All inclusive samfundet

I artiklen ”All inklusive – Nej tak!” her på 180 grader sammenligner Laura Lindahl den 28/7 meget rammende den danske velfærdsmodel i dens nuværende form med charterrejse-konceptet all inklusive. I begge modeller slipper brugerne for at tage et ansvar, men er alligevel sikret i alle ender kanter. Til gengæld har vi ingen indflydelse eller mulighed for at få netop det, der passer til vores individuelle behov, men må tage til takke med en standardløsning, der er ens for alle. Forskellen er blot, at samfundsmodellen er obligatorisk for alle, mens man frit kan vælge en anden ferieform – den mulighed benytter 85%! Det, at vi mister vores personlige frihed, er imidlertid ikke det eneste problem ved de to modeller. De gør også noget ved vores mentalitet. Ved en fri ferie sprudler vi at virkelyst og oplevetrang. Vi kommer hjem berigede af mødet med andre kulturer og gode oplevelser. Ved all inclusive er vi bundet til pool- og barområdet, hvor vi æder is og drikker øl i langt større omfang, end vi egentlig bryder os om, og især end vi har godt af. Vi gør det alligevel, for jo mere vi fylder os, jo mere får vi for de penge, vi har betalt. All inklusive gør også noget ved vores humør. I stedet for at glæde os over alt det, vi får, bliver vi sure og negative, når der er noget, vi ikke kan få. All inklusive konceptet fordrer også, at hotellerne ændrer adfærd. I stedet for at være serviceorienterede, så vi bliver glade og køber mere, må de bruge allehånde mekanismer for at lægge en dæmper på forbruget, så det ikke går helt grassat: Ventetid, dårlig service og dårlig kvalitet m.v. Samtidig må hotellerne indarbejde systemer til kontrol og overvågning for at sikre, at vi ikke får noget, der ikke er omfattet af all inklusive, og at der ikke er nogen, der sniger sig ind under ordningen uden at være berettiget til det. I en fri ferie er der derimod intet behov for kontrol og overvågning eller for andre mekanismer end markedsmekanismerne til at regulere forbruget. Vi kan frit vælge lige præcis den sammensætning, der optimerer vores helt individuelle præferencer. Det kan godt være, at vi må undvære den sidste øl ved poolen eller måske endda poolen for at få råd til at besøge et museum, men hvad gør det, for glæden bliver stor, når valget er frit. Desværre rummer all inklusive samfundsmodellen ingen mulighed for at vælge noget andet. Resultatet er tydeligt: Utilfredse borgere, der vogter nidkært over, at de får alle de ydelser, de har ret til, ikke fordi de har behov, men alene fordi de har ret. Derfor er samfundet nødt til at lægge en dæmper på efterspørgslen i form af ventelister, visitation til ydelser, langsom sagsbehandling og dårlig service m.v. Det er imidlertid ikke nok til at begrænse forbruget og misbruget, så kommunerne ønsker sig fortsat flere muligheder for at kontrollere og overvåge borgerne langt ind i privatlivet for at bekæmpe socialt bedrageri.