Ægypten bløder !

Klumme af Medhat : Det er efterhånden fantastisk svært at forudse, hvor og hvordan Ægypten og ægypterne ender henne? Jeg undrer mig over, at alle d...

Medhat Khattab,

20/11/2011

Klumme af Medhat :

Det er efterhånden fantastisk svært at forudse, hvor og hvordan Ægypten og ægypterne ender henne? Jeg undrer mig over, at alle dernede propaganderer for, at de vil have og vil gennemføre demokrati, hvis de kommer til magten. Det er på trods af, at ingen af dem er opvokset med eller har oplevet demokratiske tider før. Ved de overhovedet, hvad de taler om? Der
findes mange forskellige grupper dernede, som jeg kort vil give en beskrivelse af. 

Vi finder Salafister  og de sukker efter magten. Det samme gør Det Muslimske broderskab. De mener begge, at Islam er løsningen. Muslimsk broderskab er mere diskrete,
men der er ingen tvivl om, at de har deres skjulte dagsorden. De er
blevet smidt i fængsler af de tidligere magthavere Naser, Sadat og
Mubarak.

Mange folk sympatiserer efterhånden med de religiøse grupper og anser dem for enten at være martyrer eller Ægyptens redning og en del af befolkningen er blevet hjernevasket af dem. Størstedelen af befolkningen er meget fattige og oplever altid, at det er andre, som sidder på magten, som er blevet stenrige, og at næsten alle islamister er i fængsel. Af og til har islamister vist deres gode ansigter over for befolkninger ved at være ude på helligdage og give små gaver, måltider eller oprette sundhedsklinikker til de fattige ægyptere og på den måde har de kunne få sympati og støtte og her kommer det, som mange mener med, at ”islam er løsningen”.


I kampen for at overtage magten har vi de gamle politikere, som er vokset op med korruption og
diktaturregime og de vil gerne være med og have et stykke af kagen.
De kan eller vil ikke skamme sig, men nej. Mange af dem er tykke og fede og de har fortsat mange penge, så de kan købe de fattige ægyptere eller deres stemmer.

Og ikke fordi,  at vi skal forglemme militærfolkene, som mener, at de er de bedste til at blive ved med at styre. Ægypten har jo tradition for at blive styret af militæret i starten, som senere er blevet  til civile præsidenter. Landet har aldrig haft en præsident, der kommer fra det civile. Alle tidligere præsidenter, Naser, Sadat og Mubarak, var officerer i militæret.
Blandt de andre grupper, som også vil være med, er der små liberale, men de råber forgæves i skoven.

De bliver kaldt ”de vantro” af de troende muslimer og deres chance for at lede Ægypten er minimal.

Kommunister og marxister  eksisterer fortsat i Ægypten. De er bitre og har aldrig tidligere fået lov til noget. De blomstrede op i Nasers sovjettid, men de blev straks undertrykt i Sadats og Mubaraks tid, hvor mange af dem foretrak at holde lav profil, i stedet for at ”hygge sig” i fængsler med islamister.

En anden gruppe, som er interessant, og som man skulle tro var færdige, er Mubaraks tilhængere. De  er ikke så synlige, men jeg mener, at de fortsat har en fantastisk magt og
de arbejder i skjul for at ødelægge det hele. De er jo interesseret i, at situation ikke bliver bedre. De har altid ment, at det enten er Mubarak eller kaos, og de arbejder fortsat med at bevise det.

Så der er mange om buddet, som ønsker at overtage styret i Ægypten. Men de er jo meget forskellige og der er risiko for, at det hele eksploderer i stedet for. Der er fare for,
at det hele kan ende galt. Det værste scenarie er borgerkrig.

Så er en ny gruppe dukket op i Ægyptens gader under revolutionen, da politiet og ordensmagten ikke var tilstede. Det er ballademagere og banditter, som plyndrer og stjæler. Mange af dem er løsladte fra fængsler eller de flygter fra dem under det kaos, som hersker landet i forbindelse med
revolutionen. De spreder utryghed og frygt og de er mange.


Problemet er demokrati og at det aldrig har ikke eksisteret i Ægypten. Alle har været undertrykte og bange for at sige eller gøre noget. Derfor er det svært at udtrykke sig demokratisk og fredeligt, når befolkningen ikke ved, hvordan man gør eller hvad det er ? 

Ægypten bløder og det er der ikke noget at sige til.   

Med venlig hilsen

Medhat Khattab, speciallæge

Svendborg

www.medhat.dk

Kilde: