Er det en ny form for kolonialisme at insistere på, at enhver person i ethvert land er berettiget til menneskerettigheder? Det mener jeg ikke. Men der findes folk på politikkens venstrefløj, der nu allierer sig med traditionelle højreorienterede i deres afvisning af universaliteten af menneskerettigheder. De påstår, at menneskerettigheder er en vestlig opfindelse og påtvingelse, og argumenterer, at kræve at udviklingslande overholder kvinders rettigheder og homoseksuelles rettigheder, er en ny form for imperialisme.
Den reaktionære venstrefløj fordømmer tortur i Irak udført af amerikanske styrker, men ignorerer den udbredte anvendelse af tortur i nabolandet Iran. Tættere på vore breddegrader provokerer det neo-nazistiske British National Party venstreorienteret forargelse, hvorimod had mod hinduer og forsøgt tvangskonvertering promoveret af visse islamistiske grupper, er for venstrefløjen ikke-eksisterende.
Multikulturalismen påberåber sig retfærdiggørelsen af overbevisninger og handlinger, der er i konflikt med universelle menneskerettigheder. Et godt eksempel på dette er påtvingelsen af slør på små piger i mange islamiske samfund – og nogle islamisters forsøg på at importere denne sexistiske undertrykkelse til vestlige lande. Vi taler ikke her om den voksne kvindes frie uafhængige valg ikke at bære hijab, burka eller nigab. Pigebørn har ikke noget ægte frit valg til at vælge, da de er unge og magtesløse. I mange islamiske samfund er slør enten påkrævet ved lov, eller resultatet af pres fra familier, imamer, naboer og det bredere muslimske samfund. Selv i Vesten siger visse folk, at sløret på det hunkønnet er en del af muslimsk kultur, at vi må acceptere dette og respektere denne kulturelle forskel. Muslimske pigers rettigheder erklæres dermed underordnet de kollektive krav fra ortodoks mandligt domineret Islam. Denne ræsonnering er typisk for den måde mange multikulturalister allierer sig med de hegemoniske kræfter indenfor minoritetskulturer. De negligerer rettighederne for minoriteterne indenfor minoritetskulturerne, og er tilsyneladende ligeglade med, at visse kulturelle praktikker konflikter med internationale almindeligt accepterede standarder for menneskerettigheder. Resultatet er moralsk forvirring, tvetydighed, kompromiser og dobbeltmoral omkring menneskerettighedskrænkelser i store dele af verden.
En anden multikulturalistisk fejl har været at bøje sig for ”kulturel sensitivitet”: tilladende nogle samfund at blive undtaget fra normerne omkring universelle menneskerettigheder når det drejer sig om emner som tvangsægteskaber og homoseksuelles adaption. Den liberale venstrefløj plejede at modsætte sig al undertrykkelse og stod solidarisk med alle undertrykte mennesker. Ofrenes race eller religion – og forbrydernes – betød ingenting. Al undertrykkelse, uanset hvorfra den stammede, blev modstået. Nu, på den anden side, vinder moralsk og kulturel relativisme terræn. Vi fortælles, at alle samfund er forskellige – med forskellige værdier, forskellige historier og forskellige måder at tilpasse sig emner. Alle disse forskelle er lige valide, og må respekteres og accepteres. At betvivle dem, belæres vi, er at påtvinge andre vores livsform – en form for kulturel imperialisme.
