I Lars Møllers bog:"VI SLÅR IHJEL,og lever med det." redegør han for,hvilke opholdsbetingelser veteranerne lever under i det barske kampmiljø i Afghanistan.Det er jo ikke en enkelt påvirkning,der fremkalder skaden,det er en samlet påvirkning af mange enkeltpåvirkninger.Der vil blive redegjort for de væsenligste enkeltpåvirkninger på denne side fremover.Her
TUNNELSYN.
Dette kaldes undertiden også for pereferiiindsnævring, og som navnet antyder,indsnævres ens synsevne under eksstrem stress,som f.eks. en ildkamp.så det opleves,som om man kigger gennem et rør.Tunnelsyn udgør sammen med dæmpning af hørelsen og et antal andre forvrængninger af ens sanser,det normale adfærdsmønster i en eksstrem situation.
Man skal blot være opmærksom på,at det samme sandsynligvis sker for ens modstander,hvilket man selvfølgelig skal udnytte.Ved en hurtig bevægelse til siden kan man forsvinde fra modstanderens syn og tvinge ham til at blinke,bevæge sig baglæns eller flytte hovedet,hvilket giver os et sekund til at nedkæmpe ham.Tekniken anvendes i et vist omfang i USA,men ikke i Danmark.Man mener,at man kan optræne sin teknik til at bryde ud af sit tunnelsyn ved systematisk at overvåge området foran sig,dreje hovedet fra side til side,efter man har afgivet sit første skud.(Og forhåbent nedkæmpet modstanderen).
Denne reaktion synes undertiden at få tunnelsynet til at fortage sig,og selvom soldaten fortsat er så stresset,at tunnelsynet ikke forsvinder,giver overvågningen ham mulighed for at få øje på andre mulige trusler,selv med tunnelsyn,Det virker lidt,som når man lyser med en stavlygte i totalt mørke.
Jeg har selv prøvet et få tunnelsyn to gange,begge gange under kamp.Jeg mærkede det,som om mørket pludselig kom fra begge sider af mit hoved.Begge gange blev jeg skræmt,fordi jeg troede,at jeg var ved at blive skør,men begge gange fik jeg det væk ved at tvinge mig til at tænke på noget andet og trække vejret dybt.Det er først i forbindelse med research til denne bog,jeg har fundet ud af,hvad det var,og jeg har aldrig talt om det før.Jeg har spurgt soldaterne,om de kender til problemet.Det fremgår,at 48 % af vores soldater kender problemet.
SPØRGSMÅLET:" Har du oplevet tunnelsyn?(Altså ,hvor ens syn fokuserer så meget,at man ikke opfatter andet,end det,man ser på?)
"Nej,har aldrig plaget mig.Dog har jeg under en kampføling gentagende gange været henne og ruske i folk,fordi de ikke havde forlagt ilden,idet en anden gruppe bevægede sig frem.De havde simpelt hen stirret sig fast på det punkt,hvor de så fjenden første gang."
"Ja,men kun i ISAF.Ved angreb og storm.Den ene gang lagde jeg selv mærke til det,mens det skete,men jeg havde ikke overskud til at snappe væk fra det."
"Ja,det gør det ikke nemmere at være fører.Mit arbejde er at føre delingen og koordinere med naboer og foresatte,men når jeg selv blev engageret eller bundet af fjendtlig ild,kunne tunnelsynet godt komme."
"Har flere gange oplevet,at jeg til debriefinger finder ud af,at der er sket noget lige ved siden af mig.som jeg ikke har set.Har været alt for fokuseret på "mit" område."
"Når man bliver fanget på åben mark og har opspringere for fødderne og skal have fundet dækning,så bliver dækningen,det eneste man fokuserer på,indtil man når den."
"Som finskytte er man dømt til tunnelsyn,og man bliver lidt for god til at abstrahere fra alt omkring en.Der er minimum to tilfælde,hvor jeg ikke har opfattet RPGèr flyve lige henover eller eksplodere i nærheden af mig.Flere ting har jeg først med undren fået at vide,efter jeg er kommet hjem."
"Ja,jeg må indrømme.at jeg under kamp var så fokuseret på at få lagt brisant-granaterne så nølagtigt,at jeg ikke tog notits af bombe-og morternedslag."
Dette dækker kun nødtørftigt begrebet "tunnelsyn",men det er klart,at denne "nye" viden indgår i den omhyggelige træning af veteranerne,inden de sendes.
