"Hvis man går imod en siddende regering og skaber et alternativt flertal, så er konsekvensen, at regeringen vælter. Oppositionen kan ikke bruge os på den måde."
Sådan begrunder Anders Samuelsen i dag i Berlingske Tidende, at han ikke vil stemme for en afskaffelse af starthjælpen, såfremt oppositionen fremsætter forslaget, på trods af at dette punkt er at finde i partiets arbejdsprogram. Det samme gør sig gældende med punktet i arbejdsprogrammet om at give grønt lys for homoseksuelle vielser i kirken.
"Det er ikke et spørgsmål om at forråde. Det er et spørgsmål om at prioritere. Man kan ikke få det hele i slikbutikken."
Det er fornuftigt nok at erkende, at et lille parti ikke kan få sin vilje igennem på alle områder. Spørgsmålet er imidlertid: Hvor går grænsen for støtten til en borgerlig regering? Hvornår vil man være villig til at sætte hårdt mod hårdt? Anders Samuelsen melder klart ud i dagens avis, at han skelner mellem LA's fire mærkesager og så alt andet i partiets arbejdsprogram, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvor meget af hjerteblodspolitikken han (ikke) skal have igennem, før han er parat til at vælte regeringen. På det konkrete plan er dette selvfølgelig til forhandling, men mig bekendt har alle udmeldinger indtil videre handlet om at understrege tilhørsforholdet til blå blok og fraværet af ultimative krav, og man har ligefrem tidligere lovet, at man aldrig vil vælte regeringen.
Den udmelding skal formentlig gøre vælgere som eksempelvis undertegnede tryg ved, hvor man har LA oven på NA's dronningerunde-misère i 2007. Imidlertid gør udmeldingerne mig snarere utryg. Jeg ved ud fra mærkesagerne og Anders Samuelsens engagerede formidling heraf udmærket godt, hvor jeg har LA i dag. Det, jeg frygter, er, at LA ikke effektivt vil kunne konvertere de såkaldt afgørende mandater til indflydelse, fordi de har malet sig selv op i et hjørne, hvor regeringen kan minimere, hvad LA får for dem, fordi LA for alt i verden ikke vil have siddende på sig, at den har væltet en borgerlig regering.
Men jeg erkender blankt, at jeg sidder i elfenbenstårnet og nørder spilteori og er uerfaren med politiske forhandlinger. Måske er der nogen ude i den virkelige verden, der kan oplyse mig om, hvordan det, der i teorien er en domineret strategi, i praksis kan være en farbar vej frem...?
---
Tilføjelse fra kommentarsporet
Torben Mark Pedersen skriver bl.a.:
Eva, du har meget ret i din spilteoretiske pointe, men du ser bort fra, at der også foregår et andet og tidligere spil, der går ud på at overbevise borgerlige vælgere om, at Liberal Alliance er et helt igennem troværdigt parti og borgerlig-liberalt parti, som de trygt kan støtte, og som på en række områder garanterer, at de ikke vil føre en anden politik, end den regeringen hidtil har ført, men primært vil fokusere på personlig frihed (der jo er ret omfattende) og på de tre punkter, der kan bidrage til at rette op på dansk økonomi: Lavere skatter, en mere effektiv offentlige sektor og økonomisk vækst.
Mit svar:
Torben, du slår her eufemistisk ned på, hvad jeg tror er forklaringen på, at man melder ud, som man gør, nemlig at LA i praksis har udlændingepolitikken som en femte mærkesag: På den ene side erklærer LA at prioritere de fire mærkesager højere end alt andet. På den anden side bejler LA til vælgere, som også ønsker denne femte mærkesag dækket ind, hvorfor man søger at berolige disse vælgere ved at stavnsbinde sig til VKO. Dette er en strategisk kortslutning.
Hvorfor ikke tage konsekvensen af den erklærede prioritering af de fire mærkesager og give afkald på den femte mærkesag ved at opgive den ubetingede støtte til regeringen? Man ville dermed skulle nøjes med de vælgere, der hellere vil se LA sabotere et borgerligt regeringssamarbejde, som ikke gennemfører de tiltrængte reformer på de fire mærkesager, med risiko for at sende oppositionen i regering end se LA dele de Konservatives impotente skæbne. Men vi findes altså, og LA behøver ikke alle de mandater, som partiet pt. står til at få, når bare det får de afgørende mandater. Desuden er det ikke risikofrit at fastholde stavnsbindingen: Den strategiske uigennemtænkthed udgør i sig selv en svaghed, ikke mindst for et parti hvis historie er præget af selvsamme. Denne svaghed skal nok blive blodigt udnyttet op til valget. Det duer ikke at skjule hovedet i sandet.
Erratum
Mit svar til Torben Mark Pedersen indeholdt oprindeligt nogle - dare I say - uigennemtænkte formuleringer, der skød LA's ledelse i skoene, at den har en skjult dagsorden. Det var en misrepræsentation af min egen overbevisning, som er, at 'dobbeltspillet' sker uforvarende, snarere end det er kynisk kalkuleret. Min tillid til og respekt for ledelsens integritet kunne ikke være større. Jeg beklager de oprindelige formuleringer (som fortsat er at finde i kommentarsporet).
