Anders Samuelsen advarer kraftigt mod flertal med V og DF

Danmark vil ende som en økonomisk »tabernation«, hvis Venstre og Dansk Folkeparti får flertal efter næste valg, advarer Anders Samuelsen

Torben Mark Pedersen,

20/04/2013

Danmark vil ende som en økonomisk »tabernation«, hvis Venstre og Dansk Folkeparti får flertal efter næste valg, advarer Anders Samuelsen.

V og DF har i en enkelt måling fra YouGov stået til 50,1 procent af stemmerne, men ligger i Berlingskes Barometer på 48 procent og er dermed tæt på at have flertal i et gennemsnit af de politiske målinger.

»Venstre vil ikke have en chance for at føre liberal politik, hvis de får flertal med DF. Så vil Danmark fortsætte derouten, og vi vil ende som en tabernation. Vi er i forvejen et af de lande, som har klaret sig ringest målt på vækst, siden finanskrisen indtraf, og det vil bare fortsætte,« siger Anders Samuelsen, som frygter for stilstand i reformpolitikken, fordi Dansk Folkeparti ikke vil tillade, at Venstre sænker skatten og størrelsen af den offentlige sektor.