Når man - som jeg - har passeret en vis alder, så forventes det jo, at man bliver en lykkelig pensionist med indkomst fra det offentlige og eventuelle pensionsordninger. Måske endda "på arbejdmarkedet" med efterløn.
Så er det, at opleves lidt surt, når man nu ikke synes, at frivilligt arbejde er lige så indholdsrigt og tilfredstillende som betalt arbejde. Det er ikke kun de penge - selvom penge jo ikke er at foragte - der udbetales ved betalt arbejde, der gør det attraktivt at arbejde for betaling. Det er, at nogen er villig til at betale for min arbejdskraft, der giver en tilfredsstillelende indstilling til arbejdet.
Faktisk har mange overvejelser i den senere tid, fået mig til at komme frem til den konklusion, at vores tilbagetrækningsalder - i det mindste for mig - er latterlig lav, og fuldkommen ude af trit med min opfattelse af et lykkeligt liv.
Det kan godt være, at jeg er priviligeret, fordi jeg ikke er “slidt” ned, for det er jeg overhovedet ikke. Jeg har været på arbejdsmarkedet i ca. 50 år, med en pause på 8 år da jeg var i tyverne, og startede en noget sen uddannelse på Danmarks Tekniske Universitet (færdiguddannet som 34 årig), og man arbejder jo ikke som studerende.
Er jeg så alene om at have det sådan, tjaaa….
En del af min omgangskreds udtaler sig meget positivt om, at det er herligt at “eje sin egen tid”, og det er netop tanken om at holde op med at arbejde, som har stået som målet for dem i efterhånden mange år.
Nu skal man høre efter, hvad mennesker selv siger, og tro dem på de ord de udtaler omkring emnet. Alligevel vil jeg nu tvivle på, at de alle er helt sikker på det, de siger, da jeg ser nogle lidt underlige reaktionsmønstre hos nogle af mine bekendte.
Jeg vil i flæng omtale nogle at disse.
En nær bekendt har i de sidste tredive år været førtidspensionist (invalidepensionist), men taler mest om sit “arbejde”, som består i 2 timers undervisning på aftenskolen om vinteren (jeg har i øvrigt aldrig bemærket mig restriktioner på hendes liv, selvom hun har haft “ ondt i ryggen” i tredive år). En anden har nærmest, efter et meget hårdt og opslidende livsværk, fået sig etableret som nærmest fuldtidsbørnehave for sit ene barnebarn (og klager over omfanget), vedkommende udtrykker en helt overstadig glæde ved at være gået på efterløn (fyret fra sit arbejde på 60-årsdagen). En tredie har slået sig på at lave kunst, og fylder hele sit og vores andres liv op med omtale af sit kunstneriske liv. En fjerde er fuldkommen manisk med at lave håndværksmæssige ting for sig selv og sine børn, så hele deres liv er fyldt op med at perfektionere de fysiske omgivelser.
Jeg møder en del, der - ligesom jeg - laver frivilligt humanitært arbejde for andre, jeg synes at der i meget af det vi siger ligger at de osse hellere ville lave noget, som var af en sådan værdi, at nogen ville betale penge for det.
Det er ikke for at være dommer over deres liv, men det kan ikke undgås, at det vækker mine tanker omkring emnet. Jeg er da sikker på, at der findes mennesker, som er glade og tilfredse med deres liv som pensionister, men jeg synes der er meget langt mellem at jeg møder dem.
Jeg hører også, at vi har et stort problem med - især mænd - som sidder derhjemme og faktisk aldrig kommer ud. Når man - som jeg - tror, at vi mennesker er sociale væsner, og vi har brug for daglige interaktion med andre mennesker, så virker det trist, at der er ældre mennesker, som ikke kan overkomme deres egen hæmninger og komme ud blandt andre mennesker.
Jeg har ikke løsninger til alle disse tanker, men jeg kunne ønske, at specielt de private firmaer tænkte lidt over, om man måske kunne bruge nogle af os “gamlinge” til opgaver, som trænger til at blive løst, uden at skulle fastansætte unge friske kræfter. Måske skulle man tænke mere over nogle seniorordninger, hvor man kunne udnytte, at vi “gamle” faktisk bærer en god portion erfaring og omtanke med os.
De "nedslidte" kunne vel sagtens klare arbejde, som ikke nødvendigvis involverede deres slidte kropsdele. Det skulle vel være muligt at sidder på en stol, selvom man havde stået i forretning i mange år.
Det ville også være ret godt, hvis regeringen begyndte at tænke i mere fleksible regler og aftrædelsesordninger for os “gamle”, så vi kunne bevare tilknytningen til erhvervslivet i længere tid, selv tjene nogle penge og have et bedre liv.
Det er jo uomtvisteligt at f.eks. efterlønnere ikke har nogen som helst tilskyndelse til at påtage sig noget arbejde (det var jo netop for at få menneskene væk fra arbejdsmarket den blev indført). Som folkepensionist er der dog lidt tilskyndelse til lønnet arbejde, men ikke meget.
