I et debatindlæg i Politiken onsdag 20.3. tager overborgmesteren til genmæle på Enhedslistens vegne, fordi jeg har kaldt det en katastrofe, hvis Enhedslisten får mere magt i København efter kommunalvalget. Min brøde var også, at jeg har tilladt mig at efterlyse et klart signal fra Frank Jensen, så Københavns borgere inden valget ved, hvordan han og Socialdemokraterne vil forholde sig, hvis Enhedslisten får så stor fremgang, som en meningsmåling viste forleden.
Det svarede han aldrig på. Men nu får vi så svaret - i form af overborgmesterens ridderlige forsvar af Enhedslisten.