Sådan begrunder Anders Samuelsen i dag i Berlingske Tidende, at han ikke vil stemme for en afskaffelse af starthjælpen, såfremt oppositionen fremsætter forslaget, på trods af at dette punkt er at finde i partiets arbejdsprogram. Det samme gør sig gældende med punktet i arbejdsprogrammet om at give grønt lys for homoseksuelle vielser i kirken.
"Det er ikke et spørgsmål om at forråde. Det er et spørgsmål om at prioritere. Man kan ikke få det hele i slikbutikken."
Det er fornuftigt nok at erkende, at et lille parti ikke kan få sin vilje igennem på alle områder. Spørgsmålet er imidlertid: Hvor går grænsen for støtten til en borgerlig regering? Hvornår vil man være villig til at sætte hårdt mod hårdt? Anders Samuelsen melder klart ud i dagens avis, at han skelner mellem LA's fire mærkesager og så alt andet i partiets arbejdsprogram, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvor meget af hjerteblodspolitikken han (ikke) skal have igennem, før han er parat til at vælte regeringen. På det konkrete plan er dette selvfølgelig til forhandling, men mig bekendt har alle udmeldinger indtil videre handlet om at understrege tilhørsforholdet til blå blok og fraværet af ultimative krav, og man har ligefrem tidligere lovet, at man aldrig vil vælte regeringen.
Den udmelding skal formentlig gøre vælgere som eksempelvis undertegnede tryg ved, hvor man har LA oven på NA's dronningerunde-misère i 2007. Imidlertid gør udmeldingerne mig snarere utryg. Jeg ved ud fra mærkesagerne og Anders Samuelsens engagerede formidling heraf udmærket godt, hvor jeg har LA i dag. Det, jeg frygter, er, at LA ikke effektivt vil kunne konvertere de såkaldt afgørende mandater til indflydelse, fordi de har malet sig selv op i et hjørne, hvor regeringen kan minimere, hvad LA får for dem, fordi LA for alt i verden ikke vil have siddende på sig, at den har væltet en borgerlig regering.
Men jeg erkender blankt, at jeg sidder i elfenbenstårnet og nørder spilteori og er uerfaren med politiske forhandlinger. Måske er der nogen ude i den virkelige verden, der kan oplyse mig om, hvordan det, der i teorien er en domineret strategi, i praksis kan være en farbar vej frem...?
---
Tilføjelse fra kommentarsporet
Torben Mark Pedersen skriver bl.a.:
Eva, du har meget ret i din spilteoretiske pointe, men du ser bort fra, at der også foregår et andet og tidligere spil, der går ud på at overbevise borgerlige vælgere om, at Liberal Alliance er et helt igennem troværdigt parti og borgerlig-liberalt parti, som de trygt kan støtte, og som på en række områder garanterer, at de ikke vil føre en anden politik, end den regeringen hidtil har ført, men primært vil fokusere på personlig frihed (der jo er ret omfattende) og på de tre punkter, der kan bidrage til at rette op på dansk økonomi: Lavere skatter, en mere effektiv offentlige sektor og økonomisk vækst.
Mit svar:
Torben, du slår her eufemistisk ned på, hvad jeg tror er forklaringen på, at man melder ud, som man gør, nemlig at LA i praksis har udlændingepolitikken som en femte mærkesag: På den ene side erklærer LA at prioritere de fire mærkesager højere end alt andet. På den anden side bejler LA til vælgere, som også ønsker denne femte mærkesag dækket ind, hvorfor man søger at berolige disse vælgere ved at stavnsbinde sig til VKO. Dette er en strategisk kortslutning.
Hvorfor ikke tage konsekvensen af den erklærede prioritering af de fire mærkesager og give afkald på den femte mærkesag ved at opgive den ubetingede støtte til regeringen? Man ville dermed skulle nøjes med de vælgere, der hellere vil se LA sabotere et borgerligt regeringssamarbejde, som ikke gennemfører de tiltrængte reformer på de fire mærkesager, med risiko for at sende oppositionen i regering end se LA dele de Konservatives impotente skæbne. Men vi findes altså, og LA behøver ikke alle de mandater, som partiet pt. står til at få, når bare det får de afgørende mandater. Desuden er det ikke risikofrit at fastholde stavnsbindingen: Den strategiske uigennemtænkthed udgør i sig selv en svaghed, ikke mindst for et parti hvis historie er præget af selvsamme. Denne svaghed skal nok blive blodigt udnyttet op til valget. Det duer ikke at skjule hovedet i sandet.
Erratum
Mit svar til Torben Mark Pedersen indeholdt oprindeligt nogle - dare I say - uigennemtænkte formuleringer, der skød LA's ledelse i skoene, at den har en skjult dagsorden. Det var en misrepræsentation af min egen overbevisning, som er, at 'dobbeltspillet' sker uforvarende, snarere end det er kynisk kalkuleret. Min tillid til og respekt for ledelsens integritet kunne ikke være større. Jeg beklager de oprindelige formuleringer (som fortsat er at finde i kommentarsporet).
