Da vækkeuret ringede, stod Peter op. Han gik direkte ud i køkkenet i sit kollektiv og proklamerede, at i dag ville han købe noget. Han vidste ikke helt, hvad han ville købe, men købe noget, det ville han. Heldigvis havde kollektivet den aftale, at alle var med til at dække Peters køb, når han nu besluttede sig for at handle ind.
Efter morgenmaden gik Peter halvfast semibesluttet ned mod byen for at købe noget. Til Peters store befrielse fik han, inden han kom helt ned i byen, øje på en kæmpe iskiosk, hvor han købte en vaffel med 11 kugler og guf. Så kunne han ikke mere, vendte hjem, gik i seng og faldt i søvn.
Næste morgen stod han op, fortalte kollektivet, at han havde brugt 250 kroner på en is, og at de alle skulle betale 10 kroner til ham, for de havde jo aftalt at dække hans omkostninger kollektivt. Der blev nikket, for aftalen var jo god, og Peter kunne ikke gøre for, at han blev fristet før han kom i mål og fik købt noget nede i byen. I dag skal det dog være anderledes prædikede Peter og gik igen ned mod byen. Der gik dog ikke længe, før Peter fik øje på en slikbutik, hvor han købte 500 gram blandede bolcher, en slikkepind og tyggegummi. Han spiste det hele, fik ondt i maven og gik hjem.
Der blev nok engang krævet solidarisk ind, for sådan havde man aftalt, at det skulle foregå. 15 kroner fra alle i kollektivet, der skulle dække Peters omkostninger i forsøget på at nå ind til byen for at købe noget. Pia syntes godt nok det var lidt uretfærdigt, at hun skulle betale til Peters forsøg på et nå ind til byen, når hun nu selv havde valgt slet ikke at forsøge sig med byture. Men det var vigtigt, at nogen kom ind og købte noget, havde kollektivet besluttet, selvom ingen rigtig vidste, hvad der skulle købes, og hvorfor. Sådan var det bare!
En dag sagde Pia til Peter, at hvis han forsøgte at gå ind i byen igen, så skal han selv dække de omkostninger, der opstod. Efter forfærdelsen havde lagt sig måtte Peter i gang med at planlægge sin vej, for når han selv skulle betale, så måtte han hellere se, hvad det egentlig var for noget, han havde brug for. Han måtte også hellere undgå iskiosken, slikbutikken og alle andre fristelser. Det havde han jo ikke råd til nu. Han fandt sin butik, gik direkte ind til byen, købte noget og kom tilbage med lige præcis det, han havde brug for.
Kan man sætte ovenstående ind i denne kontekst: https://www.facebook.com/LiberalUngdom/photos/a.181522938382.150376.107893513382/10152829405678383
Jeg spørger bare? Når man handler på baggrund af andres penge, så synes konsekvenserne af ens valg ikke særligt vigtige, men trækker man sin egen lomme med ind i ligningen, så begynder man at tænke sig om. Selvbetalte studier giver bedre studievalg, færre frafald, hurtigere studietider og større krav til uddannelsesinstitutionerne om at give de betalende studerende den rigtige uddannelse. Vi vælger de uddannelser, markedet har brug for. Og vi sørger for at undersøge, hvad der skal ske, inden vi hovedkuld kaster os ud i et nyt eventyr. Hvis du fik foræret et hus, så siger du ja til alt med et tag, men skal du selv betale, så undersøger du markedet, sætter krav og sørger for, at du i sidste ende får en højere kvalitet end, hvis andre betalte for dig.
Så ja, lad os nu bare lave det SU-system om!
