Al den snak om kvinders mangel på indflydelse!

   Da jeg i sin tid begyndte at tage mig af kvinders forhold i samfundet skrev jeg følgende vers

Qda Plydsmaas,

15/04/2010

   Da jeg i sin tid begyndte at tage mig af kvinders forhold i samfundet skrev jeg følgende vers.
                                         Mænd er hovne udenpå
                                         Indeni – forsagte,
                                         Det er som om de ikke er
                                         Rigtig – gennembagte.
                                         Deres spændte, stramme skind
                                         Revner hvis du presser,
                                         Mænd er blevet pustet op
                                        Og overfladen kradser,
                                         MEN!
                                        Vi har alle sammen blæst
                                        En smule i ballonen
                                        Derfor har vi alle sammen
                                         Ansvar for faconen!
  Jeg deltog også i det der blev kaldt kvindefrigørelsen, men ikke ret længe. Det gik nemlig hurtigt op for mig at det var gale skinner den frigørelse kørte på.
  Alt for mange kvinder ville være – som mænd! Og det var efter min mening en meget dårlig løsning. Det man kaldte kvindefrigørelse blev en fjollet dyst om hvem der skulle tage opvasken og passe børnene. De blev en gang legen far, mor og børn som man bare vendte på hovedet. Og sådan har det fortsat i mange år, med det triste resultat at alt fortsatte på samme måde uden egentlige ændringer. Ingen af de to køn vidste hvad det var de ville – altså bortset fra det med at lege far, mor og børn, og nu drejer det sig om at få flere kvinder til at bestride forskellige magtpositioner, endda med kvoter. Jamen for pokker, det er jo ingen løsning. De kvinder som maser sig frem har for længst tillagt sig de samme holdninger som mænd har benyttet i mange, mange år med det sørgelige resultat at vi er ved at drukne i forbud og der bliver stadig flere og flere og flere. Både forbud og mennesker. Der er intet nyt i at tælle ofrene for den tossede måde mennesker har indrettet sig på, når man fortsætter på de samme skinner i en højhastigheds fart som gør at beslutningerne bliver taget på løse og ofte fejlagtige grundlag. Vi kører bare avet om og det går alt for stærkt. Jeg ved godt at mange nu vil sige at de skam undersøger og vurderer alt inden de beslutter noget. Det gør de også, men det er de samme fastlagte metoder der bruges, og der er stadig tale om magtbegær og mangel på humor og livsvisdom!
    Der findes ingen brugsanvisning på livet, selvom adskillige vil bilde os ind at de skam ved hvad deres nabo har godt af. Det gør de ikke!
    Hvert eneste menneske spiller hovedrollen i sit eget liv, hvert eneste liv har sin egen historie, som er mere eller mindre dramatisk. Om det er en komedie eller en tragedie kommer an på forskellige omstændigheder.
  Det betyder at der går omkring 7 milliarder hovedrolleindehavere rundt og brillerer som stjernen i deres private drama. Alle de andre er bare statister. Det er klart at det er vanskeligt for mennesker at blive enige om noget som helst. Menneskehedens historie med alle de stridigheder den består af er et tydeligt bevis på det er kendsgerninger jeg tale om. Og det gavner intet at der opstilles idealer og mange dyrker dem. Det er nemlig med idealer som med færdigsyet tøj, det er kun engang imellem det passer.

Nu har hun talt igen – hende – Oda Plydsmaas.



 



 



 



 

Kilde: