Murens Fald i 1989 er det bedste, der nogensinde er sket for Europa. Nu flyder informationer frit, handelen blomstrer, og mennesker gør brug af deres muligheder for at studere og arbejde i alle dele af EU. Den gode udvikling, som har fundet sted siden 1989 skal ikke sættes over styr af nye mure. EU skal ikke lukke sig af overfor omverdenen. Vi skal fortsætte den frihedsbølge, der startede i 1989 og styrke de europæiske institutioner, der understøtter den.
I tyveåret for Murens Fald er jeg ikke desto mindre blevet en smule bekymret.
Visse lande, med Frankrig i spidsen, taler om at indføre nye ”sociale afgifter” på varer fra lande, der ikke lever op til samme standarder for miljø, klima, dyrevelfærd og sociale forhold som EU-landene. Sagt på en anden måde: De vil blokere for handel med lande, der ikke ligner EU-lande.
Jeg synes da, at det ville være godt for kineserne, hvis de havde samme standarder for miljøbeskyttelse, som vi har i Danmark. Jeg synes da også, det ville være godt, hvis man i Bangladesh sørgede for, at flere børn kom i skole frem for, at de arbejder på systuer. Men vi hjælper ikke udviklingslandenes borgere ved at indføre ny told og nye handelsrestriktioner. Vi hjælper heller ikke vore egne forbrugere. Vejen frem er at få velstanden op i den fattige del af verden i kraft af handel. Når velstanden melder sig, begynder de lokale befolkninger også at kræve mere af livet. Renere miljø. Bedre skolegang til deres børn. Se hvor langt Kina er kommet i kraft af globaliseringen.
En anden grund til bekymring er franskmændenes snak om en særlig ”klimaafgift” på varer fra lande, der ikke følger de samme klimamålsætninger, som vi gør i EU. Teoretisk set kan det da være rigtigt nok, at lande som Indien ”skulker”, hvis de bare udleder en masse CO2, mens vi andre pålægger os selv restriktioner og skatter og skader os selv i den internationale konkurrence. Skal vi så ikke lægge særlige klimaafgifter på indiske varer? Her burde vi måske lige spørge os selv, hvilke lande der udleder mest CO2 per borger. Ikke Indien. I Danmark udleder vi ca. 10 tons CO2 per år per indbygger. I Frankrig er det 6 tons. I Indien er det lidt over 1. Er det så ikke Indien, der skal have lov til at pålægge varer fra Danmark og Frankrig en særlig klimaafgift?
Alle vegne rundt popper nye ideer til handelshindringer op. Mange af ideerne skyldes, at politikere gerne vil finansiere nye udgifter til nye initiativer.
EU’s nye formand, Herman van Rompuy, foreslog for nylig en særlig europæisk skat. Den kunne tage form af EU-afgifter på flybrændstof, flybilletter, finansielle transaktioner – ja, sågar momsen er blevet foreslået som en direkte finansieringskilde til EU.
Forslaget rummer mange problemer.
For det første er det betænkeligt at give EU ”egne ressourcer” eller rettere: mulighed for at hive penge direkte ud af borgernes lommer. Den slags magt tilkommer en stat, ikke andre.
For det andet er der allerede mange ressourcer i EU-systemet. Landbrugsbudgettet fylder bare det meste. Her var det på tide at gennemføre en reform – frem for bare at vælte nye byrder over på EU’s borgere.
For det tredje vil forslaget om EU-skatter eller EU-afgifter yderligere svække os i den internationale konkurrence. Vi har brug for færre skatter i EU-området. Ikke flere. Hvis vi svækker os selv i den internationale konkurrence, skal vi nok opleve yderligere krav om at lukke de europæiske markeder af.
I tyveåret efter Murens Fald burde Europa åbne sig mod verden. Ikke omvendt. Vi har mere end nogensinde brug for fred, lave skatter og en udholdelig retshåndhævelse, som Adam Smith sagde.
I tyveåret for Murens Fald er jeg ikke desto mindre blevet en smule bekymret.
Visse lande, med Frankrig i spidsen, taler om at indføre nye ”sociale afgifter” på varer fra lande, der ikke lever op til samme standarder for miljø, klima, dyrevelfærd og sociale forhold som EU-landene. Sagt på en anden måde: De vil blokere for handel med lande, der ikke ligner EU-lande.
Jeg synes da, at det ville være godt for kineserne, hvis de havde samme standarder for miljøbeskyttelse, som vi har i Danmark. Jeg synes da også, det ville være godt, hvis man i Bangladesh sørgede for, at flere børn kom i skole frem for, at de arbejder på systuer. Men vi hjælper ikke udviklingslandenes borgere ved at indføre ny told og nye handelsrestriktioner. Vi hjælper heller ikke vore egne forbrugere. Vejen frem er at få velstanden op i den fattige del af verden i kraft af handel. Når velstanden melder sig, begynder de lokale befolkninger også at kræve mere af livet. Renere miljø. Bedre skolegang til deres børn. Se hvor langt Kina er kommet i kraft af globaliseringen.
En anden grund til bekymring er franskmændenes snak om en særlig ”klimaafgift” på varer fra lande, der ikke følger de samme klimamålsætninger, som vi gør i EU. Teoretisk set kan det da være rigtigt nok, at lande som Indien ”skulker”, hvis de bare udleder en masse CO2, mens vi andre pålægger os selv restriktioner og skatter og skader os selv i den internationale konkurrence. Skal vi så ikke lægge særlige klimaafgifter på indiske varer? Her burde vi måske lige spørge os selv, hvilke lande der udleder mest CO2 per borger. Ikke Indien. I Danmark udleder vi ca. 10 tons CO2 per år per indbygger. I Frankrig er det 6 tons. I Indien er det lidt over 1. Er det så ikke Indien, der skal have lov til at pålægge varer fra Danmark og Frankrig en særlig klimaafgift?
Alle vegne rundt popper nye ideer til handelshindringer op. Mange af ideerne skyldes, at politikere gerne vil finansiere nye udgifter til nye initiativer.
EU’s nye formand, Herman van Rompuy, foreslog for nylig en særlig europæisk skat. Den kunne tage form af EU-afgifter på flybrændstof, flybilletter, finansielle transaktioner – ja, sågar momsen er blevet foreslået som en direkte finansieringskilde til EU.
Forslaget rummer mange problemer.
For det første er det betænkeligt at give EU ”egne ressourcer” eller rettere: mulighed for at hive penge direkte ud af borgernes lommer. Den slags magt tilkommer en stat, ikke andre.
For det andet er der allerede mange ressourcer i EU-systemet. Landbrugsbudgettet fylder bare det meste. Her var det på tide at gennemføre en reform – frem for bare at vælte nye byrder over på EU’s borgere.
For det tredje vil forslaget om EU-skatter eller EU-afgifter yderligere svække os i den internationale konkurrence. Vi har brug for færre skatter i EU-området. Ikke flere. Hvis vi svækker os selv i den internationale konkurrence, skal vi nok opleve yderligere krav om at lukke de europæiske markeder af.
I tyveåret efter Murens Fald burde Europa åbne sig mod verden. Ikke omvendt. Vi har mere end nogensinde brug for fred, lave skatter og en udholdelig retshåndhævelse, som Adam Smith sagde.
