Alternativet og Nationalpartiet: to modsætninger på den værdipolitiske venstrefløj
Dette essay er tilegnet de af brugerne på 180grader, der sætter oplysning højere end ønsket om at bevare deres egne fordomme, og som rent faktisk ønsker at blive klogere på, hvad der foregår på den venstrefløj, som de ikke nødvendigvis bryder sig særlig meget om. I det følgende vil jeg forsøge at gennemgå nogle ligheder og især forskelle mellem Alternativet og Nationalpartiet. De to partier er begge relativt nye på den politiske scene, men som vi skal se har de vidt forskellige udgangspunkter.
Blandt de to partiers få fællestræk kan nævnes at de begge er startet som protestpartier og at ingen af dem er socialistiske i deres udgangspunkt (i den forstand at ingen af dem tager udgangspunkt i en eller anden form for klassekampsanalyse) på trods af deres tilhørsforhold til den værdimæssige venstrefløj. Nationalpartiet har erklæret at de er et socialliberalt parti, mens Alternativet er et parti, der er gået uortodokse veje i deres forsøg på at udvikle en helt ny ideologi, der centrerer sig om bæredygtig udvikling. I nedenstående har jeg valgt at betegne denne ideologi som alternismen.
Indledningsvis bør det nævnes at de to partier udspringer (og tildes henvender sig til) to forskellige befolkningssegmenter. Alternativeter, måske ikke overraskende, på mange måder virkeliggørelsen af visionen om den kreative klasses parti. Partiets modpol i det politiske establishment er det Radikale Venstre, som Uffe Elbæk forlod fordi det var blevet for topstyret og (det sidste er blevet stadig mere klart når man har fulgt partiets udmeldinger) et redskab for den stadig stærkere djøf’isering af det politiske liv, som er Alternativet inderligt imod. Nationalpartiet er derimod først og fremmest rettet imod at give et demokratisk talerør til den
generation af nydanskere (primært af Mellemøstlig oprindelse) der er vokset op i skyggen af Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis italesættelse af dem som uønskede.
Som følge heraf er der også store forskelle på den måde, de to partier er organiseret på. Nationalpartiet, der oprindeligt er blevet grundlagt som et familieforetagende, er således både karakteriseret ved at det er stærkt topstyret og ved at det er orienteret mod nogle få mærkesager (afskaffelse af 24-års reglen tilknytningskravet; ingen forbud mod religiøse
symboler; bedre kvalitet i folkeskolen, mindre bureaukrati og flere varme hænder i sundhedsvæsenet). Denne struktur (der fuldstændig synes at kopiere politikforståelsen hos Dansk Folkeparti) giver en frihed til at komme med dagsaktuelle politiske meldinger, der ikke behøver at være afstemt med et kæmpe politisk bagland på forhånd.
Alternativets politik er derimod organiseret ud fra en bottom-up proces, der sigter på at sikre maksimal transparens og deltagerinddragelse i politikudviklingen. Ifølge partiets egne medlemsundersøgelser (der karakteristisk nok er at finde på Alternativets hjemmeside – ingen hemmelig fokusgruppeinterviews her) rangerer en ’ny politisk kultur’ som den næsthøjeste af partiets mærkesager (efter bæredygtighed) og processerne omkring partiets politikudvikling er stærkt informeret af medlemmernes egen ekspertise og praktiske erfaring med at bruge forskellige (rundskreds)pædagogiske tiltag til at gøre politik til en kollektiv læringsproces. Man
skal imidlertid ikke tage fejl af denne lidt hippieagtige tilgang. Adskillige af partiets medlemmer kommer fra den mere kreative del af det private erhvervsliv og alternisterne adskiller sig fra den mere traditionelle antiautoritære (socialistiske) venstrefløj ved at de ikke er bange for at udøve magt, når det virkelig gælder. Det sidste blev eksempelvis illustreret med Klaus Riskjærs hurtige eksklusion efter blot otte dage medlemskab..
