Hvorfor går vi kun amok og iværksætter nødberedskaber når vi hører om ebola, creutzfeldt jakob, fugleinfluenza og almindelig influenza, når en langt mere udbredt tilstand, nemlig ADHD, hærger vores nærmeste.
Mellem år 2000 – 2009 steg antallet af ADHD diagnoser herhjemme med cirka 1000 procent og i USA er 6,4 millioner børn i alderen 4-17 år bærere af sygdommen. Hvorfor denne pludselige stigning. Måske skal vi finde svaret i ”De Unge Mødre” eller ”Mig og min mor”.
Jeg elsker ”Dovne Robert”, ”Dovne Carina”, ”Mogens Glistrup”, ”folkene i Blok på Bistand” og Malou Stella fra De Unge Mødre”, ja alle som i den grad har forstået, at servere ubekvemme sandheder lige i masken på os og samtidig sønderrive udbredte politikerfloskler som ”I Danmark hersker dyb fattigdom”, ”I Danmark kan det betale sig at arbejde” osv. Malou Stella er min absolutte yngling - flot pige, på kontanthjælp, masser af tatoveringer, silicone bryster, hair extensions og masser af jern i ilden. Hun flytter rundt hele tiden, gider ikke arbejde, gider ikke gå i skole og da det bliver tydeligt at hverken, mor, skoler eller samfund formår at sætte grænser, bliver hun udstyret med diagnosen ADHD. Så er der en undskyldning for at give op og fralægge ansvar - vi overlader Malou Stellas skæbne til Ritalin og kontanthjælp.
Da jeg hverken kan bryste mig af titler som ”psykolog eller psykiater”, kan jeg ikke forstå, at man ikke forsker mere på området, altså en stigning på 1000 procent på bare 9 år fortjener vel en snert af opmærksomhed. Jeg anerkender til fulde at der findes masser af mennesker, som lider af ADHD og det er netop en hån mod dem, når man bare udstyrer alle andre med diagnosen ADHD fordi de er urolige i skolen, eller ikke finder det belejligt at arbejde.
Er kuren til Malou Stella og ligesindede et blidt spark i bagdelen samt læren om hvordan velfærdssamfundet er indrettet, eller skal vi fortsat overlade ansvaret for deres velbefindende til medicinalindustrien????
