Nedenstående er i dag sendt til beskæftigelsesminister Inger Støjberg foranlediget af en igangværende debat på Facebook (sig så ikke sociale medier er spild af tid):
Kære Inger Støjberg,
Jeg ved, du er på Facebook og vil i den sammenhæng gerne henlede din opmærksomhed på en debat, der har kørt livligt i dag søndag:
http://www.facebook.com/anni.dk#!/anni.dk?v=wall&story_fbid=132679706777156
- Hvis du ikke kan læse debatten kan jeg varmt anbefale at søge Anni Løndal de Lichtenberg om venskab, da du ad den vej får kendskab til, hvad der rør sig blandt ganske almindelige danskere, når der tales om sygedagpenge, pipfuglekurser og tvungen aktivering pga. kommunal kassetænkning. (Jeg vedhæfter for god ordens skyld debatten, som den ser ud i skrivende stund søndag kl. 17:12)
Som formand for Patientforeningen vil jeg gerne anmode om et møde, hvor vi kan fremføre foreningens og medlemmernes synspunkter fsv. angår de nugældende sygedagpengeregler og kommunernes skævvridende forvaltning af samme.
Patientforeningen er bekendt med gruopvækkende eksempler på, hvordan syge uforvarent kommer i klemme i uklare regler, der tolkes som vinden blæser – eller med kommunal økonomisk vinding for øje. Beretninger som vi overvejer, uden at dette på nogen måde skal opfattes som en trussel, at præsentere for medierne for ad den vej at få fuld åbenhed om problemstillingen og forhåbentlig således medvirke til en sober og fordomsfri debat.
Som ansvarlig forening vil vi gerne bidrage med oplysninger om, hvilke konsekvenser de nugældende regler har for syge, der kommer i klemme i systemet.
Jeg ser således frem til at høre fra dig og stiller mig naturligvis til rådighed for supplerende oplysninger forud for et personligt møde, for hvilket jeg er relativ fleksibel fsv. angår tid og sted.