Ahmed Akkari burde ligesom Naser Khader være en vigtig stemme i islam-debatten her i landet. Han burde være kommentator på en stor tv-station. Have sit eget radioprogram. Skrive klummer på en avis. Være konsulent for indvandrermiljøer og integration. Det burde være ham og ikke Asmaa Abdol-Hamid, som arbejdede sammen med Fyns Politi. Han kunne hjælpe vores land med at afdække radikaliseringens moder. I stedet for sidder han i dybfryseren oppe på Grønland.
Hvorfor? Fordi han i sin bog ’Min afsked med islamismen’ afslørede hykleriet og dobbeltmoralen i den danske islamistiske undergrund. Han fortalte, hvordan vores samfund er blevet udnyttet og har været til grin for imamerne og deres organisationer. Under dække af folkeoplysning blev der hævet kommunale støttekroner til islamistisk indoktrinering af børn og unge. Moskeer, islamiske kulturforeninger, venskabsforeninger og sportsforeninger bekæmpede danske værdier.
Akkaris bog bekom den danske centrum-venstrefløj dårligt. For dem er myten jo, at muslimer er ofre, et lille stakkels, ringeagtet, forfulgt mindretal, som har brug for særrettigheder, så vi ikke fornærmer deres religion og levemåde. Radikaliseringen af de unge bliver stadig set som en forståelig reaktion på majoritetssamfundets racisme, islamofobi og provokerende satiretegninger. At Akkari en ’brun’ mand vender om, det er lammende. Hans budskaber kom meget på tværs.
Birthe Rønn Hornbech sad for nylig i Rushy ’s Roulette og belærte os om, at danskerne er så respektløse over for muslimer. Jo mere vi kan drille muslimerne jo sjovere. Det er uforståeligt, at man med vold og magt skal forhåne profeten, sagde hun. Og Lars Vilks havde ikke fattet, hvor sårede og vrede de blev. Alle de sædvanlige politisk korrekte klicheer stod i kø. Et kæmpe knæfald for de mest reaktionære muslimske kræfter i det danske samfund.
Birthe Rønn Hornbech tager de mest radikale ekstremistiske muslimer som udgangspunkt. Hun går ud fra, at vi ikke kan tegne noget uden muslimer bliver fornærmede, at der er mange, som ønsker at slå folk ihjel, hvis vi tegner noget, der provokerer Det er faktisk en uforskammet stigmatisering af alle de muslimer, som fungerer fint i et moderne demokratisk samfund.
Og Jon Stephensen er vred lige nu. Ikke over at nogle unge hylder deres ven, terroristen Omar. Nej han er rasende over, at Lars Vilks-komiteen vil uddele en ytringsfrihedspris ‘Den gyldne Hund’ skabt efter Lars Vilks tegning. Skal Christiansborg lægge hus til denne begivenhed, tordner teaterdirektøren.
Ak ja, hvorfor mon? Teaterdireketøren er hermed indstillet til at modtage prisen ‘Den feje Hund’.
Hvornår finder Jon, Birthe og resten af af den politisk korrekte kødrand ud af, hvor meget de skader integrationen ved at fedte for de mest kvæulerende, formørkede, reaktionære kræfter i Danmark. Mon de er klar over, hvilken social kontrol mange yngre kvinder udsættes for? Hvorfor siger de det ikke højt, at omkostningerne ved at bo i en moderne, demokratisk resstat som Danmark er, at man underkaster sig grundloven og de demokratiske spilleregler. At man i et folkestyre ikke bare kan komme og forlange særrettigheder, som ingen andre har.
Hvem fisker Akkari op fra dybfryseren og sørger for han kommer hjem?
