Annette Vilhelmsen er ny formand for SF - hvad så?

Annette Vilhelmsen blev valgt til ny formand med 66% af stemmerne mod Astrid Krags 34% - en syngende lussing til folketingsgruppen og store dele af...

Christian Melgaard,

13/10/2012

Annette Vilhelmsen blev valgt til ny formand med 66% af stemmerne mod Astrid Krags 34% - en syngende lussing til folketingsgruppen og store dele af landsledelsen, som nu ikke længere kan se bort fra at de er ude af trit med deres bagland.

AV står nu overfor en række store udfordringer på de indre linjer og en række gigantiske udfordringer på de ydre. Spørgsmålet er om hun har hvad der skal til for at løse disse opgaver - hvis de overhovedet kan løses. 

På de indre linjer skal hun "sætte et nyt hold", og det indebærer, at hun bl.a. skal tage stilling til hvor meget der skal ryddes op i børnehaven - hvor meget hun skal imødekomme det bagland, som har bragt hende op på formandsposten. 

Thor Möger er fortsat vellidt i toppen af SF, men et massivt flertal af medlemmerne ser ham som hovedarkitekten bag den kursændring, som har bragt partiet på rutcheturen først til nye højder og nu ned på blot 5,2%. Thor Möger er selve symbolet på SF´s problemer og vil formentlig blive ofret.

Astrid Krag vil derimod med sikkerhed få lov til at blive - om ikke andet som som et signal om at AV vil samle partiet igen. Hvis alle de øvrige "løjtnanter" stækkes er hun heller ikke den store fare. 

Jesper Petersen, der konkurrerer med Heunicke om at være Danmarks svar på komiske Ali, får formentlig lov til at gøre Thor Møger følgeskab og opgive sin centrale post - men kan dog blive i Folketinget da han trods - modsat Thor Möger - er valgt ind. Kort før offentliggørelsen af valgresultatet startede Jesper Petersen ellers et klassisk baglænsløb for at redde sit politiske skinde - det er ynkelig løsning http://jyllands-posten.dk/politik/article4872490.ece. Også Thesfay skal formentlig en tur ned på bageste række, hvor han kan tænke lidt over sit forkerte valg, og måske kan han g sin skæbne i møde med lidt mere værdighed.

Og så skal AV naturligvis selv være Erhvervsminister - og der skal skabes solide pladser til nogle af støtterne, herunder ikke mindst Holger K - dels fordi de er støtter og dels fordi AV har brug for at samle nogle erfarne kræfter bag sig.

Det bliver langt vanskeligere på de ydre linjer, hvor AV skal indfri løfterne om en skarpere SF-profil samtidig med at hun (med egne ord) "bider sig fast i bordkanten" og bliver i regeringen. De øvrige regeringspartier vil som udgangspunkt ikke være indstillet på at give hende meget spillerum, men til gengæld kan hun ikke bare træde ind og lade tingene fortsætte som om intet var hændt - det vil bringe SF endnu længere ned, måske i nærheden af spærregrænsen.

Måske er det en uriaspost hun har fået?