LEDER: Borgerlige danskere kan have mange grunde til at stemme på eller være medlem af Venstre eller de Konservative: De kan mene, at det på langt sigt er de to partier, som bedst kæmper for borgerlige synspunkter - selvom det for tiden måske er svært at se. De kan føle sig kulturelt mest hjemhørende der. Eller der kan være bestemte personer hos Venstre eller de Konservative, som de har tillid til og ønsker at støtte.
Men selvom man er nok så meget knyttet til et af de gamle, borgerlige partier, så bør udsigten til et Liberal Alliance, der kommer over spærregrænsen, alligevel vække glæde. Godt nok henter Liberal Alliance de fleste vælgere hos Venstre og de Konservative, men efter ni år med VK-regering bør det også stå klart for alle borgerlige, at det er uhyre begrænset, hvor meget reel borgerlig-liberal reform-politik der bliver ført, hvis der ikke er et parti med afgørende indflydelse på regeringens overlevelseschancer, som kræver det.
Venstre og de Konservative fører ikke af sig selv den af borgerlige kernevælgere efterspurgte politik, fordi begge partier hellere vil trække stemmer over midten ved slavisk at følge en tandløs midterkurs. Oven i har regeringen så Dansk Folkeparti, der kræver, om ikke Danmark tilbage til Ejderen, så i hvert fald velfærdspolitikken tilbage til Anker Jørgensens 70'ere: De, der i forvejen får af velfærdsstaten, skal gives endnu mere.
Uanset om man har nok så meget (gammel) kærlighed til Venstre og de Konservative, bør man derfor hilse det velkomment, hvis et selvbevidst Liberal Alliance i forhandlingerne på Christiansborg kan danne modvægt til VK-vælgerleflen og Dansk Folkeparti og få gennemført noget af den politik, som både Venstre og de Konservative gik ind for, før de dannede regering sammen. Man bør også kunne se en fordel i, at den latente trussel om, at borgerlige kernevælgere vil forlade Venstre og de Konservative i protest mod midterkursen, vil begrænse de to partiers villighed til at ignorere netop disse vælgere i kampen for popularitet hos andre vælgersegmenter.
For ærligt talt - uanset om det er rigtigt eller ej, at en borgerlig regering skal føre socialdemokratisk politik for at blive genvalgt, så må spørgsmålet være: Hvad godt er der ved at have regeringsmagt, hvis man alligevel skal føre de andres politik?
Men selvom man er nok så meget knyttet til et af de gamle, borgerlige partier, så bør udsigten til et Liberal Alliance, der kommer over spærregrænsen, alligevel vække glæde. Godt nok henter Liberal Alliance de fleste vælgere hos Venstre og de Konservative, men efter ni år med VK-regering bør det også stå klart for alle borgerlige, at det er uhyre begrænset, hvor meget reel borgerlig-liberal reform-politik der bliver ført, hvis der ikke er et parti med afgørende indflydelse på regeringens overlevelseschancer, som kræver det.
Venstre og de Konservative fører ikke af sig selv den af borgerlige kernevælgere efterspurgte politik, fordi begge partier hellere vil trække stemmer over midten ved slavisk at følge en tandløs midterkurs. Oven i har regeringen så Dansk Folkeparti, der kræver, om ikke Danmark tilbage til Ejderen, så i hvert fald velfærdspolitikken tilbage til Anker Jørgensens 70'ere: De, der i forvejen får af velfærdsstaten, skal gives endnu mere.
Uanset om man har nok så meget (gammel) kærlighed til Venstre og de Konservative, bør man derfor hilse det velkomment, hvis et selvbevidst Liberal Alliance i forhandlingerne på Christiansborg kan danne modvægt til VK-vælgerleflen og Dansk Folkeparti og få gennemført noget af den politik, som både Venstre og de Konservative gik ind for, før de dannede regering sammen. Man bør også kunne se en fordel i, at den latente trussel om, at borgerlige kernevælgere vil forlade Venstre og de Konservative i protest mod midterkursen, vil begrænse de to partiers villighed til at ignorere netop disse vælgere i kampen for popularitet hos andre vælgersegmenter.
For ærligt talt - uanset om det er rigtigt eller ej, at en borgerlig regering skal føre socialdemokratisk politik for at blive genvalgt, så må spørgsmålet være: Hvad godt er der ved at have regeringsmagt, hvis man alligevel skal føre de andres politik?
