På Berlingske Tidende er der i øjeblikket en reklame med Anders Samuelsen, der frisk og solbrændt sidder i sin røde autobil med armen ud af vinduet, mens han fortæller os at det er uanstændigt at 60 årige kan gå på betalt golfferie på skatteydernes penge, mens man skærer i børnechekken og lader syge mennesker vente lidt længere på en behandling på sygehuset.
I Anders Samuelsen og Liberal Allicances optik er efterlønnen blevet til en millionærløn for de forkælede raske, der ikke gider at arbejde mere i stedet for at være det efterlønnen retteligt er, for langt de fleste - Nemlig en måde at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet med værdighed på, fordi man evt. har arbejdet siden man var 14 i hårdt fysisk arbejde, eller fordi man af andre årsager er slidt ned.
At Christiansborg politikere, og levebrødspolitikere, med Danmarks fleste og længste ferier og med fuld løn for alle ferier ikke kan fatte det, det er uanstændigt og det betyder at der er alt for mange Christiansborg politikere og levebrøds politikere der har mistet kontakten til den fysisk hårdt arbejdende del af befolkningen.
De efterlønnere der bruger deres efterløn til at spille golf, er de efterlønnere der har tjent så meget gennem et langt liv, at de har pensionen at forsøde deres liv med og altså også råd til at køre til golfklubben for at holde sig i god form i alderdommen. Hvorfor golf, der er en glimrende facon at holde sig i form på, skal lægges for had, fatter jeg i øvrigt ikke. Jeg er ikke selv interesseret i at spille golf og jeg kender heller ikke nogen der gør det, men jeg har da med glæde set flere film om golf og forstår at det indeholder en god travetur i naturen med underholdning.
Hvad jeg finder uanstændigt misbrug af skatteydernes penge, det er ministerpensioner og nogen gange op til flere ministerpensioner til det samme folketingsmedlem, udbetalt efter afgang, selvom den afgåede minister stadig arbejder velbetalt i enten folketinget eller i en anden stilling hvor det netop ofte ses at det er en fordel at have arbejdet i folketinget.
Hvad jeg også finder uanstændigt, det er at den samme Anders Samuelsen, der allerede nu som ung mand, får en EU pension for at have ”arbejdet” i EU i en periode. En periode hvor han i øvrigt befandt sig i Danmark for at føre valgkampagne for Ny Alliance, selvom han burde have været til stede i EU og gjort sig fortjent til den ualmindelige gode løn man får i EU, ligegyldigt om man indfinder sig eller udfører et stykke arbejde eller ej.
Anders Samuelsen bør fralægge sig sin forkælede og skringre attitude til efterlønnen – Og det bør han især fordi det netop var det parti han var medlem af tidligere, DRV, der stjal den pensionsfond alle de nuværende og kommende pensionister havde sparet op til. Pensionsfonden blev lagt som garant for den Euro et flertal i Danmark ikke vil have, og i øvrigt påstod man tidligere under en S styret regering at kildeskatten skulle være med til at betale efterlønnen.
Vi har verdens største moms, så mon ikke efterlønnen og folkepensionen har været betalt mange gange gennem momsen?
Vi der følger med, er forargede over at Afrika Kommissionen rejser 44 gange til det fattige Afrika på Bussiness Class til mere end en million – At folketingsmedlemmer tager på dyre ferier med ægtefæller og børn til alverdens eksotiske lande på folketingets regning - At DR direktøren kun får en tilrettevisning for at bespise sine private gæster for mellem 1600 og 1700 kr til et Michelinstjernet måltid, selvom grænsen går ved de 600 kr og så er vi forargede over at unge folketingsmedlemmer modtager overdådige minister - og EU pensioner, for at have klokket sig igennem en elendig ministerperiode, som ingen af dem der skal betale regningen via skatten har været taknemmelige for.