De to partiers forskellige organisationsform (og motiverne bag dem) har en række konsekvenser for den måde, de søger at agere på i den offentlige debat. For Nationalpartiets vedkommende er den politiske energi først og fremmest drevet af ønsket om et opgør med den stigmatisering af indvandrere og (i særdeleshed) muslimer, som man mener sig udsat for gennem mange år.
Partiet er stiftet og drevet af vrede unge mænd med indvandrerbaggrund, der ikke er blege for at bruge præcis de samme beskidte populistiske kneb som ’Moderpartiet’ (dvs. Dansk Folkeparti) har brugt mod dem i årevis. Det er heller ikke så vigtigt præcist, hvad der bliver sagt, så længe det lykkes for partiets talsmænd at føre kampen ind i fjendes lejr (dvs. give Dansk Folkeparti,
og andre udlændingestrammere , nogle retoriske par over snuden). Eftersom partiet primært henvender sig til et vælgersegment bestående af utilfredse nydanskere er vurderingen formentlig at man kun vil vinde på enhver konfrontation med DF uanset hvor beskidt den bliver. Omvendt er vurderingen i ’Moderpartiet’ formodentlig, at man ikke har noget som helst at vinde ved en konfrontation med Nationalpartiet. Siden Thulesen Dahls magtovertagelse har DF søgt at relancere sig selv som et ’ansvarligt’ parti og taget en hvis afstand til partiets fortid som protestparti. Det er imidlertid en strategi som Nationalpartiet i allerhøjeste grad er kommet på tværs af. Dels fordi det er vanskeligt for DF at svare igen på Nationalpartiets hårde angreb uden at forfalde til den samme populistiske stil, som de til dels har søgt at distancere sig fra. Og dels
fordi partiet uforvarende på forhånd er kommet til at stække sig selv ved at invitere Yahya Hassan med til deres julefrokost. Hvis man i kølvandet herpå forsøgte at lancere en kampagne, der søgte at stemple Nationalpartiet som forklædte islamister (en strategi der tidligere har ødelagt karrieren for politikere som Mona Sheik, Sherin Khankan og Asmaa Abdol-Hamid) ville det meget hurtigt komme til at fremstå utroværdigt. – og måske tværtimod ende med at gavne
Nationalpartiet. Med dette i mente burde det næsten være overflødigt at tilføje at Yahya Hassans kandidatur passer som fod i hose i Nationalpartiets politiske strategi, og at det gør partiet i stand til at udøve fortsat skade på DFs image uagtet om det kommer i Folketinget eller
ej (i hvert fald så længe Yahya Hassan bliver inviteret i tv for at sige sin mening).
I forhold til Nationalpartiet er præmisserne for Alternativets optræden i den offentlige debat imidlertid radikalt anderledes. En del af partiets politiske energi kommer fra en træthed over den politiske mudderkastning, der i de senere år er blevet en stadig større del af ’Spinokratiet’, og som har betydet at den politiske substans har fyldt mindre og mindre i den offentlige debat. Som konsekvens heraf har alternister opsat ’dogmeregler’ for deres deltagelse i offentlige diskussioner, hvoraf den vigtigste er at man skal tale sine politiske modstandere op, i stedet for at rakke dem ned. Partiets profil indeholder således en stærk antipopulisme (i egentlig forstand)
og dets debatkultur er styret af noget så gammeldags som et oplysningsideal. Denne cocktail gør at partiets ordførere formodentlig vil få svært ved at svare konkret på de fleste spørgsmål fra klassiske Christiansborgjournalister. Her overfor vil de fleste alternister imidlertid konkludere at det er Christiansborgjournalisterne (og den debatkultur, de repræsenterer) som der er noget galt med. Netop dette forhold gør det på én gang både nemt og vanskeligt at fange alternisterne på det forkerte ben. Nemt fordi de hurtigt kan komme til at skulle æde deres ord omkring et givet emne, men vanskeligt fordi alting er en proces. Når det er sagt repræsenterer Alternativet, med deres brug at politiske laboratorier og ideen om skabelsen af en ’fjerde sektor’ der kombinerer det bedste fra den private, offentlige og frivillige sektor, noget så sjældent som et forsøg på ægte ideologisk nytænkning på den danske venstrefløj. Som sådan har Alternativet formået at skabe kant ikke bare til regeringens corydonisme, men også til de mere traditionelle socialistiske partier. Partiets eneste store minus i den sammenhæng er at en stor del af dets kandidater i sagens natur er uprøvede og at Cirkusdirektøren for det hele næppe er den store billetsælger.
