoveder, arme og ben, udstukne øjne, opspættede maver, levende begravelser, osv.

Ligesom middelalderkirken hævder den politiske korrekthed altså nogle ideologiske sandheder/drømme på tværs af virkelighedens vidnesbyrd om det modsatte. I relation til middelalderkirken endte det jo heldigvis godt for fornuften og virkeligheden. Den kirkelige ideologi om verdens indretning kunne trods alt ikke blive ved med modstå den flod af fakta, der skyllede indover den. Således er der i dag ingen, der kunne finde på at påstå, at solen drejer sig omkring jorden eller at himmellegemerne er uforanderlige. Medmindre altså der er tale om deciderede idioter.

Der er altså historisk præcedens for, at fornuft og virkelighed overvinder fordummelse og løgn. I denne omgang er vi imidlertid ude i et spil med blind makker. For selv om fornuften historisk har gode kort overfor fordummelsen, hvad betyder det så, hvis fordummelsen når at give sin blinde makker - islam - så gode kort på hånden at dette religiøse voldsregimente forsøger at tage over, der hvor korrektheden må give slip!?

Kilde: