Der sker så mange ting i vort samfund. Gode ting men desværre også mindre gode ting. Personligt har jeg mange gode venner af forskellig etnisk baggrund og dem holder jeg naturligvis meget af.
Jeg er IKKE imod de enkelte mennesker, og slet ikke mine venner men jeg er imod de mennesker der forsøger at ødelægge vort samt med diverse besynderlige tiltag. Lad os blot nævne Hitz-ut-tharir, en grotesk og fanatisk muslimsk organisation som desværre stadig er tilladt her i Danmark, i modsætning til andre lande hvor man klart kan se hvor ødelæggende den er.
Hitz-ut-tharir skriver bl.a på deres hjemmeside:
Ifølge den islamiske terminologi er Dar al-Kufr det land, som styres
med kufr-lovene, og hvor sikkerheden ikke opretholdes ved Islam, dvs.
opretholdes ved en anden autoritet og beskyttelse end muslimernes,
selv hvis muslimerne skulle udgøre størstedelen af befolkningen.
• Dermed er det afgørende for, om landet er Dar al-Islam eller Dar
al-Kufr, ikke selve landet eller antallet af indbyggere, men landets love
og sikkerhed. Hvis landets love er islamiske og dets sikkerhed
opretholdes af muslimerne, så er landet Dar al-Islam. Hvis landets love
er kufr-love eller dets sikkerhed ikke opretholdes af muslimerne, er
landet Dar al-Kufr eller Dar al-Harb.
• Denne forståelse kommer fra hadith’en, der er berettet via Sulaiman
bin Buraida, som sagde: Profeten (saaws) sagde:
أدعهم إلى الإسلام، فإن أجابوك فاقبل منهم، وكُفَّ عنهم، ثم ادعُهم إلى التحوّل من دارهم إلى ... »
.« دار المهاجرين، وأخبرهم أﻧﻬم إن فعلوا ذلك فلهم ما للمهاجرين، وعليهم ما على المهاجرين
“... Kald dem (de vantro) til Islam, og hvis de tager imod (Islam),
så accepter det af dem og afhold dig fra at kæmpe mod dem.
Kald dem derpå til at flytte fra deres land til Dar al-Muhajirin
(immigranternes land) og fortæl dem, at hvis de gør det, så vil de
få de (samme) rettigheder, som Muhajirin har, og de (samme)
forpligtelser, som gælder for Muhajirin”. Denne hadith indikerer
underforstået, at hvis de ikke flytter fra deres land til Muhajirins land,
så vil de ikke få samme rettigheder som Muhajirin, men kun hvis de
bor i Dar al-Islam ligesom Muhajirin.
Og som om det ikke var nok siges der yderligere:
Definition af Hizb ut-Tahrir
Grundlagt 1372 e.H.- 1953 e.Kr.
Hizb ut-Tahrir er et politisk parti, hvis ideologi er Islam. Politik er partiets arbejde, og Islam er dets ideologi. Partiet arbejder iblandt og med den islamiske ummah (nation) med det formål at få ummah til at tage Islam til sig som sin sag, samt at lede denne til at reetablere Khilafah-staten (kalifatet) og styret med Allahs åbenbarede lov, så de vender tilbage til eksistens.
Hizb ut-Tahrir er en politisk sammenslutning. Det er hverken en åndelig, akademisk, uddannelsesmæssig eller en velgørende sammenslutning. Den islamiske idé er sjælen for dets krop, dets frø og dens livshemmelighed.
Årsagerne til etableringen af Hizb-ut-Tahrir
Etableringen af Hizb ut-Tahrir skyldtes efterlevelsen af Allahs (swt) befaling:
"Og blandt jer skal der være en ummah (gruppe), som kalder til det gode (Islam), og som påbyder ma’ruf (det rette) og forbyder munkar (det onde), og disse er de succesrige” (OQM. Aal-’Imran 3: 104)," (OQM. 'Al-'Imran:104).
Formålet er, at oprejse den islamiske ummah fra den ekstreme nedgangstilstand den er nået, samt at befri denne fra kufr-idéer, systemer og love, og fra kufr-staternes dominans og indflydelse.
Formålet er ligeledes at arbejde for reetableringen af den islamiske Khilafah-stat, så den vender tilbage til eksistens, for således at Allahs åbenbarede lovgivning på ny træder i kraft.
Hizb-ut-Tahrirs Mål
Hizb ut-Tahrirs mål er genoptagelsen af den islamiske levemåde samt at bære den islamiske da’wah til verden. Dette mål går ud på at få muslimerne til at leve en islamisk tilværelse i Dar al-Islam og i et islamisk samfund, hvori alle livets anliggender styres ifølge de islamiske love, og hvori livsperspektivet er Halal & Haram under en islamisk stat, som er khilafah-staten, hvori muslimerne udpeger en khalifah, til hvem de giver bai’a om at høre og adlyde, mod at han styrer med Allahs (swt) Bog og Sendebudets (saaws) Sunnah, og at han bærer Islam, som et budskab til verden gennem da’wah og jihad.
Partiet sigter efter at oprejse ummah med den sande oprejsning via oplyst tænkning, og tilstræber at bringe denne tilbage til sin forrige ærekærhed og hæderlighed, for således at den islamiske ummah river initiativtøjlerne fra andre stater, nationer og folk, og igen bliver verdens førende stat, som den tidligere var, og kommer til at politisere verden ifølge Islams love.
Partiet sigter ligeledes efter at retlede menneskeheden, og at lede ummah i kamp mod kufr, dens systemer og tanker, indtil Islam omfatter hele kloden.
Medlemskabet i Hizb ut-Tahrir
Partiet slutter muslimske mænd og kvinder til sig som medlemmer, uanset om de er arabere eller ikke-arabere, hvide eller sorte, for det er et parti for alle muslimer, og det kalder alle muslimerne til at bære Islam og adoptere dens systemer, uanset deres nationaliteter, farver og madhahib (retsskoler), idet partiet anskuer dem alle ud fra Islams anskuelse.
Måden, hvorpå partiet slutter personer til sig, er via deres bekendelse til den islamiske ’aqida, modenhed i partiets thaqafa (kulturel litteratur) samt adoptionen af partiets tanker og meninger. Det er personen selv, der trænger sig på partiet, når vedkommende sammensmeltes heri, og når da’wah vekselvirker med ham, og han adopterer partiets tanker og opfattelser. Den islamiske ’aqida og partiets thaqafa, der udgår fra denne ’aqida, er båndet, som binder partiets individer indbyrdes. Kvinders studiekredse i partiet er adskilt fra mænds. Kvinders studiekredse administreres af deres ægtemænd, maharim (ægtefæller og mænd, der er dem forbudt at giftes med) eller andre kvinder.
Hizb ut-Tahrirs Arbejde
Hizb ut-Tahrirs arbejde er at bære den islamiske da’wah for at ændre realiteten af det korrupte samfund og omdanne det til et islamisk samfund, hvilket sker igennem udskiftning af de eksisterende tanker i samfundet med islamiske tanker, således at der opstår en offentlig opinion for disse blandt folk, og at disse tanker bliver til opfattelser, der motiverer dem til implementeringen af disse, og at folk udfører hvad disse påkræver. Partiet arbejder ligeledes for at ændre samfundets følelser, så de omdannes til islamiske følelser, der medfører tilfredshed med det, som Allah (swt) er tilfreds med, og vil opildnes og medfører vrede over for det, som vækker Allahs vrede; og for at ændre samfundets forhold, for således at de bliver til islamiske forhold, der fungerer ifølge Islams love og behandlinger.
Disse aktiviteter, som partiet udfører, er politiske aktiviteter, idet partiet herigennem varetager folks anliggender ifølge Shari’ahs love og behandlinger. Dette er fordi at politik er varetagelsen af folks anliggender ifølge Islams love og behandlinger.
Det fremtrædende i disse politiske aktiviteter, er kultiveringen af den islamiske ummah med den islamiske thaqafa for dermed at sammensmelte ummah med Islam, samt at frelse den fra de korrupte verdensanskuelser, de fejlagtige idéer, de fordrejede opfattelser, og fra påvirkning af kufr-idéer og -meninger.
Ligeledes fremtræder det intellektuelle sammenstød og den politiske kamp i disse politiske aktiviteter.
Hvad det intellektuelle sammenstød angår, så manifesterer det sig ved at bekæmpe kufrs tanker og systemer, og manifesterer sig ligeledes ved bekæmpelsen af de fejlagtige tanker, de falske verdensanskuelser og de fordrejede opfattelser, ved opklaringen af deres falskhed, fremhævelsen af deres fejlagtighed, samt klargørelsen af Islams lov hertil.
Hvad den politiske kamp angår, så manifesterer den sig i bekæmpelsen af kufr-kolonistaterne for dermed at frelse ummah fra deres dominans, samt at befri denne fra deres indflydelse, og at udrydde deres intellektuelle, kulturelle, politiske, økonomiske og militære rødder og lignende fra samtlige af muslimernes lande.
Den politiske kamp manifesterer sig også ved den hårde kritik af regenterne, afsløringen af deres forræderier over for ummah og deres sammensværgelser mod denne, og at stille dem til regnskab og irettesætte dem, hvis de ignorer ummahs rettigheder, forsømmer at opfylde deres forpligtelser over for denne, negligerer nogle af ummahs anliggender, eller overtræder Islams love.
Følgelig er hele partiets arbejde politisk, hvad enten partiet befinder sig udenfor eller i styret. Partiets arbejde er dermed ikke uddannelsesmæssig, idet det ikke er en læreanstalt. Ligeledes er partiets arbejde heller ikke prædiken og vejledning. Partiets arbejde er derimod politisk, hvori Islams tanker og love leveres med det formål at blive implementeret, samt bæres for dermed at blive ført ud i livets og statens arena.
Partiet bærer Islam for at den alene bliver implementeret, og for således at Islams ’aqida bliver fundamentet for staten, og fundamentet for forfatningen og lovene heri. Dette er fordi, at Islams ’aqida er rationel, og en politisk ’aqida, hvorfra der udspringer et system, som behandler alle menneskets problemer, om end disse er politiske, økonomiske, sociale eller kulturelle osv.
Hizb ut-Tahrirs arbejdssfære
Skønt Islam er en universel ideologi, er det ikke en del af dens metode, at man fra begyndelsen arbejder for (etablering af) den på globalt plan. Kaldet til Islam skal nødvendigvis bæres universelt, samtidig med at arbejdssfæren for Islam afgrænses til en eller flere regioner indtil Islam grundfæstes heri med oprettelsen af den islamiske stat til følge.
Hele verden er egnet til den islamiske da’wah, men da befolkningen i de islamiske lande bekender sig til Islam, skal da’wah nødvendigvis starte heri. Og da de arabiske lande, som udgør en del af de islamiske lande, taler det arabiske sprog, som er Qur’anens og Hadith’ens sprog, hvilket er en essentiel del af Islam og en af den islamiske thaqafas grundlæggende elementer, er de arabiske lande det mest opprioriterede sted for leveringen af denne da’wah.
Partiets opståen begyndte og dets levering af da’wah fandt sted i de arabiske lande. Derefter begyndte partiet at udvide sin levering af da’wah på en naturlig måde, således at det strakte sig over mange af de arabiske regioner og nogle af de ikke-arabiske islamiske regioner.
Hizb ut-Tahrirs Metode
Metoden for arbejdsgangen i levering af da’wah består af shari’ah-love, som udledes fra Sendebuddet (saaws)’s Seerah i hans levering af da’wah, fordi det er wajib (forpligtende) at følge ham på grund af Allahs (swt)tale:
"I har visselig i Allahs Sendebud et godt forbillede for dem, som søger Allahs tilfredshed og succes i den Yderste Dag og ihukommer Allah meget". (OQM. Al-Ahzab:21).
"Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig. Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder". (OQM.’Al-’Imran:31).
"Alt, hvad Sendebuddet har bragt jer, skal I tage imod. Og alt, hvad han har forbudt jer, det skal I afholde jer fra". (OQM. Al-Hashr:7).
Og mange andre Qur’an-vers indikerer at det er wajib at følge og efterleve Sendebuddet, samt at godtage hvad han kommer med.
Grundet at muslimerne i dag lever i Dar al-Kufr, hvilket skyldes at de regeres ifølge andet end Allahs åbenbarede lov, så ligner deres dar Mekka i den tid, hvor Allahs Sendebud (saaws) blev sendt med Islam, og derfor er det wajib at tage den mekkanske periode i leveringen af da’wah som genstand for efterlevelse) af Sendebuddet (saaws).
Ud fra nøje studie af Sendebuddets sirah i Mekka indtil han (saaws) etablerede staten i Medina, har det vist sig at han gik igennem stadier med fremtrædende kendetegn, hvori han plejede at foretage specifikke fremtrædende aktiviteter. Ud fra dette tog partiet sin arbejdsgangs metode, sin arbejdsgangs stadier og de aktiviteter, som er wajib over partiet at udføre i disse stadier som en form for ta’assi af de aktiviteter, som Allahs Sendebud (saaws) foretog i sin arbejdsgangs stadier.
På dette grundlag har partiet fastlagt sin arbejdsgangs metode til tre stadier:
Det første: Kultiveringsstadiet for at udforme personer, der har iman på partiets idé og metode for dermed at danne den partimæssige sammenslutning.
Det andet: Stadiet for vekselvirkningen med ummah, for at få denne til at bære Islam, således at ummah tager Islam som sin egen sag og dermed arbejder på at bringe Islam til eksistens i livets arena.
Det tredje: Stadiet for overtagelsen af styret og den komplette og totale implementering af Islam, samt leveringen af denne som et budskab til verden.
Partiet påbegyndte det første stadie i al-Quds (Jerusalem) i 1372 e.H. - 1953 e.Kr. med dets grundlægger, den ærværdige ’alim (lærd), store tænker og kompetente politiker, dommeren af appeldomstolen i Jerusalem Taqi-uddin an-Nabhani, må Allah være ham nådig. Partiet plejede at beskæftige sig med at kontakte ummahs individer og fremlægge sin idé og sin metode for dem på individuelt plan. Den, som viste imødekommelse herfor, organiserede partiet i koncentreret studie i partiets kredse, for således at sammensmelte vedkommende med Islams tanker og love, som partiet har adopteret, og sådan at vedkommende blev en islamisk personlighed, der vekselvirker med Islam, samt er i besiddelse af en islamisk mentalitet og en islamisk psyke, og drager af sted for at bære da’wah til folk. Hvis personen når op på dette niveau, så trænger vedkommende sig på partiet, og her vil partiet slutte personen til sine medlemmer. Dette er akkurat som Allahs Sendebud (saaws) plejede at gøre i sit første stadie af da’wah, som varede tre år, hvor han (saaws) plejede at kalde folk individuelt, fremlæggende for dem det som Allah (swt) har sendt ham med. Den, 28 der bekender sig til iman, plejede han (saaws) hemmeligt at slutte til sin sammenslutning, på basis af denne Deen, og plejede at være omhyggelig med at lære vedkommende Islam og recitere hvad der var åbenbaret og til stadighed åbenbaredes til ham (saasw) fra Qur’anen, for således at sammensmelte dem med Islam. Han (saaws) plejede at mødes med dem hemmeligt og belære dem hemmeligt på skjulte steder, hvor de plejede at udøve deres ’ibada i skjul. Derefter blev Islam alment kendt i Mekka, og folk begyndte indbyrdes at omtale den og indtrådte i Islam i massevis.
I dette stadie fokuserede partiet sin opmærksomhed på at opbygge sin krop, forøge antallet af sine støttere samt kultivere individerne i sine kredse med den koncentrerede partimæssige thaqafa, indtil partiet formåede at danne en partimæssig sammenslutning bestående af unge, der var sammensmeltet med Islam, der adopterede partiets tanker, vekselvirkede med disse og bar dem til folk.
Efter at partiet formåede at danne denne partimæssige sammenslutning, og samfundet fornemmede det, stiftede kendskab til det og dets tanker, og til det partiet kaldte til, gik partiet videre til det andet stadie.
Det andet stadie er stadiet for vekselvirkning med ummah for at få denne til at bære Islam, at skabe almen bevidsthed og offentlig opinion i ummah omkring Islams tanker og love, som partiet har adopteret. Formålet er at ummah tager disse til sig som sine egne tanker, arbejder på at etablere disse i livets arena, samt følges med partiet i arbejdet for etableringen af khilafah-staten, udpegelsen af en khalifah for derigennem at genoptage den islamiske levemåde og leveringen af da’wah til hele verden.
I dette stadie gik partiet over til at adressere masserne på kollektiv vis, og i dette stadie plejede partiet at foretage følgende aktiviteter:
Den koncentrerede kultivering af individerne i studiekredse for at skabe vækst i partiets krop, forøge antallet af sine støttere, samt danne de islamiske personligheder, der er kompetente nok til at bære da’wah 29 og gennemgå vanskeligheder forbundet med det intellektuellesammenstød og den politiske kamp.
Den kollektive kultivering af ummah med Islams tanker og love, som partiet har adopteret, hvilket finder sted i moskéer, klubber, i form af foredrag, på offentlige forsamlingssteder, gennem pressen, bøger, løbesedler, for dermed at skabe den almene bevidsthed hos ummah og vekselvirke med denne.
Det intellektuelle sammenstød mod kufr-verdensanskuelser, systemer og idéer, de falske verdensanskuelser, fejlagtige tanker, fordrejede opfattelser gennem opklaringen af deres falskhed, fejlagtighed og deres modstrid med Islam, for således at frelse ummah fra ovennævnte og deres indflydelse.
Den politiske kamp, som repræsenteres i følgende:
A. Bekæmpelsen af kufr-kolonistater, som har dominans over og indflydelse i de islamiske lande, samt at bekæmpe kolonialismen i alle dens former, hvad enten det er intellektuelt, politisk, økonomisk eller militært, og at afsløre kolonialismens planer og at skandalisere dens sammensværgelser, for derved at frelse ummah fra dens dominans og befri denne fra ethvert spor af kolonialismens indflydelse.
B. Irettesættelsen af regenterne i de arabiske og islamiske lande, afsløringen af dem, at stille dem til regnskab, og irettesætte dem hver gang de ignorer ummahs rettigheder, forsømmer at opfylde deres forpligtelser over for ummah, negligerer nogle af ummahs anliggender og hver gang de overtræder Islams love. Dette er sideløbende med arbejdet for afskaffelsen af deres styre for at etablere Islams styre i stedet.
5. Adoption af ummahs interesser og varetagelsen af dens anliggender ifølge shari’ah-lovene.
Partiet udførte alt dette efterlevende Allahs Sendebuds (saaws) arbejde efter at han fik åbenbaret Allahs tale:
"Forkynd da åbent det, du bliver befalet og vend dig bort fra mushrikin (polyteisterne)".(OQM. Al-Hijr:94).
Idet han (saaws) offentliggjorde sit foretagende, kaldte Quraish til Safabjerget og meddelte dem at han er en udsendt profet og bad dem om at have iman på ham. Profeten (saaws) begyndte at fremlægge sin da’wah for folkemasserne, såvel som individerne. Han (saaws) stillede op imod Quraish og deres guder, verdensanskuelser og tanker, og han opklarede disses falskhed, usandhed og fejlagtighed, samt skandaliserede og førte angreb mod disse, ganske som han (saaws) førte angreb imod alle de eksisterende verdensanskuelser og tanker.
Qur’an-vers plejede at blive åbenbaret sideløbende med Sendebudets aktiviteter, disse indeholdte angreb mod det, Quraish plejede at foretage af handel med riba, begravelse af levende piger, snyd i vægten og bedrivelse af hor. Ligeledes plejede Qur’ans-vers at blive åbenbaret med angreb mod Quraishs ledere og magthaverne heri ved at latterliggøre dem, deres forfædre og deres forstand, samt kom medafsløringer af alt, hvad de plejede at planlægge af sammensværgelser mod Allahs Sendebud (saaws) og mod hans da’wah og Sahaba.
Under leveringen af sine tanker, sit modarbejde af andre idéer og politiske sammenslutninger, sit modarbejde og bekæmpelse af kufrkolonistaterne, samt i sin irettesættelse af regenterne, plejede partiet at være klar, åbenlys og udfordrende, uden at hykle, smigre, forherlige, lefle eller prioritere egen sikkerhed, og uden hensyn til konsekvenser og omstændigheder. Partiet plejede at udfordre enhver, der afveg fra Islam og dens love, hvilket har ført til at partiet blev udsat for brutal undertrykkelse, bl.a. fængsling, tortur, udvisning, forfølgelse, indskrænkning af arbejdsmuligheder, besværliggørelse af livsvilkårene, rejseforbud og drab fra regenternes side. De tyranniske regenter i Irak, Syrien, Libyen har dræbt tiere af partiets medlemmer. Ligeledes er fængslerne i Jordan, Syrien, Irak, Ægypten, Libyen og Tunesien fyldt 31 med partiets medlemmer. Ovennævnte skyldtes partiets efterlevelse af Sendebudet, forbilledet, idet han (saaws) kom med budskabet Islam til hele verden, udfordrende, åbenlys og med iman på den sandhed han kalder til. Han (saaws) udfordrede hele verden, erklærede kamp mod alle og enhver, uden betragtning til nogen skikke, traditioner, religioner, verdensanskuelser, ledere eller undersåtter. Han (saaws) tog udelukkende hensyn til budskabet Islam. Han (saaws) begyndte selv at føre angreb og kritisere Quraishs afguder, samt udfordrede dem i deres tro og latterliggjorde disse, alt imens han var ene mand, uden hjælpemidler eller støttere. Hans eneste våben var hans dybe iman på budskabet Islam, som han (saaws) blev sendt med.
Skønt partiet i sin arbejdsgang forholdt sig til at være eksplicit, åbenlyst udfordrende, begrænsede det sig til de politiske aktiviteter heri. Partiet gik ikke over til de materielle aktioner, hverken imod regenterne eller dem, der står i vejen for dets da’wah.
Partiet fulgte Sendebudets eksempel, hvor han (saaws) i Mekka begrænsede sig til da’wah, og foretog ingen materielle aktioner indtil han (saaws) immigrerede. Da deltagerne af det andet ba’ia ved ‘Aqababjerget bad ham om tilladelse til at bekrige Mina-folket med sværdet, svarede han dem med ordene:
"Vi er ikke blevet beordret med dette endnu".
Ydermere opfordrede Allah (swt) Profeten (saaws) til at være udholdende over for den fortræd han udsattes for, i stil med den udholdenhed de forrige sendebude udviste, idet Han (swt) sagde til ham:
"Sendebud er visselig blevet forkastet før dig, men var dholdende over for den forkastelse og fortræd, som de blev udsat for, indtil Vor sejr kom til dem." (OQM. Al-’An’am:34).
Partiets manglende anvendelse af materiel magt til at forsvare sig selv eller imod regenterne, har ingen relation til jihad-spørgsmålet, idet jihad er gældende til Opstandelsesdagen. Ifald fjendtlige kuffar angriber et islamisk land, er det en wajib for indbyggerne heri at uddrive dem. Medlemmerne af Hizb ut-Tahrir i det pågældende land er en del af muslimerne. De er pålagt den samme wajib som muslimerne er pålagt, vedrørende bekrigelsen af fjenden og uddrivelsen af dem, i deres egenskab af muslimer. Og ifald det forekommer at en muslimsk amir (leder) udfører jihad for at gøre Allahs ord suverænt, og indkalder folk til kamp, så imødekommer Hizb ut-Tahrirs medlemmer indkaldelsen, i deres egenskab af muslimer, i det pågældende land, hvori indkaldelsen finder sted.
Da samfundet blev fastfrossen over for partiet som resultat af at ummah mistede tillid til sine ledere og regenter, der udgjorde dens håb, og som resultat af de vanskelige vilkår, regionen var underlagt for gennemførelsen af konspirations planer, og som resultat af den tyranni og underkuelse, regenterne udøvede mod deres befolkninger, og som resultat af den brutale undertrykkelse, regenterne påførte partiet og dets medlemmer; da samfundet blev frossent over for partiet af alle de ovennævnte årsager, begyndte partiet at søge nusra (støtte) fra dem, der havde kunnen til det. Partiet søgte nusra af to grunde:
Den første: Har beskyttelse som formål, således at det evner at gå frem sikkert i sin da’wah.
Den anden: At blive ført til styret for at etablere Khilafah og implementere Islam.
Parallelt med partiets foretagelse af disse nusrah-aktiviteter fortsatte partiet med udførelsen af alle de aktiviteter, som det plejede at udføre af koncentrerede kultivering i studiekredse, kollektiv kultivering, fokus på ummah for at få denne til at bære Islam, dannelsen af den offentlige opinion hos denne, bekæmpelsen af kufr-kolonistater, samt afsløring af deres planer og skandalisering af deres sammensværgelser, hård kritik af regenterne, adoption af ummahs interesser, samt varetagelsen af dens anliggender. Partiet fortsætter med alle disse aktiviteter med forhåbning om at Allah (swt) virkeliggør succes triumf og sejr for partiet og den islamiske ummah, og til den tid vil de troende fryde sig over Allahs sejr.
Er der mere at sige? Burde en sådan samfundsomvæltende organisation ikke forbydes? Ifølge Den Danske Grundlov's kapitel VII paragraf 67 står der følgende:
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden..
Og dette burde da være tydeligt nok at ovennævnte forening gør!
Hvorfor er det lige at regeringen ikke kan tage sig sammen til at opløse Hizb-ut-tahir for er der noget den burde blive ja så er det da opløst.
