Danske fodboldspillere har satset penge på egne kampe.
I 2.-divisionsklubben B 1908 har flere spillere satset penge på, at deres hold ville tabe.
Fodboldspillerne satte penge på deres kamp i spilleselskabet Scandic Bookmakers, der opdagede det ulovlige spil og derefter annullerede væddemålene og kontaktede Dansk Boldspil-Union (DBU).
Her bekræfter kommunikationschef Lars Berendt, at ikke bare B 1908, men flere andre danske fodboldklubber, er i søgelyset. Spillerne har satset penge på kampe, de selv var med i.
Klar overtrædelse af det etiske regelsæt
Og det er en klar overtrædelse af det etiske regelsæt i DBU. Her står: »Spil på kampe, du selv er aktiv eller på anden måde formel part i, er ikke tilladt!«.
»Vi har fået flere henvendelser af samme karakter, og vi har fået flere henvendelser om aktive spillere fra andre hold end den klub, du nævner«, siger Lars Berendt om den konkrete sag om B 1908.
Kendt til sagen en måneds tid
Kommunikationschefen siger, at DBU har kendt til sagerne i cirka en måned.
Men før de ulovlige væddemål er undersøgt, vil han ikke sige, hvilke andre klubber, spillere og kampe det drejer sig om – eller hvad DBU har tænkt sig at gøre ved de konkrete spillere og klubber.
»Jeg kan garantere, at vi vil oplyse alt, lige så snart vi har sikret os, at oplysningerne er videregivet til os på et lovmæssigt korrekt grundlag«, siger Lars Berendt.
Spilleselskab aflyste væddemål
Hos Scandic Bookmakers bekræfter pressechef Frederik Skov, at der blev placeret et ulovligt væddemål, som spilleselskabet efterfølgende annullerede og oplyste DBU om.
Og på Amager, hvor fodboldklubben B 1908 holder til, er cheftræner Kim Splidsboel fortørnet over oplysningerne.
»Hvis det viser sig at være rigtigt, er det selvfølgelig forkasteligt. Det vil skuffe mig meget, og jeg tror altså ikke på det. Man bliver da rystet over sådan nogle oplysninger, og jeg bliver vred, hvis det viser sig at være nogen på førsteholdet, der selv har været involveret i kampen«, siger Kim Splidsboel.