Næste indlæg drejer sig om et mere alvorligt emne:"Midlertidige lammelser" eller "freesing",der kan være alvorlige ,under kampene,men og risikere at påvirke psyken bagefter.
TUNNELSYN.
Dette kaldes undertiden også for pereferiiindsnævring, og som navnet antyder,indsnævres ens synsevne under eksstrem stress,som f.eks. en ildkamp.så det opleves,som om man kigger gennem et rør.Tunnelsyn udgør sammen med dæmpning af hørelsen og et antal andre forvrængninger af ens sanser,det normale adfærdsmønster i en eksstrem situation.
Man skal blot være opmærksom på,at det samme sandsynligvis sker for ens modstander,hvilket man selvfølgelig skal udnytte.Ved en hurtig bevægelse til siden kan man forsvinde fra modstanderens syn og tvinge ham til at blinke,bevæge sig baglæns eller flytte hovedet,hvilket giver os et sekund til at nedkæmpe ham.Tekniken anvendes i et vist omfang i USA,men ikke i Danmark.Man mener,at man kan optræne sin teknik til at bryde ud af sit tunnelsyn ved systematisk at overvåge området foran sig,dreje hovedet fra side til side,efter man har afgivet sit første skud.(Og forhåbent nedkæmpet modstanderen).
Denne reaktion synes undertiden at få tunnelsynet til at fortage sig,og selvom soldaten fortsat er så stresset,at tunnelsynet ikke forsvinder,giver overvågningen ham mulighed for at få øje på andre mulige trusler,selv med tunnelsyn,Det virker lidt,som når man lyser med en stavlygte i totalt mørke.
Jeg har selv prøvet et få tunnelsyn to gange,begge gange under kamp.Jeg mærkede det,som om mørket pludselig kom fra begge sider af mit hoved.Begge gange blev jeg skræmt,fordi jeg troede,at jeg var ved at blive skør,men begge gange fik jeg det væk ved at tvinge mig til at tænke på noget andet og trække vejret dybt.Det er først i forbindelse med research til denne bog,jeg har fundet ud af,hvad det var,og jeg har aldrig talt om det før.Jeg har spurgt soldaterne,om de kender til problemet.Det fremgår,at 48 % af vores soldater kender problemet.
SPØRGSMÅLET:" Har du oplevet tunnelsyn?(Altså ,hvor ens syn fokuserer så meget,at man ikke opfatter andet,end det,man ser på?)
"Nej,har aldrig plaget mig.Dog har jeg under en kampføling gentagende gange været henne og ruske i folk,fordi de ikke havde forlagt ilden,idet en anden gruppe bevægede sig frem.De havde simpelt hen stirret sig fast på det punkt,hvor de så fjenden første gang."
"Ja,men kun i ISAF.Ved angreb og storm.Den ene gang lagde jeg selv mærke til det,mens det skete,men jeg havde ikke overskud til at snappe væk fra det."
"Ja,det gør det ikke nemmere at være fører.Mit arbejde er at føre delingen og koordinere med naboer og foresatte,men når jeg selv blev engageret eller bundet af fjendtlig ild,kunne tunnelsynet godt komme."
"Har flere gange oplevet,at jeg til debriefinger finder ud af,at der er sket noget lige ved siden af mig.som jeg ikke har set.Har været alt for fokuseret på "mit" område."
"Når man bliver fanget på åben mark og har opspringere for fødderne og skal have fundet dækning,så bliver dækningen,det eneste man fokuserer på,indtil man når den."
"Som finskytte er man dømt til tunnelsyn,og man bliver lidt for god til at abstrahere fra alt omkring en.Der er minimum to tilfælde,hvor jeg ikke har opfattet RPGèr flyve lige henover eller eksplodere i nærheden af mig.Flere ting har jeg først med undren fået at vide,efter jeg er kommet hjem."
"Ja,jeg må indrømme.at jeg under kamp var så fokuseret på at få lagt brisant-granaterne så nølagtigt,at jeg ikke tog notits af bombe-og morternedslag."
Dette dækker kun nødtørftigt begrebet "tunnelsyn",men det er klart,at denne "nye" viden indgår i den omhyggelige træning af veteranerne,inden de sendes.
Næste indlæg drejer sig om et mere alvorligt emne:"Midlertidige lammelser" eller "freesing",der kan være alvorlige ,under kampene,men og risikere at påvirke psyken bagefter.