Omvendt skal man heller ikke undervurdere Elbæks underspillede stil. Denne fejl begik Henrik Dahl (der ellers er en erfaren debattør og nu stiller op for Liberal Alliance) for nylig, da han i en udveksling med Elbæk uintenderet endte med at fremstå som benægter af menneskeskabte klimaforandringer fordi han åbenbart var blevet forledt til at tro at Alternativets visioner om bæredygtighed bundede i en forestilling om manglende ressourcer (her: olie) fremfor overvejelser over konsekvenserne af den belastning, vores levevis påfører klodens økosystemer.
Sluttelig kunne det måske være værd at overveje, hvad der ville ske, hvis ét af de to partier rent faktisk gik hen og fik politisk indflydelse. Hvad angår Nationalpartiet er det her tydeligt at partiets
eksistensberettigelse er ret entydigt forbundet med et opgør med den stramme udlændingepolitik. Skulle den af en eller anden grund forsvinde, og skulle DFs indflydelse på området blive stækket, vil Nationalpartiet komme ud i den samme type problem som ’Moderpartiet’ ville geråde i, hvis islamismen pludselig forsvandt som en betydende international politisk kraft. Omvendt må man sige at netop Nationalpartiet er det parti på venstrefløjen, der har det bedste forudsætninger for at føre et sådant opgør i gennem på sigt. Qua partiets personsammensætning signalerer Nationalpartiet en autenticitet på området, som de andre venstrefløjspartier ikke har. Forestiller man sig en situation (der dog næppe er realistisk, når man betragter det segment, der traditionelt stemmer på venstrefløjen), hvor Nationalpartiet gik ind og erstattede SF og Enhedslisten som SR-regeringens parlamentariske grundlag, ville partiet formodentlig kunne stemme for enhver finanslov , hvis man fik nogle lempelser
på udlændingepolitikken til gengæld. Hvad en sådan situation så ville betyde for Socialdemokraternes forhold til deres vælgere er selvfølgelig en anden sag.
I modsætning til Nationalpartiet er Alternativets visioner derimod af en karakter, der på sigt kan transformere dansk politik på en række områder, hvis de får magt som de har agt. Alternativets vision om en stor fjerde sektor bestående af selvejende non-profit organisationer, hvis primære
drivkraft er de ansattes engagement i eget arbejde, kunne eksempelvist være et interessant kompromis i diskussionen om udliciteringen af offentlige opgaver. Man kunne man bl.a. forestille sig fjerde sektor plejehjem , der dels er selvejende og dels er indrettet vidt forskelligt alt efter beboernes behov og de ansattes visioner. Nogle plejehjem er måske indrettet til folk der gerne vil have kæledyr og har tilknyttet en veterinærsygeplejerske til stedet, der sørger for dyrenes fysiske velbefindende i det omfang beboerne er ude af stand til at gøre det selv. Andre er indrettet med en liberal rygepolitik a la Thyra Franks. Den største effekt Alternativet kan have på sigt er imidlertid, hvis det på en eller anden måde kan lykkes dem at sætte dagsorden for et fremtidigt forvaltningsregime (som et opgør med New Public Management), der både er baseret på partiets visioner om fjerde sektor-organisationer, crowd sourcing, politiske laboratorier og brugen af eksperimentalzoner. En sådan udvikling vil både kræve aktiveringen af en anden
form for ekspertise end den, der traditionelt udgår fra statskundskabsstudierne og ’hjælp’ fra mere etablerede partier, der selv er blevet trætte af den udvikling som alternisterne forsøger at gøre op med.
