“Jeg hader de venstreorienterede. Giv dem Fyn og lad ordentlige mennesker have resten af landet i fred. Det er godt nok synd for alle de ordentlige mennesker på Fyn, men nogen må ofre sig, for jeg holder dem simpelt hen ikke ud længere…
Allerede i skolen stak de deres røde næser ind i virkeligheden og ødelagde et nærmest pletløst system af undertrykkelse og straf. Som virkede! Fordi eleverne var bange for lærerne og følgelig ikke turde lade være med at lære noget. men så kom de venstreorienterede og fuckede op… konsekvenserne var til at føle på: Jeg lærte aldrig at save i træ, og madlavning lærte jeg kun, fordi jeg opdagede, at de venstreorienterede piger var vilde med fyre, der kunne lave mad.
Og dét var problemet. De venstreorienterede piger har altid været langt sødere og klogere end de højreorienterede. Og smukkere! Meget smukkere. Og meget mere friske på at prøve lidt af hvert med andre venstreorienterede, hvilket var en udfordring, som ret let kunne løses ved at lade, som om man var venstreorienteret. Så det gjorde jeg. Og det er ret let. Man skal bare jamre og sige, at det synd for alle andre også. Men mest af alt skal man bare jamre. Så hopper de venstreorienterede på det. Fordi hele det venstreorienterede verdensbillede er baseret på antagelsen af, at det generelt er synd for alle, hvis blot man leder længe nok efter det. Og når man jamrer, behøver de jo ikke at lede særlig længe. Nøj, hvor jeg jamrede. Og nøj, hvor det virkede. Og med tiden lærte jeg at gå som de venstreorienterede, klæde mig som de venstreorienterede, spise som de venstreorienterede og tale som de venstreorienterede. I 1978 meldte jeg mig således ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom, som sandsynligvis er de dummeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Men der var en pige, der hed Anna, som var usandsynlig smuk, og hun var i DKU, og jeg var lige ved at tage med på skoling i Chemnitz, der dengang hed Karl-Marx-Stadt og lå nede i DDR, som var et land proppet med venstreorienterede.
Men heldigvis opdagede jeg, at Anna lå i med lokalformanden, og jeg meldte mig straks ud. Ellers var jeg måske blevet én af dem. Jeg var senere med skolen i Berlin og besøgte da den venstreorienterede del, hvor intet fungerede ud over vejret, der var overskyet.
Men de ordentlige folk i Tyskland vandt heldigvis, og DDR og gråvejret forsvandt. Desværre forsvandt de danske venstreorienterede overhovedet ikke. De jamrede videre gennem 1990′ erne og 00′ erne, og de jamrer fortsat. Det er ligesom deres kernekompetence, indlært gennem lange pligt-og ansvarsfri tilværelser i velourklædte enklaver befolket af ligesindede, fuldt optaget af at bekræfte sig selv og hinanden i, at det er synd – og det er de andres skyld. Og at nogen burde gøre noget. I morgen.Eller en af de nærmeste dage. For hvor er det dog synd. Og stakkels dem. Og Afrika. Og dyrene. Og de små børn… Og det allerværste er, at de nu tror, jeg er en af dem. Jeg har været iblandt dem så længe og levet med dem i en grad, at jeg selv kommer i tvivl nogle gange. Jeg sad i Aftenshowets venteværelse nede i Nyhavn i tirsdags og ventede på at komme i fjernsynet… det var selvsagt de venstreorienterede, der sad ved siden af mig og blinkede indforstået til mig og var søde ved mig og holdt af mig. Og jeg kunne mærke, at jeg blev glad, og det er en frygtelig følelse, for det er sådan, de får én ned med nakken. Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten spurgte endda, om jeg ville med udenfor? Hun skulle bare ryge, men alligevel… Og Anne Marie Helger, der er meget venstreorienteret og uhyggeligt sød, gav mig et knus og inviterede mig over til sit sommerhus på Bornholm, og jeg måtte sidde længe ude i min store firehjulstrukne Volvo XC90 bagefter med neglene boret ned i hånd-fladerne, før jeg fik sødgrødsfornemmelsen ud af kroppen igen.“
Kilde: http://www.uriasposten.net/