Det er sandt, at der ikke findes én skabelon, der passer alle. Men der findes bestemte universelle menneskelige værdier, der bør forsvares i alle kulturer til alle tider. Vi bør ikke acceptere praktikker, der forbryder sig mod menneskerettigheder, punktum! Hvis vi ikke vil acceptere sådanne praktikker i vore egne samfund, så bør vi heller ikke acceptere dem i andre samfund. At tillade folk i andre lande at lide uværdigheder vi ikke ville tolerere i vort eget land, er en skamløs dobbeltmoral. Mens favnelsen af multikulturel diversitet ofte er en god ting, så må vi også acceptere, at ud over et vist punkt holder den frigørende lev-og-lad-leve attitude op, og bliver undertrykkende. Når dele af Sikh samfundet forfølger deres egne medlemmer, der tilfældigvis er homoseksuelle, eller vælger frafald til andre grene af religionen, så kan det vel ikke være acceptabelt? I 2004 tvang en konservativ Sikh aktivist i Birmingham succesfuldt lukningen af skuespillet Behzti, og tvang forfatteren til at gå under jorden. De brød sig ikke om det faktum, at skuespillets historie om voldtægt og mord foregik i et Sikh tempel. For at få skuespillet aflyst tyede de til trusler og vold. Det var skinbarlig intimidering og censur. En dominerende højreorienteret fraktion af sikh´ismen var i stand til at undertrykke et skuespil den ikke brød sig om. De liberale sikh´ers stemmer blev tavsgjorte.
Alle folk indeholder kultur, men det betyder ikke, at alle kulturer er lige valide og dydige. Der visse love, politiske systemer og teknologier, der moralsk og praktisk underlegne. Omvendt er der helt sikkert værdier og ideer der er indiskutabelt bedre end andre. Oplysningstiden var bedre end den mørke middelalder. Frihed er bedre end slaveri. Demokrati er bedre end fascisme. Videnskabelig kundskab er bedre end overtro. Mens alle mennesker bør respekteres, så er det ikke alle overbevisninger og traditioner der bør respekteres. Politiske og religiøse ideer baseret på racisme, patriarkat og homofobi er ikke respekt værdige. De bør udfordres, ikke tåles i respekt for andre kulturer.
Der findes eksempelvis kristne fundamentalistiske sekter i dele af Afrika, der mener, at børn med handicap er besatte af Djævlen. Børn med indlæringsvanskeligheder er emner for grusomme åndeuddrivelser. Disse ritualer kan indbære ekstrem fysisk og psykologisk mishandling. Eftersom vi ikke tolererer mishandling af børn i hvides kirker i London, bør vi heller ikke tolerere mishandling i sortes kirker i Lagos. Ikke desto mindre tåler mange ellers progressive folk i multikulturalismens navn fordomsfulde racistiske og religiøse minoriteter på det grundlag, at disse fordomme er del af deres etniske og spirituelle tradition. I visse kredse synes det som om, at tradition nu er en undskyldning og et alibi for brud på menneskerettighederne.
Den reaktionære venstrefløj fordømmer tortur i Irak udført af amerikanske styrker, men ignorerer den udbredte anvendelse af tortur i nabolandet Iran. Tættere på vore breddegrader provokerer det neo-nazistiske British National Party venstreorienteret forargelse, hvorimod had mod hinduer og forsøgt tvangskonvertering promoveret af visse islamistiske grupper, er for venstrefløjen ikke-eksisterende.
Multikulturalismen påberåber sig retfærdiggørelsen af overbevisninger og handlinger, der er i konflikt med universelle menneskerettigheder. Et godt eksempel på dette er påtvingelsen af slør på små piger i mange islamiske samfund – og nogle islamisters forsøg på at importere denne sexistiske undertrykkelse til vestlige lande. Vi taler ikke her om den voksne kvindes frie uafhængige valg ikke at bære hijab, burka eller nigab. Pigebørn har ikke noget ægte frit valg til at vælge, da de er unge og magtesløse. I mange islamiske samfund er slør enten påkrævet ved lov, eller resultatet af pres fra familier, imamer, naboer og det bredere muslimske samfund. Selv i Vesten siger visse folk, at sløret på det hunkønnet er en del af muslimsk kultur, at vi må acceptere dette og respektere denne kulturelle forskel. Muslimske pigers rettigheder erklæres dermed underordnet de kollektive krav fra ortodoks mandligt domineret Islam. Denne ræsonnering er typisk for den måde mange multikulturalister allierer sig med de hegemoniske kræfter indenfor minoritetskulturer. De negligerer rettighederne for minoriteterne indenfor minoritetskulturerne, og er tilsyneladende ligeglade med, at visse kulturelle praktikker konflikter med internationale almindeligt accepterede standarder for menneskerettigheder. Resultatet er moralsk forvirring, tvetydighed, kompromiser og dobbeltmoral omkring menneskerettighedskrænkelser i store dele af verden.
En anden multikulturalistisk fejl har været at bøje sig for ”kulturel sensitivitet”: tilladende nogle samfund at blive undtaget fra normerne omkring universelle menneskerettigheder når det drejer sig om emner som tvangsægteskaber og homoseksuelles adaption. Den liberale venstrefløj plejede at modsætte sig al undertrykkelse og stod solidarisk med alle undertrykte mennesker. Ofrenes race eller religion – og forbrydernes – betød ingenting. Al undertrykkelse, uanset hvorfra den stammede, blev modstået. Nu, på den anden side, vinder moralsk og kulturel relativisme terræn. Vi fortælles, at alle samfund er forskellige – med forskellige værdier, forskellige historier og forskellige måder at tilpasse sig emner. Alle disse forskelle er lige valide, og må respekteres og accepteres. At betvivle dem, belæres vi, er at påtvinge andre vores livsform – en form for kulturel imperialisme.
Det er sandt, at der ikke findes én skabelon, der passer alle. Men der findes bestemte universelle menneskelige værdier, der bør forsvares i alle kulturer til alle tider. Vi bør ikke acceptere praktikker, der forbryder sig mod menneskerettigheder, punktum! Hvis vi ikke vil acceptere sådanne praktikker i vore egne samfund, så bør vi heller ikke acceptere dem i andre samfund. At tillade folk i andre lande at lide uværdigheder vi ikke ville tolerere i vort eget land, er en skamløs dobbeltmoral. Mens favnelsen af multikulturel diversitet ofte er en god ting, så må vi også acceptere, at ud over et vist punkt holder den frigørende lev-og-lad-leve attitude op, og bliver undertrykkende. Når dele af Sikh samfundet forfølger deres egne medlemmer, der tilfældigvis er homoseksuelle, eller vælger frafald til andre grene af religionen, så kan det vel ikke være acceptabelt? I 2004 tvang en konservativ Sikh aktivist i Birmingham succesfuldt lukningen af skuespillet Behzti, og tvang forfatteren til at gå under jorden. De brød sig ikke om det faktum, at skuespillets historie om voldtægt og mord foregik i et Sikh tempel. For at få skuespillet aflyst tyede de til trusler og vold. Det var skinbarlig intimidering og censur. En dominerende højreorienteret fraktion af sikh´ismen var i stand til at undertrykke et skuespil den ikke brød sig om. De liberale sikh´ers stemmer blev tavsgjorte.
Alle folk indeholder kultur, men det betyder ikke, at alle kulturer er lige valide og dydige. Der visse love, politiske systemer og teknologier, der moralsk og praktisk underlegne. Omvendt er der helt sikkert værdier og ideer der er indiskutabelt bedre end andre. Oplysningstiden var bedre end den mørke middelalder. Frihed er bedre end slaveri. Demokrati er bedre end fascisme. Videnskabelig kundskab er bedre end overtro. Mens alle mennesker bør respekteres, så er det ikke alle overbevisninger og traditioner der bør respekteres. Politiske og religiøse ideer baseret på racisme, patriarkat og homofobi er ikke respekt værdige. De bør udfordres, ikke tåles i respekt for andre kulturer.
Der findes eksempelvis kristne fundamentalistiske sekter i dele af Afrika, der mener, at børn med handicap er besatte af Djævlen. Børn med indlæringsvanskeligheder er emner for grusomme åndeuddrivelser. Disse ritualer kan indbære ekstrem fysisk og psykologisk mishandling. Eftersom vi ikke tolererer mishandling af børn i hvides kirker i London, bør vi heller ikke tolerere mishandling i sortes kirker i Lagos. Ikke desto mindre tåler mange ellers progressive folk i multikulturalismens navn fordomsfulde racistiske og religiøse minoriteter på det grundlag, at disse fordomme er del af deres etniske og spirituelle tradition. I visse kredse synes det som om, at tradition nu er en undskyldning og et alibi for brud på menneskerettighederne.
